Helle Ryding der bl.a. er aktuel med Serpina, som du kan læse mere om her i interviewet. Med Serpina har Helle Ryding modtaget BMF's Børnebogspris 2011. Du kan læse mere om forfatteren på hendes egen hjemmeside her: http://www.helleryding.dk/
Hvordan fik du ideen til Serpina?
Ligesom Morganas Kilder er Klintespind inspireret af gamle, danske folkesagn. I Danmark har vi masser skønne folkesagn. Altså ikke de mytologiske fortællinger om guderne i Valhal, men historier om folkeliv, overnaturlige hændelser og mystiske væsner og skikkelser, som er blevet fortalt siden middelalderen.
Jeg er altid blevet fanget af de gamle sagn, for de har jo bund i noget virkeligt. Selvom det er overtro, kommer historierne ikke af ingenting. De knytter sig til fysiske steder eller fænomener, som folk dengang ikke havde en logisk forklaring på. Jeg kan godt lide at forestille mig, hvordan sagnene er opstået. Når det gælder Klintekongen fra Møn – som er en sagnskikkelse fra egnen – skal man bare kigge op på de fantastiske kridtformationer, når man går langs stranden ved Møns Klint. Det er som at kigge op på et stort relief med alverdens figurer og ansigter. Og det er let at bilde sig ind, at der bor overjordiske væsner derinde. Når man så tilmed kan se spir og huller ind til grotter, ja så ligger historierne jo lige for.
Serpinas far, kong Mithram, har jeg digtet ud af sagn, der knytter sig til Møns Klint om Klintekongen, som har sin borg inde i de hvide skrænter. Herfra forsvarer han den danske kyst mod fjender fra havet ved at skabe sig en hær af svende ud af stenene på stranden (i Klintespind er det fjendens døde krigere, der bliver Mithrams svende.) Han kan lave guld af gloende kulstykker og rider på vilde natteridt ud over landet, hvor han tager ind på gårdene og tager for sig af det nybryggede øl sammen med sine svende. Han betaler altid bonden for sin hærgen med store stykker guld. I gamle dage lod bønderne et neg af korn blive tilbage på marken, når de havde høstet. Det var til Klintekongens hest som tak for, at han beskyttede kysten.
På egnen omkring Møns Klint går der sagn om, at vandrere på klinten på uforklarlig vis har forvildet sig ind i en frugtbar have. Men når de vender tilbage for at finde haven igen, er den væk. Andre fortæller, at de har set haven på afstand. Men når de har begivet sig frem mod den, har den flyttet sig længere væk, for til sidst helt at forsvinde. Sagnene fortæller også, at man har set elverpiger eller Klintekongens døtre gå rundt i haven.
Der bliver gættet på, at Klintekongen er en Odin-skikkelse, fordi han også er kendt under navnet ”Jætten Upsal”. Upsal kan muligvis betyde ”Odins sal”. Og så var det jo oplagt for mig, at forsyne min Klintekonge, Mithram, med ni døtre, ligesom Odin - i nogle sagn - har sine ni valkyrier. Serpina har så afgjort noget valkyrie over sig. Hun er hårdfør og frygtløs. Sammen med sine søstre udvælger hun nye svende til sin far blandt fjendens døde krigere, og hun håndterer sværd og bue lige så godt som sin fars mænd.
Hvilken scene/kapitel nød du mest at skrive?
Alle scenerne i bogen har hver især en betydning for hele bogens konstruktion. Hvert kapitel skal føre handlingen videre og skal også indeholde en udvikling i historien. Jeg nyder alle scenerne, jeg skriver, men nogle er selvfølgelig lettere at få hold på og flyder hurtigere ned på papiret end andre. Hvis en scene bliver ved med at drille, udfordrer jeg mig selv og beslutter, at den skal blive det bedste i bogen.
Jeg bruger centrale scener som fikspunkter, når jeg tænker historien igennem. Og der er selvfølgelig scener, jeg glæder mig særlig meget til at skrive. Som for eksempel da Serpina skal gennemgå sin prøve i Undinens brønd og er hundeangst for, om hun vil klare den, fordi to af hendes ældre søstre ikke bestod. Det store opgør, Serpina har med sin far, er også en scene, der var meget stærk at skrive, fordi Serpina for første gang ikke er i stand til at undertrykke sin egen mening over for sin frygtindgydende far, som hun både elsker og beundrer.
Hvordan er din skriveproces? Hvad holder du mindst af og hvad holder du mest af i skriveprocessen?
Jeg starter om morgenen med at læse det igennem, jeg skrev dagen før, og så går jeg i gang med at skrive videre. Jeg sætter mig som regel et mål for, hvilken scene i historien jeg gerne vil være færdig med, eller hvilket punkt i historien jeg som minimum skal være nået frem til, inden skivedagen er forbi.
Som regel skriver jeg halvanden time ad gangen, holder en lille pause og skriver videre. Vi har en stor, dejlig hund, Sienna, (Rhodesian Ridgeback :D), som jeg går en lang tur med midt på dagen. På vores ture går jeg og tænker over det, jeg har skrevet i løbet af formiddagen og retter på teksten i hovedet. Jeg går også og spekulerer over ting i historien, som jeg skal finde en løsning på. Der er mange, mange spørgsmål, man som fantasy-forfatter skal finde svar på, og det kræver næsten konstant hjernearbejde. F.eks. kan Serpina og hendes søstre tegne klintespind med en fin, tynd spindetråd, som de danner med fingerspidserne. Spindene er fulde af magisk kraft, som skal beskrives, og jeg skal også beslutte mig for, hvordan kraften i spindene virker, hvor meget pigerne skal kunne gøre med spindene, og om de er usynlige for mennesker. Hvis de er usynlige for mennesker, gælder det så alle mennesker? Kan de også påvirke dyr?
Jeg holder mest af at skrive, når en scene står så lysende klart i mit hoved, at jeg næsten ikke kan følge med fingrene og ordene. Når lugte, lyde, lys og stemmer trækker mig ind midt i begivenhedernes centrum, og jeg har en følelse af, at jeg ”bare” beskriver, hvad jeg ser og hører omkring mig.
Til gengæld hader jeg de dage, hvor historien driller, og det føles, som om jeg sidder og hakker i en knude. Så skal jeg hele tiden standse op og finde ud af, hvad det er, der ødelægger logikken. Måske har jeg lagt begivenhederne og oplysningerne i en forkert rækkefølge og skal skrive mange sider om. Når det sker, må jeg minde mig selv om, hvad den svenske forfatter Kerstin Ekman engang har sagt: Du skal ikke ærgre dig over, at det var dårligt. Du skal glæde dig over, at du opdagede det!
Er du god til at planlægge din tid?
Jeg er nødt til at planlægge mine skrivedage, så jeg får noget fra hånden, for jeg har et arbejde ved siden af at være forfatter. Jeg er uddannet jurist og arbejder på deltid (3 dage om ugen). Jeg har speciale i ophavsret, som har at gøre med forfatteres og kunstneres ret til deres bøger og billeder. Helt nøjagtigt hjælper jeg billedkunstnere med at lave aftaler, når nogen vil bruge deres billeder, så kunstnerne kan tjene penge på deres arbejde. Det er de færreste forfattere i Danmark, der kan leve 100 % af deres bøger. Når jeg arbejder på deltid, kan det godt lade sig gøre at få tid til også at skrive og få udgivet bøger.
Hvilket skriveprojekt er du i gang med nu?
Lige nu lægger jeg sidste hånd på Ulvepige, som er bind 2 i serien Klintespind. Bind 1 er Serpina, og der bliver kun de to bind i serien.
5 hurtige favoritter...
Favorit sted at læse?
På langs på sofaen med et varmt tæppe og katten og hunden ved fødderne (når de kan enes om pladsen)
Favorit sted at skrive?
Ved min Mac i mit lille skriveværelse, hvor jeg har bøger, klenodier og tingester, som inspirerer mig.
Favorit bog?
Jeg kan umuligt vælge én bestemt. Men den første, jeg kommer til at tænke på, er ”Gösta Berlings Saga” af Selma Lagerlöf. Så er der "Juleoratoriet" af Göran Tunström, "Nattog til Lissabon" af Pascal Mercier (pseudonym), og lige for nylig har jeg læst "Hildegard" af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det må vist betyde, at jeg holder af bøger, som har en god portion menneskekundskab, et dejligt sprog og et gribende plot.
Favorit forfatter?
Det er også umuligt at vælge en yndlingsforfatter. Men Selma Lagerlöf er da ikke så tosset. Hold da op hvor kan hun bare jonglere med mange personer, se lige ind i dem og holde dem op foran os andre, så ingen går fri.
Favorit genre?
Som forfatter: fantasy! Jeg kan ikke holde mig fra at konstruere nye verdener og opfinde ny magi. Elsker det!
Som læser: jeg holder af at læse alle slags bøger, når bare jeg føler mig i forfatterens gode hænder.
Ingen kommentarer
Send en kommentar