Sidste søndag skrev jeg om det med at være meget passioneret i tekster, altså nå helt ud til de stærke følelser. Det gør man især ved at lade karakteren gennemleve de store kontraster.
Derfor jo mere du sætter på spil i din tekst jo mere får du læserne til at sidde yderst på stolen når de læser, og så er de derfor automatisk mere investeret i din bog.
Det skal selvfølgelig først og fremmest hænge sammen med at vi følger en interessant karakter som vi er interesseret i om det går godt eller skidt. Hvis du ikke har det, og vi er ligeglad med personen, så får du ikke den ønskede effekt ved at sætte alt på spil. For så kunne vi ikke være mere ligeglade om karakteren fejler eller vinder.
Så husk at have karakteren på plads først, og så sæt alt det på spil du overhovedet kan. Uden selvfølgelig at vi ender i klichéer. F.eks. så er vi ved at have set at den onde fjende i virkeligheden er hovedpersonens far, lidt for mange gange efterhånden. Men det illustrere meget godt min pointe, for hvad vil være værre end at have en stor og stærk og intelligent fjende? Det er da hvis denne fjende også er dit kød og blod. Så tænk hele tiden over hvordan du kan gøre en situation værre og lad vær med at bruge star wars klichéen her, for den himler man efterhånden med øjnene over i stedet, så den får alligevel ikke den ønskede effekt. Det er gjort så mange gange at man efterhånden ser det komme på lang afstand.
Hvis du har en scene hvor du har sat ting på spil, og din hovedperson måske er ved at drukne i en bådulykke. Så kan det være din scene slutter med at vedkommende bliver reddet af en medpassager i båden. Men så prøv at tænke på hvordan du kan sætte endnu mere på spil: Hvad vil der så ske hvis båden gik i brand efter at hovedpersonen er blevet reddet? Hvad gør de så? Hovedpersonen kan ikke svømme, måske har redningsmanden såret sin arm ved at komme op på båden, så han vil ikke kunne trække hovedpersonen væk i vandet. Hvordan kommer de nu ud af den kattepine?
Jo mere umulig situationen ser ud til at være, jo mere fanger du læserne. Så bliver udfordringen som altid at finde en lige så svær vej ud af situationen igen. For at der kommer en helikopter og redder dem, er måske lige lidt for heldigt.
Man kan godt bruge helikopteren, man skal bare have tilkaldt den først, og gerne have været ved at drukne nogle gange før det er bare lidt acceptabelt. Ellers så vil læseren synes det var lidt for nemt.
Hvad du så skal huske ved at sætte så meget på spil er at det er en god ide at have tydelige eftervirkninger ved personerne som har gennemlevet traumet. Hvilket kun er helt fantastisk, for vi elsker historier om karakterer der udvikler sig. Så winwin.
Jeg er glad for din artikel, og kan godt bruge et par af dine pointer.
SvarSletJeg har allerede i kapitel 1 et af disse situationer, som du skriver at sætte ting på spil.. Og måske slipper HP i virkeligheden lidt for let ud af den kattepine... Suk... så må jeg nok lige omskrive det kapitel igen igen igen... Men sådan er det jo. Ingen er nogensinde kommet sovende til noget godt, vel?
Så tak. Fordi du udvikler mig. :)
Klogere
Sandie