7 minutter over midnat

Jeg græd under læsning af bogen. Jeg græd under traileren, da den blev offentliggjort og jeg græd i biografen til særvisning af filmen. Og hvorfor alle de her tårer? Jo, fordi historien er intet mindre end genial og rørende til sådan et punkt, at ingen der ser filmen og har forstået den og har en sjæl kan lade være med at blive rørt. Ingen. Patrick Ness har skabt en historie der på ingen måde er overfladisk sentimental, men som tværtimod slår så dybe rødder at den uden problemer vil ramme noget i os alle. Og særlig dem der har oplevet at miste - og endda endnu mere dem der har mistet som barn. Og det er så i den kategori jeg var i - så jeg stortuede nærmest. Altså, seriøst. Den her film! Den her historie! Det er en af de bedste historier jeg har oplevet længe.

Okay, lad os sænke tempoet lidt og starte et andet sted ... Jeg snakkede med min mand her fornyelig at der efterhånden ikke var så mange wauv film som vi synes der var engang - og måske er det os der husker forkert, men i hvert fald kunne jeg kun komme i tanke om to film i år. TO film! Som har rykket noget. Som har betaget og bevæget mig. Den ene er selvfølgelig fantastiske skabninger og den anden er denne. Og jeg ved ikke hvorfor - er det fordi at filmbranchen ikke rigtig tør tage chancer? Det ville de jo faktisk heller ikke oprindeligt med denne film. Så gudskelov var Patrick Ness selv inde over filmen, både som manuskriptforfatter og producer. Og så har han jo selvfølgelig skrevet bogen. Under et interview efter filmen fortalte han (da han var i Danmark) at de ville have lavet den mere sentimental og mere blar.... Det ville have været direkte forfærdeligt hvis de havde dræbt den historie, og det ville de totalt have gjort hvis det første manus var blevet godkendt.







Okay. Jeg rambler igen nu, så videre til selve filmen: Lewis MacDougall i rollen som Conor gør det fabelagtig godt! Altså bare: wow. Generelt en rigtig god casting.

Den smukke historie bliver suppleret af en utrolig visuel smuk film - den er virkelig flot, især også med Jim Kays tegninger som optræder i filmen. Jeg knuselskede også hvordan vi fik underbygget nogle ting fra bogen med noget symbolik. Så jeg personligt følte at jeg gik derfra med mere - på trods af at jeg har læst bogen som selvfølgelig er endnu dybere end filmen. Det skal så siges at filmen virkelig er ramt godt og ligger rigtig tæt på og giver totalt all the feels.

Ja den handler om kræft - men det gør den så alligevel ikke. For det er faktisk ikke som sådan det at miste der er tematikken i historien, det er faktisk nærmere det der sker inde i os selv når vi er ved at miste eller står overfor en stor sorg, og som vi måske helst ikke vil indrømme, som er tematikken. For mig er det det der gør den så god - så genial og så anderledes, det er noget jeg ikke har set før. Ej heller læst om før. Og jeg er Patrick Ness utrolig taknemlig for den her bog og den rejse han tog mig på med den.

Så hvis du skal i biografen i år. Og det skal du da! Så tag ind og se den her, den går i biograferne lige nu! Husk kleenex.