6 facts om mig
·
Jeg er født i 1985. Men min
virkelige alder skifter mellem 78 og 15 år, afhængig af om jeg siger ”helledusseda” til mine børn, når de
slår sig, eller fangirler over en YA-bog.
·
Jeg går på Forfatterskolen
for Børnelitteratur, årgang 2014-16, sammen med 11 andre. Vi læser og
skriver og diskuterer censur i børnebøger (og spiser kage … kage er vigtigt).
·
Jeg bor på en gård med 3 generationer af min (sviger)familie – inklusiv min mand, min bonusdatter på 12, min
søn på 6 og min datter på 4.
·
Jeg underviser i skrivning, bl.a. en dag om ugen på Forfatterskolen for Unge i Odsherred. Jeg holder
også foredrag og skriveworkshops rundt omkring i landet.
·
Jeg er medlem af Håbefulde Unge Forfatter. Jeg meldte mig ind i HUF for at komme på mit første skrivekursus i 2012,
og det gav mig et kæmpe los i inspirationen. Et år efter skrivekurset fik jeg
antaget min første roman (LEONIDERNE), og jeg har siden været med til at
arrangere blandt andet HUF-skriveferier og skrivekurser og HUF’s
10-års-jubilæumsstand på BogForum 2015.
·
Jeg kan godt lide (kaj)kage. Da LEONIDERNE udkom i 2014, fik jeg spektrum-farvede kajkager i stedet
for blomster af mit forlag (they know me too well).
Hvordan opstod idéen til Spektrum-serien?
Jeg havde en drøm i oktober 2008, hvor en flok teenagere med lysende hænder
skulle flygte fra nogle mørkevæsner ved at rejse i tiden. Jeg kunne huske
drømmen meget tydeligt, da jeg vågnede, så jeg skrev den ned (også selvom det
var lidt syret). Senere skrev jeg noterne ind på computeren, og dokumentet ligger
stadig i min Dropbox. Jeg har skrevet lidt om drømmen på min blog her, hvor man blandt andet kan læse, at min blinde karakter, Alban, var en del
af den allerførste inspiration til serien.
Jeg kombinerede drømmen om de lysende hænder med et tekststykke, jeg havde
liggende, som aldrig var blevet til en hel historie. Teksten handlede om en
pige, der drømmer om en dreng og tegner ham – for så at møde ham i klassen
dagen efter. Pigen blev senere til Emilie, hovedpersonen i bind 1, LEONIDERNE.
LEONIDERNE hed egentlig ’STJERNEBØRN 1’ til at starte med, og historien var
oprindeligt skrevet i 3. person datid. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det
fungerede bedre i 1. person nutid. Jeg skrev også historien længere. Jeg
brainstormede i lang tid med min mand for at finde en god serietitel, fordi jeg
syntes, at ’STJERNEBØRN’ lød som noget andet (og mere barnligt), end serien
egentlig skulle handle om. Til sidst kom vi på SPEKTRUM, fordi hver hovedperson
har en farve, og fordi de på flere måder repræsenterer forskellige dele af et
spektrum. Det er også derfor, jeg skifter fortæller for hver bog – for at
udforske spektret i dybden. Der kan være mange subjektive opfattelser af den samme
begivenhed eller den samme person, og det synes jeg er vanvittigt spændende,
rent psykologisk.
Hvis du kunne tidsrejse, hvilken periode i historien kunne du tænke dig at
rejse til og hvorfor?
Dinosaurtiden!
Da jeg skulle forberede mig til et foredrag i
forbindelse med udgivelsen af LEONIDERNE sidste år, fandt jeg mappen med mine
gamle historier frem. Det viste sig, at jeg som cirka 10-årig havde skrevet om
en pige med det opfindsomme navn ’Nanna’, der fandt et mystisk smykke. 1.
kapitel hed Kan man rejse i tiden?, så
smykket må have været en form for tidsrejseamulet. Jeg havde glemt alt om den
lille historie, så det er lidt sjovt, at jeg allerede dengang var optaget af
tidsrejsesmykker, eftersom det er noget, der også optræder i SPEKTRUM-serien.
Historien
hed ’På eventyr i kridttiden’ og skulle
vistnok handle om mig og to drenge fra klassen, der rejste tilbage til
dinosaurtiden. Jeg havde en periode som barn, hvor jeg var totalt besat af at
tegne dinosaurer og lære deres lange, latinske navne udenad. Jeg fik kun
skrevet en halv side af historien, men brugte lang tid på at lave forsiden med
en Triceratops og de tre hovedpersoner.
Spektrum-serien er utrolig plotdreven, hvordan holder du styr på alle de
mange detaljer?
I starten havde jeg ét langt Word-dokument til
hele serien, men det blev hurtigt for tungt at sidde og scrolle i. Nu samler
jeg mine noter i et dokument for hver bog. Så hvis jeg for eksempel får en idé,
der har at gøre med plottet eller karakterudviklingen for en bestemt person, så
skriver jeg den ned i dokumentet til den bog, hvor vedkommende er hovedperson. Hvis
det er en idé, der har indflydelse på senere bøger, sørger jeg for også at lave
en note i de dertilhørende dokumenter. Meget af plottet har jeg i hovedet, men
jeg er bange for at glemme noget vigtigt, hvis jeg ikke skriver det hele ned.
Jeg har endnu ikke fundet den perfekte måde at
strukturere alle noterne på, når jeg går i gang med en bog – altså med selve
skrivningen, hvor noterne helst skal blive til en sammenhængende historie. Jeg
har prøvet at lave plotmodeller på store papirark, at lave plotkort i
forskellige farver, at sortere i Scrivener efter temaer og scener, at lave
kapiteloversigter i Word … Det hele har fordele og ulemper, og jeg prøver mig
stadig lidt frem.
Folk begynder altid at stress-svede lidt på mine
vegne, når jeg fortæller, at min debutbog er første roman i en serie på ni. Jeg
kan se, at de tænker ”hvad har du gang
i?” Og det tænker jeg også ind imellem selv. Primært når jeg falder i et
plothul eller ikke har mere kajkage. Men for det meste synes jeg, at det er
sjovt og en superspændende udfordring, og jeg glæder mig helt vildt til at udforske
personerne endnu mere i de kommende bøger. Jeg kommer dog nok til at skrive på
andre småprojekter ind imellem, for ikke at blive helt SPEKTRUM-kulret de næste
mange år …
Hvor meget har du planlagt der skal ske i de fremtidige bind på nuværende tidspunkt?
Ligger der en fast skabelon eller meget løse tråde?
Jeg har skelettet på plads i alle ni bøger, men
der er også plads til improvisation. Jeg ved, hvad der helt overordnet skal ske
med alle karakterne – men ikke altid hvordan
det skal ske. Eller hvornår. Nogle gange dukker der idéer op undervejs i
skrivningen, som er meget bedre end dem, jeg havde i forvejen.
Og karaktererne kan overraske mig. For eksempel
skriver jeg lige nu på bind 3, som er fortalt af en person, jeg ikke kender ret
godt endnu. Det har taget mig flere år at spore mig ind på personligheden og
fortællestemmen og på selve tematikken i historien, men nu er vedkommende
endelig ved at tage form. Og det er en HELT anden karakter, end jeg troede.
Meget mere dyster.
Når man arbejder med tidsrejser, er der mange
ting, der skal passe sammen, så jeg er nødt til at tænke frem og planlægge en
del – men der skal også være plads til nye idéer undervejs. Det er rigtig
spændende, hvordan karakterer og plotdetaljer kan udvikle sig i uforudsete
retninger, efterhånden som jeg fordyber mig i SPEKTRUM-universet.
Har du nogen fast arbejdsstruktur som forfatter?
Det korte svar må vist være ”nope”. Jeg prøver at finde en fast struktur, men det er aldrig
rigtig lykkedes. Jeg arbejder dog ret godt med et æggeur – selvom det lyder
kedeligt og slaveagtigt. Hvis man sætter uret på 20 minutter eller en time
eller hvad der nu fungerer bedst, og så ellers bare knokler igennem uden at tjekke
mail eller lægge vasketøj sammen eller gå i køleskabet, så har man lige
pludselig nået meget mere, end hvis man ’bare’ aftalte med sig selv, at ”nu arbejder jeg en time”. Sådan
fungerer min hjerne i hvert fald.
Når man har en familie, giver det også en bestemt
struktur, som kan udnyttes til at sætte skriveriet i faste rammer. Jeg skal
tidligt op, fordi børnene skal af sted i skole og børnehave – så jeg kan komme
tidligt i gang med at arbejde. Og jeg er nødt til at være færdig på et bestemt
tidspunkt om eftermiddagen, fordi jeg skal hente børn og lave mad og sådan
noget. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde om natten, men når man har små børn,
fungerer det ikke voldsomt godt i længden. Derfor er det fedt, når jeg ind
imellem kan tage væk fra familien og virkelig fordybe mig.
Hvad holder du mest og mindst af i skriveprocessen?
Jeg elsker faktisk alle dele af processen – når det flyder, altså. Det kan
være vildt sjovt at få nye idéer, at planlægge sin historie, at skrive og at
redigere. Selv korrekturlæsning kan være sjovt for en sprognørd som mig (dog
knap så meget efter 7. korrekturrunde).
Men det kan også være helt latterligt, åndssvagt hårdt, når man sidder
fast. Når man ikke ved, hvor historien skal hen, eller hvordan man får to
forskellige idéer til at hænge sammen til én. Når man ikke ved, hvad man skal
slette og beholde for at få sin historie til at glide, eller når man ikke kan
finde sin hovedpersons stemme. Eller når man skriver noget, der bare stinker,
kort og godt.
Jeg ved af erfaring, at man kan arbejde sig igennem ting, der stinker – og
få dem til at stinke mindre. Nogle gange skal man også bare sove på det for at
få fornyet kampgejst eller få øje på løsningen. Men SELVOM jeg ved, at der
altid er lys for enden af tunnelen, hvis bare man knokler videre, er det stadig
vildt surt at sidde ved computeren og have en dårlig dag. Jeg bliver så fandens
utålmodig. ”Jeg har ikke tid til at skrive
ting, jeg ikke kan bruge! Jeg har ikke tid til at gå i stå nu!”
Men jeg har lært, at det ikke
er verdens undergang at have dårlige dage, for hvis man er stædig og bliver ved
med at klapre i tastaturet, skal der nok komme en god dag igen. Jeg har også
lært, at første udkast godt må være noget usammenhængende vrøvl – fyldt med
klodsede sætninger og XX HER MANGLER
RESEARCH OM XX og røde streger i Word. Man kan altid redigere det bedre. Og
jo før man får afsluttet sit første udkast, jo hurtigere kan man komme i gang
med at skære det til og gøre det pænere i omskrivningerne. Men mange går i stå
i første udkast, fordi de tror, det skal være perfekt.
Har du gode råd til forfatterspirer om hvordan de kan holde motivationen
oppe og tro på en udgivelse på det lille danske marked?
1. Del din tekst med andre. Det kan være en stor
overvindelse, men man lærer SÅ meget af det, både teknisk og i forhold til sig selv
som person. Det gør, at man lettere kan se skrivningen som et håndværk, og
teksten som et produkt, der kan forbedres, frem for hjerteblod, som hele ens
selvværd afhænger af. Jeg har selv haft meget glæde af at være med i HUF, Håbefulde
Unge Forfattere. Det var ret vildt for mig at møde ligesindede – at opdage, at skrivning
kunne være socialt, også selvom skriveprocessen i sig selv er ret ensom.
2. Skriv først. Rediger
bagefter. Det er svært at være kreativ og komme ind i et godt flow, hvis
man hele tiden slår sig selv oven i hovedet med, at det ikke er perfekt fra
starten. Og det er svært at være hård i redigeringen og tage nogle svære
beslutninger om at slette eller ændre ting, hvis man bliver ved med at være
(alt for) kreativ og åben og få nye idéer. Hver ting til sin tid. Jeg kan
skrive en bog ret hurtigt (vi snakker få måneder), men jeg er altid enormt lang
tid om at redigere (vi snakker ÅR med de to første bøger, jeg har skrevet). Jeg
bliver forhåbentlig hurtigere og mere sikker til at redigere, efterhånden som
jeg prøver det mange gange – men faktum er, at vejen til en færdig bog er lang
og består af mange forskellige faser.
3. Skriv det, du gerne selv vil læse. Lad være med at
spekulere i, hvad der er eller måske bliver populært. Lad være med at skrive
for andres skyld. Skriv for din egen. Skriv den bog, der manglede på
biblioteket, da du var barn. Skriv, fordi du har en historie, du synes er
vigtig at fortælle, eller nogle karakterer, du gerne vil lære bedre at kende. Vær
nysgerrig. Sætningen ”hvad nu hvis”
kan være starten på mange spændende idéer …
4. Giv ikke op. Som barn læste jeg helt vildt meget. Og jeg
troede, at forfattere var magiske væsner, som bare havde totalt styr på deres
historie fra starten af og skrev deres bøger i ét hug. Jeg kan stadig få den tanke,
når jeg læser en fantastisk bog: ”Hold nu
op, hvor er det fedt, det her. Så god bliver jeg aldrig!” Men selv den
vildeste bestsellerforfatter startede med at skrive ting, som var for dårlige
til at blive udgivet. Og langt de fleste bøger bliver skrevet om igen og igen,
før de er klar til at møde læserne. Det kræver tid at blive god. Tid og masser
af øvelse.
5. Brug de sociale medier. Også selvom du ikke er
udgivet, kan det være en måde at dele sin passion for skrivning og bøger med
andre. Jeg synes, det er hyggeligt at have daglig kontakt med mine læsere på de
sociale medier, og jeg følger selv forfattere, forlag og bloggere (og alle
mulige andre, langt væk fra bogbranchen) for at få inspiration. Men det tager tid
at være til stede online, så man skal have lyst til at bruge den tid, og til at dele ud af sig selv og sit forfatterskab.
Man skal ikke gøre det, bare fordi alle de andre gør det – men fordi man synes,
det er sjovt.
Jeg bruger Facebook og Instagram mest lige nu, og så har jeg en hjemmeside, hvor jeg blogger om for eksempel mine blinde testlæsere og
mit forfatterskab generelt. Men jeg er også på Goodreads (for at dele
læseoplevelser med andre), YouTube (for at samle
playlister til mine bøger), tumblr (for at fangirle – er
først for nylig begyndt at poste selv), Pinterest (for at samle inspiration til bøgerne) og
Twitter (ikke så aktiv endnu).
5 hurtige:
Favorit ...
... Sted at læse?
Hvis det er en e-bog på telefon eller ipad, kan
jeg læse alle steder – men helst i sengen. En papirbog læser jeg bedst i en
lænestol, hvor jeg kan blokke bogen op med puder i den rigtige læsevinkel. Jeg
synes hurtigt, at papirbøger bliver besværlige, fordi de er tunge og kræver
læselys – hvor e-bøger er dejligt nemme at gå til, uanset hvor man er og
hvordan man sidder/ligger. Men der er alligevel ikke noget, der slår en smuk
hardback …
... Sted at skrive?
Normalt ville jeg have svaret ’derhjemme’, fordi
det er dér, jeg har skrevet mine to første bøger – men jeg har lige været i
sommerhus og skrive på bog 3 i SPEKTRUM-serien. Og jeg må indrømme, at det gør
noget ved kreativiteten at rykke arbejdspladsen et andet sted hen. Man kommer
ind i et anderledes flow, når man ikke har vasketøj og børnehavelukketider
hængende over hovedet, men bare kan fokusere på sit skriveprojekt. Det gør
også, at skriveblokader rammer hårdere, for når man KUN er et sted for at
skrive, er det ekstra surt, når det ikke flyder. Men det er en luksus at have
nogle sammenhængende dage til at fordybe sig. Det kan anbefales!
... Bog?
Mit standardsvar er THE TIME TRAVELER’S WIFE (DEN TIDSREJSENDES KVINDE) af Audrey
Niffenegger. Det er en smuk og filosofisk kompleks voksenroman, der har gjort
stort indtryk på mig og har gødet min interesse for de mere emotionelle sider
af tidsparadokser. Men det er svært at have én yndlingsbog. Jeg bliver meget
hurtigt fangirl-agtig over nye, fiktive universer. Inden for B&U-litteratur
er den illustrerede version af A MONSTER
CALLS (MONSTER) af Patrick Ness en af de mest rørende og rå bøger, jeg har
læst længe. Blandt danske B&U-titler, der har gjort indtryk de seneste
måneder, er punktromanen ELLENS ARK
(Rebecca Bach-Lauritsen) og romanversionen af KOPIERNE (Jesper Wung-Sung). Begge bøger er meget teknisk
gennemførte i forhold til sprog og komposition, synes jeg – og så er de
knugende, på hver deres måde.
... Forfatter?
J. K. Rowling vil nok altid være en enorm
inspirationskilde. John Green synes jeg også er sej, og Patrick Ness er et af
mine nyere skriveidoler, især efter at have set ham give gode
skriveråd. Maggie Stiefvater er jeg blevet ret vild med,
både fordi hendes bøger er fantastiske, men også fordi hun er sjov og skarp og
skriver nogle fantastiske tumblr-indlæg, hvor hun reflekterer over sin
arbejdsproces og interagerer med sine fans. Jeg venter med længsel på fjerde og
sidste bog i hendes RAVEN CYCLE-serie (udkommer til april), og har lige læst hendes
stand-alone THE SCORPIO RACES, som snart bliver filmatiseret. Hun kan noget
helt eminent med karakterudvikling. Man skal have tålmodighed for at komme
rigtigt ind i hendes universer, men når man først er der, bliver man suget
dybt, dybt ind.
... Genre?
Ungdomsbøger med et strejf af spænding, kærlighed og magi
er nok det, jeg læser mest lige for øjeblikket. Det er også de genrer, min
SPEKTRUM-serie bevæger sig i. Men jeg læser alt fra billedbøger til
voksenromaner, både på dansk og engelsk. Realisme eller ikke-realisme, det er
ikke så afgørende – så længe jeg kan leve mig ind i karaktererne. Heldigvis
bliver vi præsenteret for en masse spændende titler på Forfatterskolen for
Børnelitteratur, og jeg holder mig opdateret på nye udgivelser (især
B&U-genren) på de sociale medier. Alt for mange gode bøger, alt for lidt
tid! Måske skulle jeg opfinde et tidsrejsekompas …
Ingen kommentarer
Send en kommentar