The Great Gatsby anmeldelse

Forfatteren Nick Carraway, hans smukke kusine Daisy og hendes aristokratiske mand Tom Buchanan bliver forført af den mystiske millionær Jay Gatsbys forunderlige verden i Baz Luhrmanns blændende, visuelle rejse, som er baseret på F. Scott Fitzgeralds tidløse roman.

The Great Gatsby er endelig kommet på dvd og blueray, og skulle jo med det samme se den. Jeg var jo ikke i biografen for at se den, for jeg var så skuffet over bogen. Så jeg har været meget spændt på filmen. Jeg havde lidt på fornemmelsen at jeg vil kunne lide filmen bedre end filmen. For F. Scott Fitzgerald bog ligger meget op til at man skal opfange ting mellem linjerne og jeg må tilstå det kedede/frustrerede mig mere end det glædede mig.

På mange måder kunne jeg også bedre lide filmen. Der var mere tid for mig til at nyde de små ting frem for at jeg skulle lede efter de store linjer. På den anden side synes jeg der manglede nogle vigtige ting fra bogen, selvom den faktisk fulgte den meget godt.

Visuelt mesterværk. Det er de to ord der dækker den her film bedst. Den er fænomenal flot. Den er overdådig faktisk. Jeg drømte mig væk mellem vandfalds orkidéerne og den smertefulde længsel som har skabt en stor del af overdådigheden. Jeg elsker 1920'ernes glamourøse glitter. Fest og farver! Det årti virker så ubekymrede og de forstår at tage for sig at livets glæder.

Karakterne irritere mig stadig, men det er jo selvfølgelig også meningen. Det tager bare en smule af glansen for mig. Jeg kan bedst lide når jeg kommer helt tæt på en person, så deres smerte bliver min smerte, deres lykke bliver min lykke, bare for et kort øjeblik. Når rulleteksterne så passere mine øjne, bliver jeg hel igen. Men sådan havde jeg det desværre ikke.