onsdag den 21. marts 2018

Alias Grace







Alias Grace

Forfatter: Margaret Atwood
Originalsprog: Engelsk, Alias Grace
Genre: Historisk
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Lindhardt og Ringhof

Tak til bog og ide for anmeldereksemplaret



I 1843 idømmes sekstenårige Grace Marks livsvarigt fængsel for at være medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og dennes husholderske. Grace kan intet huske fra dagen, hvor mordene fandt sted, og mange er af den opfattelse, at hun er ond eller ligefrem sindssyg. Dr. Simon Jordan, specialist i mentale lidelser, opsøger Grace i fængslet, hvor hun fortæller ham sin historie, og han forsøger at hjælpe hende.



Endnu engang er jeg i fuld beundring over Margaret Atwoods evner. Ja, der er flere. Hun har evnen til at skabe grusomme billeder i dit hoved og myrer der kravler under din hud. Hun har evnen til at skrive så smukt, at man ikke kan andet end at dvæle ved ordene. Hun har evnen til at sammensætte et plot - og karakterer der virker så levende på en at man næste ikke kan andet end at være opslugt af bogen. Atwood har her tilmed arbejdet med en hel del research, da Alias Grace er en historie baseret på virkelige hændelser, og det kan man på ingen måde mærke. Bogen er virkelig i sig selv et helt mesterværk. Det bliver man især klar over bagefter når man ser de mange, mange lag bogen er bygget i. 

Når det er sagt, så var jeg også, under læsningen, ret bevidst om at bogen ikke sådan rigtig var noget for mig. Ja, det lyder underligt, nu jeg har rost den til skyerne - og jeg vil med det samme slå fast at jeg mener alt det jeg skrev i det forgående afsnit. MEN, personligt er jeg bare ikke til de her type historier som efterlader læserne med flere spørgsmål end svar. Derudover så leger bogen med grænsen mellem det bevidste og ubevidste, og det er heller ikke noget jeg normalt sådan rigtig gider at læse om. På mange måder er det vildt spændende, men bøger der er for psykologiske er bare ikke noget for mig. Og når jeg sætter mig ned og læser en roman, så vil jeg have en retning. Jeg vil have forfatterens historie og ikke føle at det er overladt til mig selv. For jeg har mine egne historier i hovedet. Jeg vil høre en andens historie når jeg læser, ikke sidde og gætte bagefter. En af mine favoritbøger gør lidt det samme. Borte med blæsten. Slutningen er åben og det irriterer mig stadig den dag i dag, selvom jeg elsker den bog og det er en af mine absolutte yndlings. For jeg savner at vide hvad mener forfatteren ... Hvad tror forfatteren der ville ske. Og så kan jeg stadig fint digte videre selv, eller danne mine egne tanker bagefter uden at det er 'åbent'. Og den her bog føles som en stor åben start, midte og slutning, og jeg må tilstå at jeg til tider fandt det kedeligt.

På den positive side så tager jeg alligevel mange ting med mig efter endt læsning. Især fra et feministisk synspunkt. Og jeg er helt sikkert i fuld beundring over det virkelig smukke håndværk Atwood har gjort med sin historie.  

Bogen er også filmatiseret via netflix og jeg har set den og jeg må sige at jeg synes de har gjort det rigtig godt. De kan ikke helt fange synsvinklen på samme måde som i bogen og ej heller Atwoods smukke smukke sprog. Bogen har også nogle enkelte grafiske elementer, som spiller fint sammen med bogens symbolik. 




SHARE:

Ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig