Når man planlægger sin bogsstruktur, så kan man gøre det ud fra en lang række modeller. Den mest kendte er berettermodellen, men personligt har jeg også brugt meget at tænke i vendepunkter. Altså steder/situationer hvor noget pludselig vender.
Lad mig komme med et eksempel: Et vendepunkt kan være når Harry Potter finder ud af at han er en troldmand. Det var en nyhed der fuldstændig ændrede hans liv. Altså kan han ikke længere gå tilbage og være uviden, og med hans fortid er det meget naturligt at han ville gå den nye vej, og finde ud af hvad det at være troldmand virkelig indebar.
Et vendepunkt kan derfor sammenlignes med et point of no return, som bare bliver spredt ud over historien.
Hvorfor tænke i vendepunkter? Fordi vi vil have læserne til at interessere sig for vores karakterer og historie, og måden at gøre det på er at udfordre den, og det gør man ved at vende en situation om, eller 'lukke en dør' bag hovedpersonen der aldrig kan åbnes igen. Det tvinger hovedpersonen til at tage valg, til at forandre sig, til at udvikle sig, og ikke mindst så har det til formål at sætte ting på spil. Altså er vendepunktet et meget vigtigt spændings- og karakterudviklingsredskab. Og ikke mindst en måde at holde sit plot frisk og for mig vigtigst næsten af alt: det er pludselig meget nemmere at strukturer sin historie:
Lad os forstille os at disse streger er en histories lineære handling. Den første er inddelt i start, midte og slutning. Den næste er berettermodellen, med start, uddybning, point of no return, klimaks og slutning. Den sidste er vendepunkterne. En start, fire vendepunkter (kan være flere kan være færre, alt efter hvilken type historie du skriver, og en slutning.
Ingen kommentarer
Send en kommentar