Forfattersalon med Leonora Christina Skov og Politikens Forlag

I tirsdags var jeg til noget så fantastisk som et arrangement med en forfatter jeg beundrer og har gjort siden jeg så hende blive interviewet for første gang på bogforum med bogen Førsteelskeren. Jeg nåede aldrig at få bogen med hjem, hvilket ellers havde været min mission.

Det første vi møder er storsmilende Leonora, da vi kommer ind af døren. Hun siger straks hej, og følger det hurtigt op med: 'Det er Julie og Karin ikke'? For dem der har fuldt Leonora på instagram - i øvrigt, hvis du ikke gør, så kan jeg kraftigt anbefale det - ved at hun er ansigtsblind og derfor hvor stor en ting det er at hun kan genkende en - og så ovenikøbet fra internettet.

Vi fortsatte ind i den smukkeste stue der var pyntet op - med Leonoras ord: en mellemting mellem en 5-års børnefødselsdag og en nytårsaften. Personligt elskede jeg det - og jeg kunne konstaterer at på de 5 minutter det havde taget mig at komme fra gaden og ind i stuen, var jeg blevet ret så starstruck.

Jeg havde lyst til at spørge om alt lige fra hvad der skete med hendes kat? Hvilken hårfarve hun farver sit hår med. Til alle mulige og umulige spørgsmål omkring dét at skrive. Men min hjerne var mush.










Leonora imponerede videre med de i sig selv autentiske smørbagte horn fra bogen, som hun bagte for første gang. Bare for vores skyld. Lejligheden er lige så overdådig som man får indtrykket af fra instagram. Jeg var særligt lidt jaloux over deres karnap (som må være det hyggeligeste læsested) og ikke mindst hendes skrivebordsplads. Og okay, hendes make-up bord.

Men bedst af alt var selvfølgelig hendes villighed til at svare på alle vores spørgsmål. (Eller mangel på samme fra mig ahem...) Leonora fortalte hvordan hun ikke skrev på bogen på sit skriverefugium i Indien, og om hvordan hun stille og roligt kom i gang med blandt andet hjælp fra folk der gerne vil høre hendes historie. Det var især dem der havde givet hende mod til også at få skriveprocessen inddraget i historien. Foran Leonora ligger Chanel spejlet (der også er tilstede i bogen) og en rød læbestift fra Sephora.

Hun fortæller os, at selv om hun har valgt roman formen så er alt i den sandt. Men at det selvfølgelig er hendes side af historien. Der er to personer i bogen hun ikke snakker med længere og derfor er deres navne ikke de rigtige, Louise og Kiki hvis jeg ikke husker meget forkert. Et par dialoger er slået sammen, for ellers vil de have været for lange til bogen - og det er sådan set det. Resten er sandt og hun har, grundet at hun har skrevet siden hun var 7 år, kunnet gå hen og slå op og finde ud af præcis hvem der sagde hvad, hvornår og hvad hun havde følt i situationen. Det har været et kæmpe arbejde, at kigge alle de dagbøger igennem. Men for mig som læser må jeg sige, at det har været godt givet ud, for jeg har virkelig kunnet mærke opvæksten - fra den lille viljestærke og livsgalde pige, til den indeni trodsige teenage - til pigen der springer ud og mister alt - til den stærke kvinde vi ser i dag. 

Hun fortæller videre, at alle der har en større rolle i bogen har læst den før den udkom. Også hendes far, som var den sidste hun sendte til, da hun var sikker på alle kommaer stod korrekt. Der gik en måned før hun hørte noget, men så dukkede der pludselig en mail op. Hun turde ikke selv se det, så hendes Annette læste højt for hende. Det var heldigvis et positivt svar, at han elskede hende og var stolt af hende, og at han respekterede hendes version, selvom han ikke selv helt kunne se det på den måde. Leonora fortalte endtvidere, at hun var kommet i kontakt med Inga - sin mors bedste veninde, som hun havde håbet måske kunne bringe hende nogle svar, men faktisk havde de kun været venner i et halvt år. 

Vi snakkede rigtig meget om det der sker op til slutningen, så det vil jeg selvfølgelig ikke spoile noget om. Men jeg må sige, at jeg synes det er virkelig spændende at sidde og høre en forfatter snakke om slutningen på sin bog bagefter. Og selv om hun aldrig ville få muligheden for at få konfrontationen med sin mor, så havde hun i det mindste fået nogle flere svar her efterfølgende fra sin far, og det har været en lettelse for hende. Så det hun indtil videre har fået ud af bogen og reaktionen fra faren har indtil videre været det hele værd, fortæller hun. 

Annette fortæller i løbet af aftenen, hvordan det er at se en forfatter i arbejde. Hvor uglamourøs det i virkeligheden er. At sidde og skrive. Det fik mig til at smile, for det mindede mig om hvad min egen mand hele tiden siger. 'Jeg forstår ikke du gider.' Men det er tydeligt at den her historie har brændt efter at blive fortalt, og det er virkelig også en vigtig og modig historie. Og før jeg begynder at skrive en lang anmeldelse af den, må jeg hellere linke til den jeg allerede har skrevet i stedet: Den, der lever stille anmeldelse.

Leonora fortæller også i løbet af aftenen, hvor godt det er at kunne have en åben dialog omkring blandt andet døden. Hun havde manglet den snak med lægerne, for hun kunne ikke selv tage den med sin mor, da hun så kunne risikere igen at blive beskyldt for hendes snarlige død. Siden har hun haft snakken med flere læger og sygeplejesker om hvordan det også så ud fra deres side, at de måske mangler uddannelse eller viden om det er ok for de efterladte.  

Vi snakker om at hendes historie har mange vinkler. At det er nemt at finde sig selv i hendes historie. Det kan både være en opvæksthistorie, en homohistorie, en historie om at blive misforstået og ikke elsket. En historie om at finde sig selv, eller genskabe sig selv, finde healing. At leve videre efter ens verden er slået i stykker. At være tro mod sig selv og derved til slut ikke at miste sig selv, selvom omverdenen kræver det.

Åh, jamen jeg kunne blive ved, Leonora fortalte om så mange gode ting, og jeg synes virkelig man skulle gøre sig selv den tjeneste at tage ud og høre hende til en af de mange foredrage hun skal holde, for det giver virkelig bare bogen et ekstra lag. Eller som minimum hør det her podcast