Portalen til afgrunden
Forfatter: Chad Corrie
Serie: Return of the Wizard King #1
Originalsprog: Engelsk
Genre: High fantasy
Målgruppe: Unge og voksne
Udgiver: Tellerup
Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret
Efter næsten otte århundreder forsøger den sidste af de magtbegærlige troldmandskonger at vende tilbage til Tralodren ... Gladiatoren har solgt sin sjæl for hævn. Ridderen er religiøs fanatiker. Dværgen tænker kun på at genvinde sin ære. Troldkvinden er mere bogorm end godt er. Alle er de blevet hyret af en blind seer til at hente en skjult skat i en fjern jungle. Hurtigt ind. Hurtigt ud. En nem opgave ... tror de i hvert fald. I stedet kommer de ud på et farligt eventyr, fuldt af blodtørstige fjender og mørke kræfter der truer både dem selv og deres verden med udslettelse ...
Portalen til afgrunden er en klassisk high fantasy fortælling med dværge, magiske skabninger og magi i alle mulige afskygninger. Chad Corrie har opbygget en fantasyfuld verden ud af mange af de helt klassiske fantasy-elementer. Måske endda lidt for klassiske - jeg savnede i hvert fald noget friskhed. Ja generelt var dette ikke så god en læsning for mig som jeg havde troet det ville være.
Sproget i bogen mindede mig utrolig meget om måden John Flanagan skriver 'Våbenbrødre'-serien på. Hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, det er bare meget distanceret og når jeg så samtidig ikke får særlig meget ud af persongalleriet, så er det altså begrænset hvor investeret jeg som læser bliver i personerne og derigennem historien. Så selvom jeg virkelig nød at være tilbage i en verden med magi og fantastiske skabninger igen, så ramte den her fortælling mig bare slet ikke.
Ingen kommentarer
Send en kommentar