Mig og mit skribleri #4 - måske kan man være for perfektionistisk

 

Nogle gange overvejer jeg seriøst at kaste mig over en historie jeg ikke er så passioneret omkring, for ærligt så tror jeg faktisk nærmere den har en chance for at blive udgivet end dem jeg er rigtig passioneret omkring. Jeg bliver aldrig helt tilfreds fordi jeg er født stupid perfektionist. En stupid perfektionist, er en der overtænker ALT for meget og obsesser så meget over det, at de rent faktisk ikke får gjort deres tekster spor bedre. 

Egentlig så er det bare super ærgerligt fordi vi kan jo alle sammen som læsere mærke når vi sidder og læser en historie en forfatter virkelig har været vild med selv. Jeg tror kun det er Neil Gaiman der kan slippe afsted med at virke passioneret i alle hans kapitler, på trods af at også han skal tvinge nogle ud. Han har i hvert fald udtalt at når han går tilbage og læser hans tekster, så kan han faktisk ikke mærke forskel på de afsnit hvor han har været virkelig inspireret og de afsnit han har skullet tvinge indholdet ud. 

Jeg gad bare godt have et lidt mere afslappet forhold til min historie. Det føles næsten som liv og død nogle gange, og derfor kan jeg virkelig godt følge dem der siger, at en forfatter skriver sin sjæl ud. Nogle gange føles det bare som om der er mere på spil end historien, og det er vel på en måde forkert. For det er vel historien det handler om, og ikke en selv. Jeg tror det er virkelig vigtig at man kan sætte sig ud over sig selv i hvert fald i en højere grad end jeg har formået indtil nu. 

For selvfølgelig skal der noget forfatter ind over historien, for så bliver historien mere ægte og menneskelig. Vi kan jo alle skrive en dansk stil, med lukkede øjne. Men det at skrive en historie der virkelig røre et andet menneske, ja så skal der stærkere midler i brug. 

Jeg sidder og kommer i tanke om min dansk stil jeg skrev til folkeskole eksamen, jeg fik en ret middel karakter, men hver gang jeg møder min gamle lærer der havde vagt ved folkeskolens eksamen , så nævner han min historie. Han havde nemlig tid til at læse den fordi jeg gik før tid. Jeg havde rørt et eller andet i ham, og det gør mig så evigt glad når jeg møder ham, og han siger de samme ting. Det bliver man aldrig træt af at høre! Det er der jeg gerne vil hen.