I weekenden var jeg i Skagen med min absolut bedste veninde. Du ved hende man ikke har et filter med. Hende som man tilgiver alt og som er fantastisk nok til at tilgive ens fertale fejl. Og hvor er det dog skønt at kunne debattere alt mellem himmel og jord uden mand og børn. Det er altså nødvendigt engang imellem. Men der var nogle emner som vi kom ind på som jeg har tænkt en del på siden. Nemlig forfatter-egenskaber. Hun er selv en rigtig rigtig dygtig fotograf og studere i øjeblikket i England, på nogle af de fantastiske uddannelser de har. Gid jeg kunne gøre det samme, så ville jeg have taget en af deres spændende creative writing kurser - hvorfor har vi ikke en ordentlig uddannelse på det punkt i Danmark... suk... Nå det var et sidespor.
Min pointe var at hun skriver også engang imellem, især digte, og hun kender altså også til den der egenskab med at karakkerne har deres eget liv i vores hoved. :0) Vi har begge ord der flyder rundt omkring inde i hovedet og hvis vi er i gang med en historie så kan man også fornemme hvordan ens hovedperson måske kan reagere på en drejning man tager osv. Eller se et sted for sig tydeligt og klart, selvom man aldrig har været der. Så det er en virkelig god forfatteregenskab at have. Derfra kom vi til at snakke om alle de andre positive egenskaber som vi har og som vi synes er vigtig for en forfatter:
Indsigt. Indlevelse. Fordybning. Vilje. Fantasi. mv.
Det har så selvfølgelig en lang række negative sider, som f.eks. er vi begge er elendige til small talk, det er virkelig helt håbløst nogen gange.....
Men alle disse egenskaber er noget jeg er rigtig glad for ved mig selv. Men jeg kan godt se jeg mangler den vigtigste, troen... Så nogen gange kan man godt have lyst til at skyde den jante-lov af h... til. Men er man født med disse egenskaber? Er disse egenskaber lig med talent? Eller har man automatisk fået disse egenskaber fordi man elsker at skrive?
Det er også lidt sjovt at det aldrig er de postivie egenskaber man fokusere på. Man fokuserer altid på de negative. F.eks... amen... hvorfor skulle nogen læse mine historier, hvad er så særligt ved mig? Jeg er ikke dygtig nok til at skrive (og som om man nogensinde bliver det). Hvad hvis jeg bruger oceaner af tid på noget som måske aldrig lykkes. Vil det ikke være at sætte mig op til at falde og få store mærker for livet?... (Især fordi vi taler om at putte hele vores sjæl ind i bøgerne)
Man brude i stedet tænke: Jeg elsker at skrive. Det er det vigtigste, jeg vil nyde det hele vejen igennem, og så vil jeg se om der er andre der måske også vil kunne blive underholdt af det....
.... hmm.. ja det burde man, men allerede da jeg skrev denne sætning hoppede perfektionisten op i mit hoved og sagde at jeg da ikke bare kunne skrive for min egen skyld, jeg skulle da gøre det endnu bedre, give læserne det bedste jeg overhovedet har. ...., Suk.... det er ikke nemt. :0) Måske man bare burde øve sig i det at lukke ørene mens man skriver og så droppe at filosofere sig frem.
Ingen kommentarer
Send en kommentar