Mig & mit skribleri #1

Ny lille serie om små glimt fra mit amatør skribleri

 
Beviset for hvor meget man rent faktisk kan lave uden at producere noget - det fandt jeg i denne weekend da jeg var i gang med at rydde op. Den her stak har lagt i et skab, fuldstændig glemt, og ja tanken har jo nok været at jeg ville gemme den til en dag hvor jeg ville tage fat på den igen. Men jeg er bare slet ikke der i mit liv længere, så jeg har slet ikke lyst til at tage fat på den her stak. 

 

 

 

 

Stakken er fyldt med tanker og ideer til en fagbog jeg faktisk ikke fik skrevet et eneste produktivt ord på. Jeg har skrevet masser af ord, men alle sammen notatord og altså ikke noget til en endelig manus.

Jeg var rent faktisk i chok da jeg så det. Jeg har jo tydeligvis arbejdet intensivt på den her ide og så pludselig stoppet. Og hvorfor? Hvorfor stoppede jeg? Jeg har svært ved at huske hvorfor, men jeg tror jeg stoppede fordi jeg havde mistet overblikket, fordi jeg havde så mange ideer - vilde ideer - ser det ud til. Og da jeg så skulle starte på manus havde jeg ingen forhåbninger om at leve op til de her vilde ideer jeg havde fået, og jeg var ikke klar til at gå på kompromis.

Hvilket jo bare er for dumt. For alting starter jo i det små, men jeg havde gjort den fejl at jeg havde lavet en meget detaljeret plan over bogen, og så kunne jeg slet ikke overskue hvor jeg skulle starte henne, for at få det til at lykkes.

Så hvad har jeg lært af det?

1. At gå i gang med manus tidligere, også selvom ideerne bliver ved med at strømme, men forsøge at forløse ideerne løbende, og det er jo som bekendt ikke alle ideer der duer, hvilket leder mig hen til …

2. Gå på kompromis og smid nogle ideer ud hvis det gør det for svært for mig at komme videre.

Faktisk kan jeg godt se lidt et mønster her i forhold til den historie jeg arbejder på nu. Jeg har alt for mange ideer der stikker i millioner af retninger, og på andre punkter har jeg en meget fast ide om hvordan nogle af tingene skal være. Hvilket har gjort det svært at arbejde med min tekst, og jeg tager mig selv i nu at tænke, hey… hvis jeg lige ændre romanens begyndelsestidspunkt, så kommer jeg tættere kernen på min bog, og lader ikke læserne hænge for længe i uvished.

Er det ikke imponerende som man kan få små gennembrud i sin bog, ved den ellers ret så deprimerende handling - som at smide flere års skrivearbejde ud?