Serena

 

Serena

Forfatter: Ron Rash
Originalsprog: Engelsk, Serena
Genre: Historisk fiktion
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Lindhardt og Ringhof








Året er 1929, og det nygifte par George og Serena Pemberton rejser til Smokey Mountains i North Carolina, hvor de planlægger at opbygge et tømmerimperium. George har allerede boet i skovhuggerlejren længe nok til at gøre en lokal pige gravid, men Serena er ny i bjergene. Hun tager dog udfordringerne i de nye omgivelser i stiv arm og bliver hurtigt betragtet som en ligeværdig blandt mændene.

Serena er egenrådig, usentimental og ikke bange for at tage fat. George er forblændet af kærlighed til sin stærke og modige hustru, og sammen sørger parret for at eliminere enhver fjende eller kritiker, der ikke støtter op om deres planer for firmaet. Tragedien rammer dem dog, da Serena mister sit ufødte barn og får at vide, at hun aldrig kan blive gravid igen.



Serena havde jeg svært ved at rate på Goodreads. Jeg hoppede frem og tilbage mellem 2 og 3 stjerner (ud af 5). Jeg kunne slet ikke beslutte mig og jeg har faktisk stadig problemer med det. For på den ene side så er bogen skrevet rigtig godt, og jeg nød mange af karakterne, og da jeg så filmatiseringen forsvar jeg virkelig bogen med næb og klør. Se det lyder jo det at det var rigtig god læsning, men det var det bare af flere årsager ikke.

Bag på bogen havde jeg læst at Susanne Bier sammenligner Serena og Georges kærlighed med 'Borte med blæsten', og det var nok det værst tænkelige billede jeg havde af bogen før jeg gik i gang med læsningen. For mig ligger de to bøger, så langt fra hinanden som de kan komme. De er modsætninger. Ja, de er begge historiske romaner. Ja, de foregår begge i sydstaternes USA. Ja, de handler begge om en stor kærlighed. Ja, de handler begge om to stærke kvinder. Men der stopper sammenligningen altså og dertil så er de to historiske perioder meget forskellige. Kærlighedshistorien er også forskellige, og ja gæt selv, de to stærke kvinder er også meget forskellige. Så når jeg bliver viftet ved næsen med et håb om at den her bog er i stil med 'Borte med blæsten' - en af mine absolutte yndlingsbøger, ja så kan jeg jo kun blive skuffet. Men som jeg skrev i min filmanmeldelse, så tror jeg faktisk ikke Susanne Bier helt forstod historien, eller måske så hun bare noget andet end jeg gør.

Men jeg så faktisk også det unikke og det til tider smukke og andre gange rædselsfulde men fascinerende ved bogen. Men grundlæggende så irriterede bogen mig, både tematikken, men feministen i mig følte sig også til tider en smule stødt. Jeg følte i hvert fald at Ron Rash sad bag ved siderne med en løftet pegefinger mens han råber ud til læseren: Pas på stærke kvinder! Hold jer fra dem!

Som kronen på værket, så var slutningen dybt forudsigelig, selvom den nærmest lover anderledes. Karakternes reaktionsmønstre og handlinger afslørede det hele.

Så hvad skal jeg dog gøre med ratingen af den her bog? For på sin vis burde det ikke være en 3'er, for bogen skal ikke sammenlignes med Borte med blæsten og en stødt feministisk side af mig selv, hvis den skulle det så skulle det være en 1'er. Men jeg bliver nødt til at bedømme bogen på dens eget præmis. Min 3'er er en helt igennem middel bog, en der er middelmådig på alle tænkelige måder. Men bogen her er ikke middelmådig i sit sprog, eller i sin beskrivelse af kærligheden og kompleksiteten mellem hovedpersonerne. De andre karakterer i bogen er godt nok noget flade men historiefortællingen fungere på sin vis upåklagelig hvis man ser bort fra en forudsigelig slutning. Men måske er tematikken en smule gammel og tør af en klassiker at være? En halv stjerne over middel? Ja, der lander jeg. Måske lander jeg et andet sted en anden dag.