fredag den 12. januar 2018

Den, der lever stille

 



Den, der lever stille

Forfatter: Leonora Christina Skov
Genre: Biografisk
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Politikens forlag


Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret


Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst endelig over.

I går udkom 'Den, der lever stille' endelig. Og jeg har siden jeg fik tilsendt bogen før jul, forsøgt at skrive en anmeldelse på en nogenlunde overkommelig mængde tekst. Jeg har nemlig så meget jeg gerne vil sige om den her bog. For jeg elskede den. Jeg savner flere bøger som den her. Det siger det hele, at jeg efter endt læsning er begyndt at genlæse den via lydbog. (Med Leonoras stemme og fortolkning) Jeg har kun én gang før åbnet og læst en bog igen efter endt læsning.

Bogen er bedst beskrevet som non-fiction skrevet som fiktion. Det er altså en biografi hvori Leonora har været åben og meget ærlig omkring sin opvækst og hvordan den har påvirket hende hele livet. Grundlæggende er det en historie om usikkerhed, mod og om at finde sig selv og bryde med normer og de meninger og holdninger man er blevet flasket hele livet med gennem sin familie. Bogen kommer helt ind til kernen på en opvækst, der udadtil ser pæn ud, men indeni er direkte forgiftende.

Jeg tror rigtig mange vil kunne finde sig selv i den her historie, fordi den tager udgangspunkt i alt det vi alle oplever gennem livet. Nogle af os kommer helskinnet igennem og andre gør måske ikke så nemt. Men vi har alle oplevet at være en del af en familie på godt og ondt - vi har alle skullet vokse op med krav der ofte modsvarer vores egne drømme.









Jeg nævnte længere oppe, at jeg savner flere historier som denne, og det er fordi jeg føler at mange bøger i dag (særligt i samtidsfortællinger) bare fylder på med masser af drama. Jo, mere jo bedre. Hvor virkeligheden jo kan være tung og til tider ubærlig nok i forvejen. Der behøvede f.eks. ikke at være selvmord i familien for at det er ødelæggende, for truslen om det kan også være slem nok og nok faktisk lige så ødelæggende bare på andre planer. Det synes jeg er enormt interessant: Hvad sker der i limbo? - frem for hvad sker der før og efter. Og det er yderst sjældent jeg støder på bøger som giver mig det perspektiv, så derfor stornød jeg bogen.

Den, der lever stille er virkelig fantastisk. Leonora skriver smukt og indlevende og fuldstændig ærligt. Jeg er imponeret over hendes evne til at fortælle den her historie - nærmest så objektivt som muligt. Det er hvordan hun har oplevet det og ikke hendes fordømmelser eller bitterhed. De er ingen steder at se i teksten. Det der er, til gengæld, er en lille pige der bare virkelig gerne vil have hendes mor til at elske sig. Og det er hjerteskærende. Men samtidig ...

Samtidig er der så utrolig meget power og vilje til at være sig selv og det finder jeg virkelig beundringsværdigt og inspirerende. Og jeg håber virkelig at Leonora Christina Skov med denne bog endelig får den anerkendelse hun fortjener. Hun er så absolut en af de bedste danske forfatterinder vi har i dag og jeg glæder mig til meget mere fra hendes smukke ofte-instagram-fotograferede skrivebord i fremtiden.



SHARE:

Ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig