onsdag den 16. november 2016

Bogforum 2016 del 2 - fredag og særvisning af 'Syv minutter over midnat'

Læs del 1 her - billedkvaliteten er ikke den bedste. Jeg brugte slet ikke mit kamera om fredagen, kun min telefon, så det er også lidt derefter.

Bogforum i år var meget anderledes for mig end de tidligere år. Jeg havde mine forældre med i år og ikke kun min mand. Vi havde min søn med i klapvogn – så det der med bare lige at smutte fra den ene scene til den anden blev lidt mere vanskeligt. I år havde jeg mange faste ting jeg skulle og jeg så faktisk ikke ret mange forfatterforedrag, desværre. Det er ellers helt fantastisk at sætte sig ned og høre og opleve andre forfattere.

Men weekenden var ikke mindre fantastisk af den grund. Snare tværtimod. Jeg laver et indlæg for hver dag, så der kommer altså både en del 3 og 4 også, for jeg kan mærke at indlægget ville blive alt for langt ellers.







Fredag

Fredagen ankom vi omkring kl. 12. Det var en lang tur fra Nordjylland. Det første jeg gjorde var at have frokost med en gammel kollega/veninde. Det var skønt at se hende igen.

Da vi havde knævret løs var tiden så småt til at jeg skulle ind og se en særvisning af ’Syv minutter over midnat’ som jeg var blevet inviteret til af Gyldendal. Tusind tusind tak, for det. Filmen vil  først blive vist i de danske biografer om en måned. 

Syv minutter over midnat er filmatiseringen af bogen ’Monster’. Du kan læse min boganmeldelse her  – det er en af de bedste bøger jeg har læst længe. Jeg elsker den. Den er fyldt med så mange skønne budskaber at jeg stadig føler at der er flere der kan findes. Det er en stærk fortælling. En hård fortælling og vi sad alle sammen og snøftede og græd da vi så filmen.

Jeg kan ikke sige noget om filmen endnu, først når den har fået premiere, men så kommer jeg også med en anmeldelse vær sikker på det. Der var Q&A bagefter med Patrick Ness himself og det var fantastisk. Han har ikke kun skrevet bogen men også manuscriptet og det tror jeg personligt var et klogt valg at lade ham gøre det.

Sikke et skønt interview det var. For vi havde jo alle lige set filmen, så vi kunne ikke spoiles. Derfor blev der både snakket sentimentalitet. Forskellen på nice and kind. Symbolik. Og flere skønne nørdede ting som hvorfor han havde valgt at gøre det ene frem for det andet. Skønt med skønt på! Jeg er stadig helt begejstret ved tanken og skal og må finde den video der blev filmet under interviewet – vil vanvittig gerne se det igen.

Patrick Ness mener, (og jeg kan kun give ham highfive ret,) at det værste man kan sige til børn er at de gror fra noget. At man ikke taler med dem og oplyser dem. At man affejer dem. Og det er blandt andet derfor at han i Monster er så hudløs ærlig. Og det elsker jeg ham for – det og så at han har behandlet emnet ’død’ uden brug af nem sentimentalitet. 

Så var fredag faktisk slut. Det blev til roomservice på hotellet, og tidligt i seng, for dagen efter ville blive fyldt med nye bogeligeeventyr og det er jo svært at vente på.



SHARE:

mandag den 14. november 2016

Bogforum 2016 – del 1 – indtryk og tanker







Bogforum er efterhånden en ret stor årlig begivenhed for mig og min mand. Vi har været afsted hvert år de sidste mange år. Og vi nyder det. Vi hader begge to når turen går hjemad om søndagen men samtidig er vi også begge fyldt med indtryk der skal bearbejdes. 

Bogforum i forum er efterhånden ved at gå i glemmebogen, for hold da op hvor har bogforum udviklet sig siden dengang. I år var der tilføjet en hal for børn. Hvilket virkelig er en genistreg. At der så stadig er ungdomslitteratur på børnescenen er mig nu stadig lidt en gåde. Især fordi jeg ikke tror ret mange unge der lige har taget springet fra barn til ung synes det er fedt at føle at de blive ’talt ned til’ igen. Det føles lidt spild at sætte ungdomsbøger op på den scene, for er der seriøst nogen unge der vil sætte sig der, med mindre det er noget de virkelig virkelig gerne vil høre. Hvordan skal de så blive inspireret hvis de ikke ligefrem bliver motiveret!? Men det er nu generelt et stort problem det der med børne-/ungdomslitteratur. Jeg fatter det bare ikke. Ungdomslitteraturen i dag ligner så meget voksenlitteratur at jeg nødig ville have børn til at forveksle en ungdomsbog med en børnebog. Nå, det var altså lidt et sidespor ... jeg føler det her indlæg bliver lidt langt. 

Men FEDT at der er blevet gjort mere for ungdomslitteraturen på bogforum i år. Patrick Ness var intet mindre end FANTASTISK!!! Wow altså! Jeg var i forvejen stor fan, nu ved jeg ikke hvad jeg er. Superfan? Stalker? I don’t know. Jeg ved bare at den mand virkelig har noget på hjertet og jeg vil virkelig gerne lytte og høre mere og jeg fornemmede at det var jeg bestemt ikke ene om. 

Det var møgfedt at der blev gjort mere i år for bogbloggere end nogensinde. Noget de store forlag skal have kæmpe tak for og plusbog med deres bogbloggerpris. Og Tellerup fordi de lavede en forfatter/blogger backstage ting. Taknemmeligheden er stor! Generelt var det altså også skønt at se flere bogbloggere lave interviews på scenerene rundt omkring. Det gad jeg godt se mere af. Altså: forfattere i samtale med læsere.

Jeg elskede at Gyldendal var gået all in og var hoppet i de flotteste blå kjoler (ja altså ikke mændene). Hvor har I fået den fede kjole henne?! Sjovt at gangene havde fået navne, selvom jeg faktisk kun lagde mærke til to: ’Diagonalstrædet’ og ’Ved vejen’. 






Men hvad skete der lige med Don Rosa!? Folk der kommer til skade. Køer der starter flere TIMER før og den hemmelige viden om nummerreringskøen om søndagen. Jeg ville SÅ gerne have haft en signering eller en tegning, men nope manden var godt beskyttet – hvilket var forståeligt nok.

Jeg elskede at man kunne få sushi i år, selvom jeg faktisk ikke fik noget af det. Det var også en stor fejl. Men deres latte var god! Verden er altså bare et fantastisk sted når man er høj på bøger og kaffe.

Alt i alt var det nogle virkelig fantastiske dage med masser af SKØNNE mennesker. Forlagene er så søde og hjælpsomme. Åh.. hvor ville jeg dog ønske at bogforum lige varede en dag mere. Men det er nok utopi at tro at jeg nogensinde ville kunne få nok at de dejlige indtryk og søde mennesker.


I del to fortæller jeg mere om hvad jeg så og hvad jeg slæbte med hjem.




SHARE:

lørdag den 12. november 2016

Bogcoverdesignere - Elena Giavaldi


Bogcover designere er en serie hvor jeg viser forskellige cover designeres smukke forsider

Elena Giavaldis stil er meget litterær. Jeg elsker coveret til ’My life in Middlemarch’ og jeg elsker at hun på hendes hjemmeside viser os hendes process, fordi hun viser bogforsiderne som er blevet afvist også. For eksempel ligger der fem andre bud inde under ’ My life in Middlemarch’ som bestemt også er hederlige, men ja den valgte er i (lige det her tilfælde i hvert fald) bare bedre. Du kan finde dem her: http://www.elenagiavaldi.com/work/crown-middlemarch/







Se flere af hendes bogdesigns her: http://www.elenagiavaldi.com/
SHARE:

torsdag den 10. november 2016

Oprørende









Oprørende

Forfatter: Julie Kagawa
Serie: Talon #2
Originalsprog: Engelsk, Rogue
Målgruppe: YA
Genre: Fantasy, drager
Udgiver: HarperCollinsNordic

Tak til HarperCollinsNordic for anmeldereksemplaret



Ember Hill har forladt drageorganisationen Talon og har sluttet sig til oprørslederen Cobalt og hans folk. Men Ember kan ikke glemme Garret Xavier Sebastian, dragedræberen fra Sankt Georg ordenen, som svigtede sin mission – at udrydde hele Embers slægt, da han reddede hende fra en af Talons snigmordere og dermed underskrev sin egen dødsdom.


Oprørende er en hæsblæsende actionfyldt fortsættelse til Dragerne der var den første bog i Julie Kagawas Talon serie. Hvor ’Dragerne’ var hyggelig og havde et langsomt opbyggende plot, der er ’Oprørende’ fra starten af fyld med spænding, da den samler handlingen op lige der hvor ’Dragerne’ sluttede. Og jeg nød den virkelig fra start til slut.

Jeg synes Talon serien er super fed, fordi ja, det åbenlyse: Drager. Jeg elsker at høre alt om dragernes verden og Julie Kagawa skriver så man hænger ved hvert et ord og bare må have mere. 

Dog har jeg altså et issue med Ember. Hun er utrolig sød, men hun er også bare total naiv nogle gange, og det har jeg det svært med. Måske fordi jeg godt kan lide at leve mig ind i personerne jeg læser. Og jeg er lidt bekymret for om det bliver et issue i resten af serien, da jeg gik helt død i Iron Fey serien af samme årsag.





SHARE:

tirsdag den 8. november 2016

Måske en dag





Måske en dag

Forfatter: Colleen Hoover
Serie: Standalone som udgangspunkt og maybe #1
Originalsprog: Engelsk, Maybe Someday
Genre: Realisme, kærlighed
Målgruppe: NA og opefter
Udgiver: Lovebooks

Bogen er et anmeldereksemplar fået ved bogbloggertræffet - tak til Lovebooks for sponsorat  


Sydney lever en drømmetilværelse - hun er en flittig studerende med et godt studiejob, hun bor sammen med sin bedste ven og har en dejlig kæreste. Og så er musikken, som hver dag kommer fra altanen over for hendes, langsomt begyndt at danne et behageligt lydspor til hendes dagligdag. Men da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro, brister drømmen. Den flotte, mystiske fyr bag musikken, Ridge, giver dog Sidney håb om, at hun nok skal komme over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sammen udgør de et vidunderligt team. Men det er lettere sagt end gjort at komme videre, og Sidney kan bare håbe. Men måske en dag... 


’Måske en dag’ er en anderledes og super spændende og interessant læseoplevelse, på mange måder, og hvis man er åben for det også en musikalsk oplevelse. Bogen har nemlig sit eget soundtrack som er blevet til i et samarbejde mellem forfatteren Colleen Hoover og musikeren Griffin Peterson. Hvilket faktisk virkede ganske fint (på trods af at jeg hørte det ganske lidt igennem romanen – det kan være svært når man læser som jeg gør: en side hist og pist. Det egner sig helt sikkert bedre til at man sætter sig ned med en skøn kop te)

’Måske en dag’ var slet ikke som jeg havde forventet. Bogen havde nogle dejlig forfriskende overraskelser (som jeg ikke vil spoile) men som gjorde læseoplevelsen unik. Det var dog på alle måder en kærlighedshistorie. Men. Helt ærligt, så brød jeg mig ikke om kærlighedshistorien. Jeg brød mig på ingen måde om sådan som trekants dramaet blev opstillet. (Og det er ikke fordi jeg er anti-trekantsdramaer, jeg synes for eksempel ganske godt om den i Twilight) Jeg havde bare virkelig nogle issues med de valg der blev taget af personerne. Det dobbeltmoralske. Men samtidig så må jeg sige, wow hvor kan Colleen Hoover da bare tage mine følelser til fange og virkelig få mig til at føle noget (MEGET) med de her karakterer som jeg dybest set var ret irriteret på.

Så øv over den del af historien, men det er bestemt ikke sidste gang jeg læser noget af Colleen Hoover, for hold da op hvor kan hun bare skrive. 



 
SHARE:

mandag den 7. november 2016

Vinderne af bogforum-konkurrencen

Så er klokken over 15.00 og tiden blev til at trække to vindere. Tak til alle jer der deltog. Jeg håber I alle får nogle helt fantastiske dage på bogforum, det plejer altid at bringe noget godt med sig - det er i hvert fald min erfaring, og ikke kun en tungere taske med hjem. ;0)

Det var skønt at høre lidt om jeres planer. Jeg skal selv afsted med min mand og sønnike. Og måske kommer mine forældre med over og kigger i år.


Nå til det store øjeblik:

Vinderne blev udvalgt tilfældigt og de har fået direkte besked. Stort tak skal der igen lyde til bogforum fordi de har været så søde at sponsorer.

Vinderne blev:

Svend

Hanne


Stort tillykke!!!




SHARE:

søndag den 6. november 2016

Nanowrimo - En lille skriveupdate






Det er langt tid siden jeg er kommet med en skrive update her på bloggen, så nu vil jeg lige komme med en enkelt her i forbindelse med Nanowrimo, da jeg har rimelig mange tanker oveni bøtten omkring det. Refleksioner. Så advarsel: her kommer måske en hel del rambeling. 

Nogle gange føler jeg nemlig virkelig, at jeg gør det at skrive større og svære end det er. At jeg overtænker det simpelthen. At jeg tænker på en million ting at jeg skal huske når jeg skriver. At det hele skal være perfekt. Og det tror jeg virkelig er farligt, for så får man jo aldrig nogensinde skrevet noget. Jeg stopper altid mig selv. Jeg får aldrig rigtig gjort noget færdigt fordi jeg virkelig dybt og inderst inde ikke tror nok på mig selv. Og hvordan løser man så lige det problem? Jeg har en tildens til at vægte de negative meninger som andre har eller har haft til noget af det jeg har skrevet. Hvilket er dumt. For objektivt set så har de mennesker været dem der enten ikke har tilhørt målgruppen, eller også så har de kommet med konstruktiv kritik som jeg virkelig burde bruge til noget. Eller også så har de bare ønsket at historien gik i en anden retning. Men igen: En mening tæller jo ikke for alle. Dem der så har været begejstret og positive har jeg så åbenbart valgt ikke helt at tro på. Det er jo fjollet. Men jeg er sikker på at jeg nok ikke er den eneste der gør det mod sig selv. Noget andet der er fjollet er at jeg har en tildens til at argumenterer for hvorfor jeg ikke kan blive en forfatter og så skuffet når folk ikke med det samme modsiger mig. For selvfølgelig gør de ikke det. Hvorfor skulle de!? Hvorfor skulle de tro på noget jeg tilsyneladende ikke selv gør?

Ligenu har jeg forsøgt at lægge alt det der fra mig og bare sætte mig ned og skrive og nyde det og nyde nanowrimo. Jeg har forsøgt at finde tilbage til dengang det gik godt med at skrive. Hvilket har betydet at jeg har droppet alt der hedder plot og planlægning og struktur. Jeg skriver bare. På tomt hvidt papir. Jeg skriver uden mål. Uden plan. Jeg skriver om personer jeg aldrig før har mødt i mit hoved. Der aldrig har haft tid til at sætte sig som mange af de andre jeg før har skrevet om. Jeg skriver bare og ved I hvad? Jeg elsker det. Det går forrygende. Det bliver ikke mere lortet end det andet jeg skriver, det ser faktisk kun ud til at være bedre. Juhu! Og det fortæller mig en masse. Men mest af alt så fortæller det mig at jeg skal blive ved. At jeg bare skal fortsætte. Og glemme alle de negative tanker. Glemme den dumme indre kritiker. JA! Og hvad så hvis det er noget lort. Jeg nyder det og hvis jeg ikke giver det her en chance, jamen så tror jeg nærmest aldrig på det igen. (Hvilket virkelig i sig selv er en destruktiv tanke ikke?) Men jeg mener bare hvis ikke jeg grundlæggende bare kan sidde og skrive og nyde det, jamen så er der noget galt.

Det betyder ikke at jeg ikke stadig har alle tankerne om at ’hvad nu hvis det her er noget lort’ ’hvad nu hvis jeg aldrig kan skrive om på det så det bliver godt nok’. Det der er forskellen nu er at jeg siger: Glem det! Jeg skriver for mig selv og jeg elsker den historie jeg skriver til mig selv ligenu og her. Det er det eneste fokus jeg behøver nu. Kritikker kom tilbage senere.


Hvad med jer derude? Døjer I også med jeres indre kritikker? Tager den også lidt glæden fra jer indimellem og får den jer til at glemme, at I rent faktisk elsker det her med at skrive?


SHARE:
© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig