Jeg har læst rigtig mange steder (og er egentlig også selv blevet tilhænger af den overbevisning) at ordet sagde/siger er langt bedre at bruge i dialoger i stedet for tyve forskellige synonymer for ordet. Hvorfor? Fordi ordet ikke ’læses’ på samme måde som ord som: fortalte, forklarede, spurgte, peb, gispede mv.
Altså er ordet sagde/siger næsten usynlig for læseren og derfor mindre forstyrrende. Jeg oplever det også selv sådan når jeg læser og jeg kan godt lide at dialoger er meget flydende på den måde.
Selvfølgelig er der undtagelser, især med f.eks. læspede hvis det er et vigtigt karaktertræk læserne skal lægge mærke til. Og f.eks. er råbte eller hviske også et ganske fin ord at bruge, hvis det har betydning for historien. Måske skal din karakter hviske det korrekte svar til sin klassekammerat, eller måske råber faren på sin teenagedatter der er kommet fuld hjem? Der slår ordet sagde ikke så godt til som de to andre, for her er det godt vi lægger mærke til måden tingene bliver sagt på.
Det aller bedste er slet ikke at bruge sagde eller siger i dialoger. Det bedste er hvis man kan læse dialog og der ikke er nogen tvivl hos læseren hvem der taler. Omvendt synes jeg personlig det er træls som læser når en forfatter ikke har været tydelig nok og man bliver nødt til at gå tilbage i dialogen og finde et sagde et eller andet sted i teksten og så regne sig frem til hvem der nu snakker. Nogen forfattere er helt sikkert bedre til det her end andre. Og jeg tror ikke det er nogen man skal tænke alt for meget over som f.eks. debutant, så er det nok bedst at holde sig til sagde/siger – med mindre man altså kan overskue det, samtidig med en milliard andre ting. ;0)
Hvordan har du det med ordet sagde/siger? Lægger du mærke til det? Eller læser du også hen over det?
Det generer mig ikke, når jeg læser, fordi mine øjne bare springer det over. Men når jeg lytter til lydbøger er det en helt anden snak(!). Her kan jeg blive vanvittig over konstant at høre forfatteren bruge ordene. Så helt enig - væk med dem!
SvarSletEller måske bare have dem en gang imellem ... har prøvet med sidelange dialoger, hvor jeg pludselig blev i tvivl om, hvem der talte. Har prøvet at være nødt til at gå tilbage og tælle mig frem til, hvem vi har med at gøre ...
Helt enig. Der er ikke noget værre end hvis man bliver stoppet i sin læsning fordi man skal til at finde ud af hvem der sagde hvad. ;0)
SletKan godt følge dig med lydbøger, jeg har faktisk ikke selv lagt mærke til det, men det burde jeg da have, for det er da helt sikkert noget andet.
Jeg er ret enig med dig, Karin. Det er godt, hvis dialogen kan laves sådan at man ud fra selve udsagnene ikke er i tvivl om hvem, der taler. Og bruges råbte/hviskede/snerrede/osv. for ofte, uden der egentlig er behov for det, kan det dræbe teksten eller få den til at virke opstyltet. Man skal bare heller ikke glemme at variation også kan være med til at gøre sproget levende.
SvarSletEnig, dog synes jeg helt sikkert at man skal gøre sproget varieret og levende i alle andre steder end i dialogerne. Dialoger skal blive levende ved deres flow og deres talesprog. Men det er selvfølgelig altid en afvejning.
Slet