Suffragette

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg var i biografen for at se Suffragette, og siden har jeg haft svært ved at sætte ord på min oplevelse – og det har jeg egentlig stadigvæk.

Oplevelsen var utrolig stærk. Jeg sad med følelser som vantro, harme og forargelse under hele filmen. Sagen er den at filmen bygger på virkelige hændelser og den er et billede på hvordan verden så ud for kvinder i perioden frem til 1. verdenskrig i London. Og det er skræmmende at se hvor lidt kvinder var værd dengang både i mænds men også i kvinders egne øjne.
I filmen følger vi Maud som helt tilfældigt bliver blandet ind i ’Suffragette’ bevægelsen, som kæmpede for kvinders rettigheder og deriblandt ikke mindst stemmerette, på trods af at hun slet ikke havde nogen holdning til om kvinder skullle have stemmeret. Det siger næsten sig selv, at hun selvfølgelig får øjnene op for kvindesagen og bliver en meget aktiv deltager, på trods af det store personlige konsekvenser det har for hendes eget liv.

 




Under hele filmen ser man hvordan disse ’oprørske’ kvinder bliver behandlet, både af mænd og kvinder, men især også af myndighederne. Det er direkte brutalt og uværdigt og meget skræmmende for en nutids-feminist, for tænk at verden så sådan ud for bare 100 år siden. Jeg trøster mig selv med at vi var meget længere i Danmark på den tid end de var i England, men alligevel. Wow, jeg var målløs.

En del af mig følte, at selvom filmen virkelig var stærk, så var det næsten som om filmen underspillede sig selv. Hvilket er utrolig synd. Jeg følte i hvert fald den kunne have været endnu stærkere med forskellige filmiske virkemidler. Dermed sagt synes jeg det er en utrolig vigtig film, og jeg er taknemmlige for oplevelsen, selvom den i bund og grund er ret barsk.