Søndagen inden vi vendte hjemad mod Jylland igen, var jeg til et bogblogger arrangement med Jeffrey Archer. En stor personlighed, på alle måder. Arrangementet var arrangeret af Lindhardt og Ringhof. Tak
Han starter med at fortælle at han som 70-årig besluttede sig for, at skrive Clifton krøniken, på 7 bind. Hvilket han har gjort over de sidste syv år. Han slår fast at han er en meget drevet person. Og så banker han fire gange i bordet med sin kuglepen og tilføjer, at han synes kvinder generelt er mere drevne end mænd er i dag, og fremhæver her sin kone som et glimrende eksempel.
Han fortæller at Harry og Emma i bøgerne bygger på ham og hans kone. Han fortsætter med at rose sin kone til skyerne - han kender tydeligvis sit publikum, for vi sidder rene kvinder rundt om bordet.
Efter syv bøger var han helt klart til at sige farvel til serien. Han estimere at han har brugt omkring 7000 timer på at skrive hele krøniken. Han planlægger ikke bøgerne ud på forhånd. Han er heldig hvis han kender fem sider forud. 'Storytellers don't have a clue' siger han (hvilket jeg tog lidt til mig, fordi jeg selv føler jeg dræber mine historier ved at planlægge dem i detaljer, før jeg skriver dem)
Han mener at læserne elsker en god skurk frem for en god helt. Lady Virginia er much loved som han siger. Det er sjovere at skrive om skurke, fordi man kan gå til ekstremer, hvorimod helte skal være mere balanceret. Men skurke skal være både gode og onde.
1000 skriver til ham om ugen og han har et team af mennesker der svare dem alle. Og han er meget taknemlig for det (siger han samtidig med han højtideligt kaster et blik opad mod himlen)
Herefter taler han lidt om han store succes Kane and Abel, der solgte 1 million den første uge den udkom. Nu har den solgt 32 millioner og i følge google nr. 11 mest succesfuld bog i verden. Det er tydeligt at han kender remsen udenad.
Han nævner ejeren af Hatchards (den mest fantastiske boghandel i London, i øvrigt), at han sagde at Kane and Abel var fuldstændig unik og ville sælge godt.
Archer påpeger at Kane and Abel historien er meget simpel, men at de største historier ofte er. Han mener at når historierne bliver for kompliceret, så begynder læserne at kede sig og de gider ikke vende siderne.
Han har haft den samme redaktør i 40 år. Hun er 70. Archer er i dag selv 77 år. Han fortæller at der er tre typer redaktører. Én der bare sidder og snakker med dig, og som har læst en masse bøger, og som derfor kan fortælle hvad der kan gøres bedre. Han siger de er vigtige. Én han kalder for lineeditor og som sidder og kigger på det faktuelle, som at det er København der er hovedstaden i Danmark og ikke Oslo. Han tilføjer det er et dårligt job at have, fordi de altid misser noget. Det mærker han selv på de 1000 breve han får efter en ny udgivet bog. En tredje viser sig at være et kæmpe geni af en redaktør, (den største redaktør i USA blandt andet været redaktør for J.D. Sallinger) som han var (siger han selv) så privilegeret at arbejde sammen med i 3 uger. Han har aldrig lært så meget om at skrive som af ham. Det var som at have en mentor/læremester. Han spurgte ham, efter Kane and Abel blev nr. 1 på New York times bestseller, til en middag - hvad er forskellen på en god forfatter og en god redaktør. Hvortil redaktøren svarede 'den første kladde.' Han vidste at han kunne tage en bog og gøre den bedre, men at han samtidig ikke selv kunne skrive den.
Herefter kommer der et spørgsmål om hans meget skematiske måde at skrive på. Ingen han forklare det, gør han klart at hvis nogen blandt os skriver, så er det langt fra sikkert at det der virker for ham, vil virke for en af os.
Han fortæller at han var oppe 05.30 og sad klar til at skrive i sin slåbrok kl. 06.00. Herefter skrev han i to timer på hans nye novelle. En novelle han ved kommer til at tage omkring 100 timer at skrive. Her tilføjer han at man godt kan mane illusionen om at han kan skrive en novelle på en weekend til jorden. Rubbish, you got to work.
Når han så kommer tilbage på hotellet fra bogforum, vil han ligge på sengen i en halv time og klare sit hoved. Og derefter gå hen til skrivebordet og begynde at skrive. Og det gør han altid i hånden.
Hvis han var hjemme i hans 'writersblok' i Mallorca og skrive så hans dag således ud:
06.00 - 08.00: Skriver han
2 timer fri
10.00 - 12.00: Skriver han
2 timer fri
14.00 - 16.00: Skriver han
2 timers fri
18.00 - 20.00: Læser han hvad han har skrevet den dag
Han går i seng 21.30 og oppe 05.30 dagen efter
Hvis han gruer over et problem vågner han kl. 03.00 eller 04.00 og derefter ligger han og tænker problemet igennem, indtil kl. 06.00
Første kladde tager ham 350 timer
Sidste kladde aflevere han til sin redaktør ved 1000 timer (14. kladde) og ingen læser det før det tidspunkt. Han vil først have folk ser det når han er tilfreds med det.
Historien ændre sig stort set ikke fra første til sidste kladde, men han gør den skarpere og skarpere fra kladde til kladde
Han vil gøre det hele så godt han absolut kan. For han vil ikke stå i en situation hvor han ville sige til sine kritikere: Jeg kunne have gjort den bedre, hvis jeg havde arbejdet hårde. Han ville hellere sige: Beklager, det er det bedste jeg kan gøre.
Men han tilføjer, at han bliver aldrig tilfreds og vil altid forsøge at blive bedre. At gøre den næste bog endnu bedre. I dag arbejder han helst med at alt omkring ham er perfekt og det hele kun afhænger af hans evner som forfatter.
Han mener at hans disciplin stammer fra hans tid som professionel løber. Og han tager ikke pauser på samme måde længere som førhen, fordi han har tre bøger han bare må have ud, inden han dør.
Han skriver om steder han selv kender. Han kommer med et eksempel på hvad der er godt og skidt ved Bella Sky hvor han bor ligenu. Bed was nice. The breakfast was a disgrace. Læserne elsker den slags detaljer siger han.
Han kommer herefter ind på at Danmark er fascinerende, fordi landet er ren middelklasse. Og omvendt så har vi Krøyer som er fuld på højde med alle de andre kæmpe internationale kunstnere, men han er aldrig blevet anerkendt som det, fordi han bor i så lille et land. Sådan nogle observationer elsker han, at bringe i sine bøger. At få folk til at tænke.
Archer bliver herefter spurgt om hvordan han klarer writersblok. Her slår han under bordet og siger at han aldrig har døjet med det.
Ingen vi går til bogsignering er der tid til et sidste spørgsmål, men inden begynder han at fortælle os kvindelige tilhører at det er os der kommer til at lede den næste generation. Og at mænd i dag er ynkelige (Yes, han sagde pathetic) og de har ikke fattet det endnu. Han nævner igen sin kone og at vi alle vil være ligesom hende om tyve års tid.
Sidste spørgsmål er hvor meget af krøniken er inspireret af ham og hans kone. Tre fjerdedele siger han.
Herefter fortæller han at hvis man skriver, så skal man ikke forvente at dem nærmest en vil læse ens bøger. Hans kone vil aldrig læse hans bøger, en af hans sønner læser ham fordi han føler han skal og en anden søn æder hans bøger.
Inden vi slutter får han også lige sagt lidt om markedsføring. Han mener at bøger bliver solgt gennem mund til mund metoden. Reklame virker i tre uger og hvis læserne ikke kan lide den, dør bogen. Han mener også at man skal give hans første bog ud gratis, så køber de resten. Og at hans største problem er hvordan han kommer ud til flere af de læsere, som han ved vil læse ham. Han slutter med at sige: Thank you very much indeed and good luck with all your doing.
Tak Lindhardt og Ringhof for et skønt arrangement.
Ingen kommentarer
Send en kommentar