torsdag den 13. februar 2014

Når bøger bliver en del af hverdagen



Siden jeg startede bloggen har bøger været en stor del af min hverdag, og jeg ELSKER det! Men også før bloggen, fyldte bøger utrolig meget i mit liv og i min bevidsthed. Historiefortælling er min store passion. Jeg elsker at læse historier og jeg elsker at skrive dem. Jeg kan tydeligt huske da jeg skrev min første bog. Jeg var ikke ret gammel og jeg havde cirka kun lært at stave omkring 15 ord på det tidspunkt, hvoraf de fleste af ordene var navne. Jeg fandt på alle mulige mærkelige sammenhænge af de ord jeg lige havde lært. Så bogen var ren volapyk, men det er ret sjovt at tænke tilbage på at man var fascineret af at skrive historier og ord allerede dengang.

I mine teenageår skrev jeg simpelthen en masse. Især historier om en masse teenagedrama. :0) I handelsskole tiden skulle jeg finde ud af hvad jeg gerne vil fremadrettet med mit liv, og jeg ville så gerne være forfatter. Men alle sagde jo selvfølgelig at det ikke var realistisk, så jeg overvejede at læse kommunikation eller journalistik i stedet. Tilfældigvis en dag havde mine forældre besøg af en mand som ejede et mediehus og han snakkede utrolig farverigt om det at være grafiker, og det havde jeg aldrig hørt om før. Jeg var med det samme hooked på den ide. Jeg kan ikke tegne, men min familie har altid været meget kreativ og jeg har lavet et utal af avislayouter i Publisher da jeg var yngre. Jeg var også en af dem der havde en overmalet kalender i skolen.

Så grafiker blev jeg, og jeg blev ansat ved min forældres ven, (manden med mediehuset). Jeg startede der som elev og var der i alt i 9 år. 8 1/2 af de år var jeg den ansvarlige grafiker for mediehusets hoved produktion, et månedsmagasin på 200 sider og diverse andre tryksager. I min fritid søgte jeg dog stadig ordene og historierne. Jeg blev bl.a. redaktør for Kattemagasinet og skrev ellers videre på alle de ideer der blev ved med at dukke op i mit hoved. Jeg så som altid også et utal af film og læste et utal af bøger. :0)

Grundet dårlig ledelse og det værste negative miljø jeg nogensinde har været i valgte jeg at finde nye udfordringer. Jeg havde bl.a. nogle freelance opgaver hvor jeg desinede bøger. Jeg elsker at designe bøger, ligefra hvordan ordene skal stå på en side til bogcovernes visuelle udtryk. Det er simpelthen de bedste grafiske opgaver jeg kan få.

I januar til starten af februar arbejdede jeg for Turbine forlaget som grafiker. Jeg elskede det! Hver dag var fantastisk!

Min drøm har altid været at komme til at arbejde med bøger. På et forlag, som enten grafiker eller redaktør. Og ved i hvad????




Nu kan jeg endelig, endelig dele den nyhed jeg har brændt efter at fortælle hele verden. Jeg skal arbejde fast for Turbine forlaget fra marts!! Yayy!!! Det gør mig vildt glad. Jeg kan stadig ikke helt forstå det. Jeg kommer til at arbejde på et forlag!!!

Dagen hvor jeg fik det at vide var helt totalt surrealistisk. Udover at jeg havde fået det at vide skete der nemlig også noget andet vildt. For samme dag fik min kæreste også titlen chef!! Var vi i godt humør den dag? Ja! Mega meget!

Og jeg er stadig i vanvittig godt humør når jeg tænker på hvad jeg skal fra marts måned!!




SHARE:

onsdag den 12. februar 2014

Det Lilla Monster anmeldelse

Det Lilla Monster

Forfatter: Camilla Wandahl
Serie: Søstre på de syv have #5
Illustrator: Jesper Ejsing
Genre: Fantasy
Målgruppe: Børn letlæselig
Udgiver: Forlaget Høst og Søn


Tak til Høst & Søn for anmeldereksemplaret, se også deres facebook side her













Vana og Sam har endelig fået fat i Griffens kolde nøgle, der kan vise vej til deres forsvundne mor. Men pigerne kan ikke få magien til at virke, og nøglen bliver svagere og svagere! Gode råd er dyre, da skibet lokkes i en fælde, og besætningen må kæmpe mod Det Lilla Monster fra havets kolde dyb. En kamp med katastrofale følger... I en sidste kramptrækning viser nøglen vej til Isheksens nordlige rige. Det er Vanas sidste chanche for at redde dem, hun elsker.



Jeg har før rost Camilla Wandahls Søstre på de syv have børneserien til skyerne. Jeg synes serien har det hele. Eventyr, spænding, stærke karakterer, twists og kærlighed under overfladen. Alt det er puttet ned i en utrolig lille børnebog skrevet med store bogstavtyper. Jeg har været vældig imponeret over hvor meget der kunne være i de små bøger, og over hvor meget jeg selv personligt nød dem.

Desværre så er Det lilla monster nok den bog jeg mindst kan lide i serien.

Det lilla monster virker som en mellembog der bare skal fungerer som bindeled mellem to andre bøger. Der sker ikke rigtig noget nyt og det der sker kunne være undladt. På mange måder føler jeg at jeg har læst handlingen som foregår i denne bog, tidligere i serien. Kort sagt handlingen virker på mange måder som en gentagelse.

Det havde været bedre at bruge bogen til at udbygge nogle af karakterrelationerne. For generelt så bliver der draget lidt for mange hurtige karakter- og følelsesmæssige konklusioner i det lilla monster. Så det ikke helt virker troværdigt. Det virker mere som noget vi bliver fortalt, at nu er det sådan og sådan, og ikke noget vi selv oplever, fordi det ganske simpelt ikke virker naturligt.

Dermed sagt så er det stadig en utrolig hyggelig børnebog og jeg ser frem til at serien slutter med et kæmpe brag i den næste bog.
SHARE:

tirsdag den 11. februar 2014

Nye bøger til hjemmebiblioteket - januar - fødselsdags book haul

Nu forsøger jeg mig igen med at lave en video. Jeg havde set mig lidt sur på mit kamera, fordi det ikke snakker så godt sammen med min computer. Så jeg bruger min ipad i stedet, så i må leve med kvaliteten. :0)

Denne gang optager jeg videoen i mit hjemmebibliotek, og jeg har valgt kun at vise de bøger jeg har fået i fødselsdagsgave i dag, for elles så bliver indslaget simpelthen for langt. Jeg har fået så mange skønne bøger i januar måned, og jeg lover at vise de andre i et andet video indlæg snart. :0)




SHARE:

mandag den 10. februar 2014

Et nyt liv anmeldelse

Et nyt liv

Forfatter: Kirsten Ahlburg og Morten Ahlburg
Genre: Realisme
Målgruppe: 14-17 år
Udgiver: Forlaget Turbine


Tak til Kirsten Ahlburg of forlaget Turbine for anmeldereksemplaret














Et nyt liv er en ny læse let-bog til unge fra det aarhusianske forfatterpar Kirsten og Morten Ahlburg, som også er mor og søn. Bogen sætter fokus på mobning og de sommetider fatale konsekvenser heraf.

Et nyt liv handler om 15-årige Thomas, der bliver mobbet i skolen. Efter farens selvmord for et par år siden er livet blevet svært. Han har problemer i skolen og problemer derhjemme, men han forsøger at finde trøst i Michael Strunges digtning, der udtrykker samme oprørstrang, som Thomas selv føler. Da han skal flytte til Ribe sammen med sin mor, tager han en beslutning: Han vil skabe sig en ny identitet, et nyt liv. Han vil ikke længere være den, det går ud over.



Et nyt liv handler lige præcis om det; et nyt liv. Thomas bliver mobbet fordi han er anderledes, og han er anderledes fordi han har mistet sin far. Men nogle gange når man virkelig ønsker sig noget, glemmer man at stoppe op og mærke om man har sig selv med hele vejen.

Jeg synes det er en enormt tankevækkende bog, og den er skrevet rigtig godt. Men fordi bogen er så kort, så foregår det hele i turbo fart. Når man skriver en bog om eftereffekterne af sorg og mobning, så skal man efter min mening bruge mere plads på det for at det virkelig holder. Det er to store emner, som virkelig har brug for plads for at blive fortalt og forstået. Jeg har svært ved at sætte mig ind i Thomas' tanker af samme grund. Hans grunde er måske gode nok og måske også forståelige hvis vi havde haft mere tid til at forstå ham og sætte os ind i hans person. Som det er nu virker det forhastet og uægte. Og det er synd. Men historien holder bare ikke, og slet ikke hvis den bliver læst af unge der har oplevet noget lignende. De vil simpelthen ikke kunne relatere sig til den.
SHARE:

søndag den 9. februar 2014

This week #33

Jeg går lidt rundt på en lyserød sky i tiden og selvom jeg ved at jeg snart får mega travlt, så ser jeg alligevel utrolig meget frem til det. Der er faktisk sket en masse i løbet af ugen, bl.a. flytter min bedste veninde hjem til Danmark!!! :0) Det er så fedt! Jeg glæder mig helt enormt meget!!

Jeg har snart længe nævnt at jeg ville lave en vlog, og jeg har været i gang så småt med at forsøge mig igen, så mon ikke der dukker noget op i løbet af næste uge.


Update på J.K Rowlings udtagelser..

Der har virkelig været meget diskussion her på nettet den sidste uges tid om J.K. Rowlings udtagelser om Ron og Hermione. Jeg har særligt to artikler jeg synes er meget interessante. Her og her

Hele artiklen er nu blevet offentliggjort i dens fulde længde, og jeg vil sige at det virker til at vi har fået det værste at vide. Læs mere om her hvad der står i artiklen her
 
 

Skrivningen og læsningen

Nul skrivning, men jeg skal se på det i næste uge, yay...

...og ligenu læser jeg følgende:




Om at skrive er jeg næsten færdig med, jeg har taget mig god lang tid om at læse bogen, fordi den er så informativ og jeg vil helst ikke gå glip af et eneste ord.

Ellers er jeg faktisk blevet færdig med alle de andre jeg lige har læst, men jeg regner med at begynde på nogle af disse:




Ugens links:

Er det for nørdet at købe de her sko?

Neil Gaiman læser højt
SHARE:

lørdag den 8. februar 2014

Når historierne griber om sig




Der er bare nogle historier som man aldrig synes at kunne få nok af. Ofte udvikler det sig i at købe bøger om bøgerne, men andre gange har det også andre synlige effekter. Jeg har før nævnt at jeg læste et utal af Harry Potter fanfiction (og også skrev nogle selv), men også mange andre bøger har bredt sig hos mig. Tilfælles er de alle mine yndlingsbøger.

Ringenes Herre ville ikke give slip på mig, så jeg spillede en masse rollespil da jeg var yngre; D&D som bygger på Tolkiens univers. Pludselig befandt jeg mig i et lidt nørdet selskab, men det var faktisk ret fantastisk at være en del af. Jeg var jo også selv mega nørdet med Tolkien. :0)

Stolthed og fordom har også domineret min læsning rigtig meget. Jeg har et utal af kærlighedsromaner stående fra victoriansk eller regency tiden i England. Jeg elsker den periode og det er helt klart pågrund af Jane Austens fantastiske bog. Jeg har også en lumsk mistanke om at den bog er hovedårsagen til jeg elsker England så meget som jeg gør.

Skønheden og udyret har været med til at pryde mit hjem med diverse pyntegenstande, som dog har ændret sig lidt efterhånden som jeg er blevet ældre. Jeg har ikke længere plakater af Belle i den skønne gul kjole, til at hænge på væggen, men jeg har en større porcelæns figur til at stå og minde mig om hvor eventyrligt livet og historierne er. Jeg har alle Disney klassikerens filmskatte til at stå, men som den eneste så har jeg to udgaver af Skønheden og udyret. Jeg ser altid filmen en gang om året, som minimum, og jeg græder stadig i slutningen.



Gone with the Wind (borte med blæsten) faldt jeg tilfældigvis over i fjernsynet omkring konfirmationsalderen. Jeg havde hørt om filmen, men aldrig set den. Jeg så de første 5 minutter af filmen og jeg var totalt solgt. Jeg kan huske min mor sagde at nu skulle jeg altså til i seng snart, men jeg sad oppe hele natten og så den. Jeg var fascineret af Scarlet. Siden har jeg set filmen flere gange end jeg kan huske og jeg har læst "fortsættelsen" (det er ikke Margaret Mitchells egen fortsættelse) ligeså mange gange som jeg har læst Stolthed og fordom og Harry Potter serien. Først i år tog jeg mig sammen og læste selve bogen: Borte med blæsten. Jeg var hunderad for at den skulle ødelægge noget for mig, fordi jeg elsker tv udgaven. Heldigvis gik det over forventningen med læsningen. Jeg havde kun et problem med den danske oversættelse (den var rædsom!!) så jeg skiftede til den engelske og jeg var i himlen. Nu har jeg købt Rhett Butler's People og jeg glæder mig til at dykke ned i den fantastiske verden igen snart.

De bedste bøger er dem der går helt ind under huden på en og som på magisk vis spreder sin historie til fysiske pynte ting, hobbies og jeg tør slet ikke spekulere i hvor meget disse bøger har ændret og formet mit syn på verden.

I skønheden og udyret fandt jeg skønheden og kærligheden, i stolthed og fordom; kærligheden og humoren, i ringenes herre; modet og eventyret. Borte med blæsten; styrke og vilje. Harry Potter; venskaber, det gode og det onde og liv og død. Og selvfølgelig meget meget mere...

Disse mine absolutte yndlingsbøger har talt til mig som ingen andre har formået, og de vil for altid være en del af mig og sikkert blive ved med at forgrene sig i mit liv ligeså meget som de har hidtil.

Kan du også spore dine yndlingsbøger i din bevidsthed eller til fysiske genstande eller andre boginteresser?
SHARE:

fredag den 7. februar 2014

Den sygeste løgnehistorie anmeldelse

Den sygeste løgnehistorie

Forfatter: Neil Gaiman
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Unfortunatly, the milk
Målgruppe: Børn
Udgiver: Høst og søn



Tak til Rosinante & co. for anmeldereksemplaret, se også deres facebook side her










Bestsellerforfatter Neil Gaiman fortæller med rablende humor, stort sprogligt overskud og glimt i øjet til både barnet og den voksne oplæser. En sjov og syret baron von Münchhausen-agtig fortælling om en far, der går ud for at hente mælk til sine børn og kommer ud på den vildeste tidsrejse til lands, til vands og i luften. Måske den sygeste løgnehistorie, en far nogensinde har fortalt for at bortforklare, hvorfor han var så længe om at komme hjem ... Eller måske den mest usandsynlige og langt ude sandhed om en af universets største gåder ...


Den her bog er fantastisk! Hvis jeg selv havde børn, så var jeg sikker på, at mig og mine børn ville slås om den. Jeg vil (tåbeligt) forsøge at forklare og diskutere, at den her bog, jo tydeligvis, er en voksenbog. :0) (argumenter i form af: "Det er det bare. Fordi jeg ved bedst, som den voksne.")

Neil Gaiman er virkelig en sand mester i historiefortælling. Og selv om det tydeligvis er en børnebog, så formår han at gøre mig i tvivl, fordi jeg nyder historien så meget som jeg gør. Men også fordi at han formår at lave en børnebog med mange niveauer og masser af substans.

Det er faktisk lidt ligesom Harry Potter om igen -  På samme måde kan Den sygeste løgnehistorie faktisk nydes både af børn og voksne. Især selvfølgelig de voksne som har en god portion barnlig sjæl tilbage.

Historien er så sjov og genialt udtænkt, at den sætter ens fantasi på overarbejdet. Det elsker jeg! Jeg elsker også hvor levende Neil Gaiman altid formår at lave historierne og personerne i hans bøger.

Den sygeste løgnehistorie er uden tvivl den bedste børnebog jeg længe har læst.

SHARE:
© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig