Serena (2014)

 

 

Serena er filmatiseringen af Ron Rashs klassiker af samme navn. Det er en historisk kærlighedshistorie fortalt mellem de to hovedpersoner Serena og hendes mand. Danske Susanne Bier er instruktør på filmen.



Jeg ville egentlig have læst Serena da den kom frem sidste år, men da filmen kom ud før jeg fik den læst, og hørte alle de dårlige anmeldelser, ja så var lysten til at læse bogen ret så dalende. Så det er først nu jeg har fået taget mig sammen til: først at læse Serena og derefter se den. Jeg har set filmen lige umiddelbart efter at jeg har læst bogen, så den er ret frisk i erindringen. Da jeg ikke har anmeldt bogen endnu, så kommer den her anmeldelse mere til at handle om hvordan det er lykkes at filmatisere bogen end en egentlig vurdering af historien som helhed.

Det en boglig filmatisering skal kunne opnå er at fange essensen af bogen, og i bedste tilfælde gøre oplevelsen endnu stærkere - da man jo har det visuelle medie til at fremme en anden slags følelse/indtryk, end dem vi måske selv har dannet.






Jeg må sige at jeg efter at have set filmen, sagtens forstår kritikken. Det er selvfølgelig ærgerligt når det er en dansk instruktør, men helt ærligt så tror jeg ikke Susanne Bier har forstået hvad Serena egentlig handler om.

Bogens essens er overhovedet ikke fanget her. Det er nærmest en hel anden og mindre vigtig historie. Vigtige scener er forsvundet og erstattet af nye og ligegyldige. Rækkefølgen af scener er blevet ændret så historien pludselig har skiftet karakter. Serenas stærke karakter er helt forsvundet her og bliver nærmest fremstillet som det modsatte af hvad hun er.

Jeg sad flere gange og tænke what the f...., hvad sker der? Det ville Serena aldrig nogensinde gøre. Det hele er bare grundlæggende lidt fladt.

Bradley Cooper og Jennifer Lawrence spiller sådan set fremragende, men jeg synes slet ikke at deres skuespillertalenter kommer til deres ret. Lige præcis fordi at mange af de virkelig følelsesladede scener bliver skøjten let og elegant henover.