fredag den 26. juli 2013

Naive hovedpersoner, ja? nej? Altid NEJ!

Jer der har fulgt mine anmeldelser noget tid, ved at jeg har virkelig svært ved naive hovedpersoner i bøger. Der har jeg prøvet at granske lidt mere i hvorfor det er, og her er noget af det jeg kom frem til.

Egentlig må forfatteren jo lave hovedpersonen præcis som de har lyst til. De kan være ufølsomme ispinde eller spade-bananer de har valgt som hovedperson, og det i sig selv kan jo være meget originalt. De har fuldstændig frit slag. Når det er sagt, så når jeg anmelder, er noget af det jeg tænker over jo selvfølgelig hvordan bogen appellere til læserne. Og der er mit udgangspunkt altid først og fremmest hvordan virker bogen på mig selv.

Hvorfor synes jeg så ikke at hovedpersonen skal være naiv? Det er nok fordi at jeg lever mig ind i hovedpersonen, og jeg kan generelt ikke rigtig lide at min intelligens niveau forringes. :0) Altså jeg synes helst hovedpersoner skal afspejle læserne. Til en hvis grænse selvfølgelig, der er aldrig en regel uden en undtagelse. Det lykkes mig bedst at komme dybt i en historie hvis jeg er dybt i en person.

Man kan jo aldrig som forfatter lave en hovedperson som passer til alles temperament, men som udgangspunkt synes jeg bare ikke de skal være tungnemme. Men jeg ved hvor svært det er når jeg selv skriver, man skal hele tiden leve sig ind i sin hovedperson og tænke, hvad ville hun tro her og her. Men det er bare så svært, fordi man ved alt som forfatter. Man ved hvad hovedpersonen kommer til at gennemgår og hvad hun helst ikke må vide. Og når der er så mange ting at tænke på som f.eks. er natten for mørk til at se dit og dat. Så er det ret nemt at bare konkludere at det vidste hovedpersonen da ikke lige hvad der foregik der. Plus man vil jo gerne lægge hints ud til læseren som hovedpersonen ikke så nemt regner ud. Så det er en meget svær balancegang.

Det er også utrolig vigtigt at forfatteren husker på ikke at gøre sin hovedperson perfekt. Helst skal de have nogle fejl. Så de er menneskelige og at man kan relatere sig til og derfor mere levende og perfekte mennesker. Så får at blive perfekte skal de ikke være perfekte. Giver det mening? :0)

Det er også fint nok alt det her med at vi skal have hints som læsere, men behøver de lave hovedpersonen dumme? Der er nemlig også et andet aspekt i det. For hvis de lavede deres hovedpersoner klogere så var plottet pludselig også mere interessant. For så er det ikke så nemt at regne ud, og det udvider måske ligefrem vores horisont. Det er i hvert fald noget jeg elsker ved bøger.

Selvfølgelig er det nogle gange nødvendig at vores hovedperson overser ting, men der skal bare være en grund til det. Hvis der ikke er det, så virker han/hun ualmindelig naiv. Vi kan alle være mere eller mindre naive i livet, måske er der ting vi ikke har lyst til at indrømme over for os selv, eller personer vi stoler på selvom vi ikke burde og inderst inde måske godt ved det. Men det er nemmere for hovedpersonen (ikke forfatteren!!) at se bort fra det pågrund af nogle omstændigheder.

Der er altid en grund til at vi mennesker gør som vi gør, og vi er som regel altid godt klar over hvad det er. Ved ikke at forklare eller vise den grund til læserne, kan det godt virke utrolig urealistisk.


Amy Adams spiller en meget naiv pige i filmen Enchanted (på dansk Fortryllet), men den holder 100% på grund af hendes opvækst. Så her handler filmen om den morsomme kontrast der opstår når to meget forskellige verdener mødes. I øvrigt hvis i ikke har set filmen, så se den, den er bare SÅ MEGA sjov. Især hvis man er Disney fan. :0) En anden ting der var godt i filmen var at Giselle så begyndte at blive noget mindre naiv som handlingen skred frem, fordi hun trods alt lærer af sine fejl. Også en meget naturlig reaktion som man nemt kan glemme som forfatter.


Andre eksempler hvor naivitet er i orden. F.eks. i A Perks of being a Wallflower. Der handler historien faktisk om, hvorfor er den dreng egentligt som han er, og det ender vi med at finde ud af i slutningen af bogen, at der faktisk er en god grund til. (Det er derfor jeg altid skal læse en bog fra start til slut, for slutningen kan altid redde hele bogen)

 

Altså hvornår er det i orden at en hovedperson er naiv

De kan have haft fokus på noget andet vigtigt og derfor overset en ting
De kan have haft en opvækst der gør at de er mere naive end andre
De kan have oplevet noget meget traumatisk (som de måske ikke engang selv kan huske) der gør at de reagere som de gør. (Det skal dog altid forklares på et eller andet tidspunkt hvorfor. Man kan ikke lave årsagen traumatisk uden at lade det være historiens drivkraft)

 

 

Hvornår er det ikke i orden

På alle tidspunkter hvor der ikke er en grund.

F.eks. ligenu har jeg lidt problemer med Gallagher Girls, som er den her spy skole. Jeg holder utrolig meget af bøgerne, jeg synes de er kanone. Dermed sagt så synes jeg det er en anelse problematisk at hovedpersonen som er vant til at skulle studere en given situation fra alle vinkler, ikke stille sig selv vigtige spørgsmål fra alle givende vinkler hele tiden. Jeg vil helst ikke spoile noget, så jeg vælger en hændelse der foregår i starten af en af bøgerne. Anyways der er et sted i en af bøgerne hvor de er nogle agenter som dukker op hvor vores hovedperson og to andre er, en pige og en dreng. De prøver at komme væk. Det lykkes så, men vores hovedperson høre deres forfølgere sige ordene fang hende. Som bogen er bygget op så stiller vores hovedperson altid situationerne op pro og cons. Men ikke i denne vigtige situation. Nej, nej. Der reagere hun overhovedet ikke som en agtens burde være trænet til at tænke. Der antager hun bare at det selvfølgelig må være hendes veninde de er efter fordi hun er datter af en vigtig mand. Vil en rigtig agent bare antage det uden at se på alle faktorene? Jeg gjorde ikke som læser, så jeg tvivler på at en agent vil. Kan den bortforklares med at hun stadig er en agent in training? Det synes jeg ikke. Især ikke fordi hun skal forestille at være den her meget meget dygtige student, plus hun med alle andre mindre situationer tænker som en agent burde, nemlig på alle mulige faktorer. Så det synes jeg var utrolig naivt. Man kan godt forstå at hendes første tanke vil være hendes veninde, men hun bliver ved med at holde opfattelsen hele vejen igennem bogen. Fra start til slut.



Så sagt på en anden måde

Naivitet der fremstår som følge af dårlig karakterhåndtering skulle forbydes. :0)


Hvordan kan i lide jeres heltinder?
SHARE:

5 kommentarer

  1. Jeg har det fuldstændig som du så flot beskriver det i indlægget. Der er ikke noget værre end "dumme" hovedpersoner, specielt ikke hvis resten af deres karakter er bygget som du beskriver det i eksemplet fra Gallagher Girls. Det kan ødelægge en læseoplevelse for mit vedkommende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej det kan bare ødelægge hele bogen og det er så ærgerligt. Bliver altid så irriteret når det sker. :0)

      Slet
  2. Jeg har det præcis som dig, dog med en tilføjelse: Jeg kan ikke fordrage, når hovedpersonen er fuldstændig blind overfor ting ved kærlighedsinteressen. Det er ligegyldigt om det er blind overfor at han/hun kan lide hovedpersonen eller om det er fejl eller utilgivelig opførsel hos kærlighedsinteressen. Jeg kan virkelig ikke klare det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Enig, det kan virkelig også gå mig på nerverne når det bare er total åbenlys for os læsere. :0)

      Slet
  3. Argh. Jeg har virkelig et parson-problem i min historie. Jeg tror jeg er ved at falde i en dyyyyb kliché-fælde... Hvordan skal jeg undgå, at han bliver ih og åh så lækker og med masser af ar fra hans farlige job... og en plotvigtig tilknytning til sin familie uden han bliver en dengsedreng????

    Hvordan kan hun have en plotvigtig unormal kraftig tiltrækningskraft uden at være smuk???

    Hvordan giver jeg dem dybde? Jeg har aldrig tænkt på det som et problem, men jo mere jeg får skrevet af historien desto klarere bliver det, at personkarakteristikkerne vist er min akilleshæl... :-(

    Desperat
    Sandie

    SvarSlet

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig