torsdag den 22. april 2021

Hvis vi ikke taler om det









Hvis vi ikke taler om det

Forfatter: Leonora Christina Skov
Søsterhistorie til Den, der lever stille (dvs. kan læses uafhængig af hinanden, men jeg anbefaler helt sikkert at man læser dem begge)
Genre: Selvbiografisk roman
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Politikens forlag

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret


Da Leonora efter mange år får succes som forfatter med erindringsromanen Den, der lever stille, beslutter hun at skrive den faktiske historie om alle årene, der gik forud. Om at vokse op som åbenmundet outsider i Helsinge. Og om at ankomme med firetoget til København, springe ud som lesbisk og leve i skyggen af sine forældres fordømmelse. Da hun kaster sig ud i at skrive og finder et forlag, åbner der sig en ny verden for hende. Den viser sig at være fuld af farer for en ung, ubeskyttet kvinde, men Leonora har en plan: Hun vil slå igennem som forfatter og sætte sig spor i verden, og hvis hun folder alle de dårlige historier sammen, til de næsten ingenting fylder, er de der næsten ikke. Bortset fra at de fylder mere og mere, som årene går.

I dag er det den store udgivelsesdag for den længeventede 'Hvis vi ikke taler om det' af Leonora Christina skov. Da jeg fik bogen til anmeldelse havde mest af alt lyst til at læse bogen i et stræk, men dels er det meget svært med en småbørnsfamilie og dels så blev jeg opfyldt af et behov for at have den her bog boende hos mig lidt længere. At forlænge glæden. Nærværet og det som bogen fodre min sjæl med. 

Jeg har en forkærlighed for bøger der handler om at nå sine mål, sine drømme og om beskrivelsen af hele vejen fra nul til 100. Så jeg blev simpelthen så forventningsfuld da jeg fandt ud af at 'Hvis vi ikke taler om det' netop handler om Skovs vej, til at blive den bestsellerende forfatter, som hun er i dag. En drøm hun altid har haft og ikke mindst søgt - nærmest for enhver pris. 

Det er den pris hun betaler, der særligt går ud og berøre læseren. Skov fortæller om den skam hun har følt og om ting, som hun først fortalte sine nærmeste da hun begyndte på denne bog. Hun har gennemlevet mareridtsoplevelser igen og igen for at formidle den til os. Hvilket jeg er enormt glad for at hun gjorde. Her tænker jeg særligt på metoo afsnittet som medierne selvfølgelig har grebet og nærmest gjort til hele bogens identitet. Det er den dog på ingen måde, bogen er meget mere end det. Men jeg er rigtig glad for at Skov har det med, for hun sætter (endnu engang) fokus på noget rigtig vigtigt og noget rigtig mange mennesker har brug for at vide mere om - eller kunne sætte ord på. Som hun selv fik sat ord på - uønsket intimitet. Jeg har selv været lidt i vildrede over hvilket ord der dækkede for den del af metoo, for mange bruger ordet 'voldtægt' men det synes jeg har nogle helt andre assosiationer, eller det gør i hvert fald kløften mellem dem der forstår og dem der ikke forstå større, når man bruger et ord som voldtægt, fordi mange har en meget skarp holdning til hvad det ord lige præcis betyder. 

Måske for meget ordkløveri, men det er bare for at understrege at det Skov gør så fint som hun også gjorde i 'Den, der lever stille' er at hun gør tingene relaterbare og nemmere at forstå og rumme. Hun deler hendes oplevelser og beskrivelser uden fortolkning, men vi mærker det alle sammen. Vi forstår det mellem linjerne og det er bare så forbandet godt skrevet!

Som jeg skriver i starten, er denne bog en søsterhistorie til 'Den, der lever stille' og mens man læser den er det som om de to bøger på magiskvis fletter sig sammen og bliver til én stor helhed - og det er alligevel noget af en præstation at Skov har formået at få bøgerne til at føles som en helhed og ikke to forskellige historier. Det er jeg meget imponeret over. 





Skal vi lige dvæle ved bogens lækre omslag et øjeblik (jeg er jo ikke bog-grafiker for ingenting). Jeg elsker det gennemførte i at der er brugt samme foto af Elle Moss som også er fotografen - hvor det ene billede er sløret og er det andet sat i fokus. Præcis ligesom selve romanen kommer vi endnu tættere på Leonora Christina Skov. 

Bogen har de samme lækre detaljer som 'Den, der lever stille' og hendes genudgivelser, men der hvor denne skiller sig særligt ud er ved den smukke marmorering, som Skov selv har lavet. Det er vanvittig smukt, især når man tænker på at det er første gang hun har lavet en marmorering. Man kan desuden få en notesbog, der hedder 'Hvis vi ikke skriver om det' med hele marmoreringen på omslaget. 

Det bedste ved denne udgave er også det, som faktisk er skjult bag smudsomslaget. Det bliver nemlig kun lavet i første udgave og det er et guld folie tryk ovenpå lærred. Det er simpelthen så flot. Jeg elsker elsker elsker den detalje. Og hvis man gerne vil have sådan et eksemplar skal man nok være hurtig, jeg har på fornemmelsen at første oplag (trods det er stort) ryger hurtigt. 





Skov skriver meget ærligt om hvordan det er at drømme om at blive en bestsellende forfatter og hvor svært det rent faktisk er at nå dertil. Jeg elsker, at hun deler så meget med os og giver os det der virker til at være det fulde indblik i hvordan hendes vej til tops har forløbet - på godt og ondt. Jeg raser med hende over hvor dumt det er at en kvindelig forfatter ikke kan være debattør uden at det også går ud over hendes forfatterskab. Jeg, personligt blev først rigtig opmærksom på hendes forfatterskab, da hun udtalte sig om feminisme og at valget om at få børn måske ikke er det rigtige for alle. Jeg var taknemmelig for, at hun havde mod til at sætte ord på ting jeg selv havde gået med. Men det omvendte har åbenbart mest været tilfældet. Men Skov fanger idag mange flere gennem sine bøger og er hvor sjovt det end lyder tættere på at ændre verden gennem bøgerne end hun nogensinde var som debattør. Men måske er det ikke så mærkelig. Folk har alle dage været bedre til at forstå sig selv og andre gennem historier. 

Jeg fornemmer at jeg kunne blive ved med at skrive om den her bog, men jeg er bare enormt inspireret af den generelt. Man skulle tro at det var afskrækkende at høre om Skovs vej til at blive forfatter, og det burde den med rette også være. Personligt har jeg længe vidst at forfatter ikke var noget man skulle stræbe efter at blive medmindre man rigtig gerne vil føle at man giver sin sjæl væk for ingen penge. Noget min familie i øvrigt fortalte mig siden jeg var barn. Men jeg har noget med at jeg ikke kan lade være med at skrive og drømme om lige netop det og Skov er en kæmpe inspirationskilde i sit mod og sin viljestyrke. Så mange tak for det!

Er 'Hvis vi ikke taler om det' så bedre end 'Den, der lever stille'? Ærligt, så er de sammensmeltet for mig. Hvis man elskede eller bare nød at læse 'Den, der lever stille', så er 'Hvis vi ikke taler om det' et klart mustread. Den beskriver alt det du ikke vidste du manglede i 'Den, der lever stille' og mere til. 

Jeg er overbevist om at den her bog vil følge mig længe - hvis ikke for evigt, som 'Den, der lever stille' gjorde det. Jeg læste mig selv mellem linjerne og bogen gav mig en ro omkring ting der var i oprør. Og jeg skal helt sikkert genlytte bogen så snart den udkommer på lydbog. Kæmpe, kæmpe, kæmpe anbefaling herfra. 





SHARE:

Ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig