Jeg henter solen ned

 

Jeg henter solen ned
Forfatter: Jandy Nelson
Originalsprog: Engelsk, I'll give you the sun
Genre: Realisme
Målgruppe: YA
Udgiver: Gyldendal

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret

Jude og Noah er tvillinger, men gør alt for at undgå hinanden.Noah er indadvendt og passioneret omkring sin kunst. Han tegner og maler og forelsker sig i den karismatiske nabodreng. Jude er den udadvendte søster, som går med knaldrød læbestift og surfer med de cool fyre. For tre år siden var de uadskillelige, men nu taler de slet ikke sammen. Hvad er der sket? Alt er forandret.



New York Times Bestseller og utrolig populær blandt sine mange mange læsere. Så man må sige at mine forventninger var sky-høje til den her roman. Måske er det derfor at den i sidste ende kun skuffede mig.

Jeg kan sagtens forstå hvorfor der er så meget hype om den her bog. Jandy Nelson skriver først og fremmest fantastisk. Hun har en smuk måde at fortælle sin historie på og hun gør det gennem to personers synsvinkel, nemlig de to tvillingers synspunkter Jude og Noah. Karakterne er unikke og interessante at følge og samtidig utrolig atypiske. De har begge gode og dårlige sider.

Samtidig er det også to kærlighedshistorier, og den ene omhandler to fyrer, hvilket er blevet mere og mere populær i YA genren at skrive om, og her formår Jandy Nelson helt sikkert at ramme noget rigtig smukt, og man føler altså ikke bare at det bliver skrevet for emnet alene, nej det får nærmere et ekstra niveau.

Hvorfor er det så lige at bogen ikke var noget for mig? Faktisk er jeg næsten helt skræmt her bagefter når jeg tænker på hvor nemt jeg havde ved at forudse alt hvad der ville ske i bogen, og jeg mener ALT. Der var ikke et eneste plottvist jeg ikke havde set komme, og det gjorde hele læseoplevelsen utrolig kedelig og flad. Jeg sad og håbede på at bogen ville trække mig i andre retninger, men det gjorde den bare ikke. Hvorfor jeg forudså alt, kan enten være et tilfældigt sammentræf, men jeg tror også det har meget med at gøre, at historien ikke helt formåede at hive mig med. Med helt derind hvor jeg virkelig mærker karakterne og mine tankerne kræser om dem og ikke om historiens plot. Så jeg havde i stedet hele tiden overblikket over historien, og fandt hurtigt et mønster.

Jude og Noah (på trods af at de er så godt skrevet) fik aldrig indfanget min opmærksomhed. Til tider fandt jeg dem alt for egoistiske og usympatiske, hvilket de også er, men sympatien for dem opvejer de ting, især hvis man bliver indfanget i deres personlige historie.

Så den her bog var vidst bare et uheldigt match for mit vedkommende, og heldigvis lyder det til at jeg nok er alene om den holdning. For jeg ville virkelig ønske at jeg var vild med bogen ligesom alle andre, især fordi man næsten kun burde være vild med en historie som er skrevet så flot.