Vejen til Panteon

Vejen til Panteon

Forfatter: Boris Hansen
Serie: Panteon-sagaen #1
Genre: Fantasy
Målgruppe: YA og opefter
Udgiver: Tellerup


Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret


Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig. Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne ..  



'Vejen til Panteon' starter langsomt ud. Jeg har rent faktisk været i gang med bogen siden før bogforum sidste år. Ja, jeg siger i gang med, fordi jeg aldrig opgiver en bog, men den kan godt ligge stille lidt. Og på magisk vis så glemmer jeg ikke handlingen på det jeg har læst, så længe jeg ved jeg kommer tilbage til den. Det var vidst et sidespring jeg kom ind på det - formålet var at fortælle at selvom bogen starter langsomt ud, så har jeg altså slugt bogen her efterfølgende på ganske få dage, for spændingen altså stiger og stiger. Hvilket igen viser at man kan gå glip af fantastiske historier hvis man ikke giver dem en chance.

Handlingen tog mig helt andre veje end jeg havde forventet og det nød jeg virkelig. Bag historien kan man mærke en masse viden og kærlighed til fantasygenren - hvilket enhver fellow fantasy nørd elsker.

Jeg kan dog ikke helt finde ud af om jeg synes det er mega sjovt at Theodor referer til fantasybøger han har læst - eller mega irriterende. Jeg elsker referencer til Tolkien og andre fantastiske fantasy universer, men hver gang en kommentar falder omkring fantasylitteratur så bliver jeg hevet ud af det Boris Hansens univers. Men hvor sjovt er det ikke at Theodor siger at det mest kedelige i hans fantasy-bøger det er når andre karakterer ikke helt kan forstå at det de ser er en magisk verden, og så som han siger til hans venner - skal vi ikke bare springe den del over, når de nu selv står i samme situation.

Persongalleriet er måske lidt for underspillet, pånær Ron som jeg føler er den der har den største personlig udvikling i bogen og derfor også den jeg holder mest af at læse om. Universet er det bedste ved bogen og jeg er enormt spændt på at læse mere om den. Lige om lidt udkommer næste bog nemlig i serien som forventes at blive på fire bind.

På trods af mine kritik punkter så er det her noget af det mest solide danske YA fantasy der er aktuel på markedet ligenu.