En Flænge i Himlen filmanmeldelse

Dramaet 'En flænge i himlen' handler om Hazel og Gus, to udsædvanlige teenagere som deler en skarp humor, en foragt for det konventionelle og en kærlighed, som tager dem på en uforglemmelig rejse.



Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Jeg har aldrig grædt nærmest fra begyndelse af en film og helt til slutningen. Jeg har aldrig grædt så meget i en biograf. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at så mange græd i biografen. En flænge i himlen (the fault in our stars) vrider dit hjerte i stumper og stykker. Så er du advaret.

Filmen er en storslået kærlighedshistorie mellem to unge mennesker, der alt for tidligt står med de største af livets spørgsmål i hænderne. Jeg vil dog på ingen måde kalde det en tøsefilm.

 

Hvis ikke 20th Century Fox havde inviteret mig til en visning, så tror jeg ikke nødvendigvis jeg havde set filmen i biografen. For jeg vidste at jeg ville stortude i biografen. Jeg har generelt nemt ved at tude til film, men fordi kræft desværre har fyldt alt for meget i mit liv, og den har taget folk jeg elsker fra mig gør mig bare endnu mere følsom. Dertil kommer at jeg havde læst bogen, så jeg vidste hvad jeg gik ind til (den stortudede jeg også til). Og lets face it, det er en smule pinligt ligefrem at stortude i biografen, men det viste sig at det skulle jeg slet ikke være pinlig berørt over, for det gjorde ALLE. 

 

En flænge i himlen var en storslået oplevelser på alle måder. Historien er bare SÅ god, den kunne faktisk ikke være mere perfekt. Alting går op i en højere enhed og uden at jeg nødvendigvis ville det så tager den fast bopæl i mit hjerte. For jeg vil virkelig ønske jeg kunne hade filmen, for den handler om kræft og jeg hader alt ved kræft. Selv historier der handler om kræft, har jeg en forkærlighed for at hade. Men jeg kan ikke på nogen måde hade 'en flænge i himlen', det er en fysisk umulighed - ligeså vel som det er umuligt for mig at rive mit hjerte ud af min krop.

 

Jeg synes normalt heller ikke at humor og kræft høre sammen, men John Green er jo intet mindre end genial når det kommer til det punkt. Humoren er her tværtimod med til at give en fantastisk kontrast og mulighed for et lille smil på læben.

 

En flænge i himlen følger bogen nærmest slavisk, og der var ikke umiddelbart en scene som jeg manglede, og det er virkelig yderst sjældent at jeg oplever det når det drejer sig om filmatiseringer af bøger. Det er altid svært at ramme alles yndlingsscener, men her virker det til at være lykkes. En anden ting der lykkes 100% er castingen den er bare spot on. De gør et fantastisk stykke arbejde med at bringe historien til live.

 

Så jeg kan faktisk ikke finde noget som helst negativt omkring filmen overhovedet! Jeg har den største respekt for John Green og folkene bag filmatiseringen af En flænge i himlen. Det eneste negative jeg kan finde er selvfølgelig at jeg sidder tilbage med et knust hjerte og en iturevet sjæl - MEN "That's the thing about pain. It demands to be felt."