søndag den 14. februar 2021

Margrete I

 



Margrete I

Forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Genre: Historisk roman
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Gyldendal

Tak til Bog og ide for anmeldereksemplaret (reklame)


Et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder. Allerede som tiårig bliver Margrete gift med Norges konge og sendt hjemmefra. Hun er Valdemar Atterdags yngste datter, født i 1353, og hendes opgave i Norge er enkel: Hun skal føde en arving til den norske trone og knytte rigerne tættere sammen. Da Valdemar dør uden at efterlade sig en søn, er der ingen indlysende tronfølger. På trods af interne stridigheder og truslen om krig udefra lykkes det Margrete at få valgt sin femårige søn til konge af Danmark. Hun regerer på hans vegne og har allerede tidligt en tydelig drøm om fremtiden: Norden skal samles til ét rige – og hun skal stå i spidsen.


Den her bog har jeg savnet i mange mange år. Som feminist fra barnsben og ligeså stor læsehest, som især var (og er) glad for historiske bøger, er det klart at jeg helt fra barnsben søgte efter historiske kvindelige rollemodeller og især i den danske og engelske historie - men helt ærligt så findes der virkelig ikke mange interessante historiske kvindelige personer i den danske historie. Rigtig mange står i fuld skygge af deres mænd. Det er i hvert fald altid sådan de bliver afbilledet - måske er det derfor jeg altid har været en evig opsøger af alting Leonora Christina. Hun om nogen virkede til at være selvstændig, ualmindelig klog og handlekraftig. 

Men jeg har altid savnet at høre mere om Margrete den første, for hun kunne jo ikke være andet end utrolig dygtig og den bedste rollemodel. Men jeg fandt hende aldrig rigtig nogen steder, og det jeg fandt var alt for lidt. Det fandt jeg meget mystisk ... og siden, som jeg blev ældre, gik hun lidt i glemmebogen.  Så da jeg så at Anne Lise Marstrand-Jørgensen udkom med denne smukke bog, så måtte og skulle jeg bare læse den!

Bogen starter en smule langsomt, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Når man kommer ind i til efter hun får sit første barn, tager historien virkelig fart og den er nærmest umulig at slippe igen. Jeg var draget og betaget af alt det Margrete kunne opnå på egen hånd. Hun underspillede sig selv for hele tiden at få mere magt, hvilket gjorde hende yderst snedig - hun var en dronning i en mande-dominerende verden og selvom hun i sin levetid aldrig fik 'lov' til at kalde sig selv dronning, så var hun det fuldt ud og hun gjorde det mesterligt. En af de bedre regenter vi har haft i den danske historie, det er der ingen tvivl om. 

Bogen er historisk korrekt, så langt som den nu kan være det, for det er begrænset hvor meget vi ved om Margrete den 1., men jeg føler at forfatteren hele tiden er tro mod sin figur, mens hun fortæller om hende og uundgåeligt går ind i de gråzoner der kræver en del digterier. 

Efter endt læsning tørster jeg efter mere og håber at der i fremtiden dukker flere tolkninger op om Margrete den 1. Hvor er det bare mærkeligt at der ikke har været mere litteratur om sådan en storslået kvinde.

Det siger nærmest sig selv: Jeg kan ikke anbefale den her bog nok. 





SHARE:

Ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig