Roser og violer bogblogger brunch

Inviteret af forlaget / reklame

Sidste lørdag var jeg til bogblogger arrangement nede på forlaget Turbine hvor jeg også arbejder. Det var super super hyggeligt og udover at der blev løftet sløret for et par titler til efteråret og snakket om løst og fast, så fortalte Gry Kappel Jensen lidt om arbejdet med bogen - og jeg har forsøgt at huske nogle highlights som i får herunder:

Vi havde en god snak med Gry omkring hvordan det var at skrive bogen. Hun fortalte at hun skrev bind 1 under Nanowrimo - at det var en hel ny måde for hende at skrive på. Normalt skriver hun langsomt og tilrettet undervejs, men her gav hun sig selv lov til bare at skrive derudaf - og hun kom op på væsentlig flere ord en de 50.000 ord som Nanowrimo kræver for at blive fuldført. Hun fortsatte helt ind i december og videre i redigeringsforløbet.

I bogen er der fire hovedpersoner og selvom Gry kan lide at skrive i alle fire pigers hoveder, som hun føler med på godt og ondt, så blev hun alligevel presset til at sige at Malou, var den sjoveste at skrive. Hvilket skyldes at hun er meget vred og siger tingene som de er.

Der blev spurgt om hvorfor hun havde valgt fire pigers synsvinkler og ingen drenge. Hvortil Gry svarede, at alle hendes andre bøger havde drenge synsvinkel, fordi hun lige netop kunne sætte sig så nemt ind i den synsvinkel, så det var lidt for at gøre noget andet end hun plejede.

Gry har været opmærksom på at lade alle fire piger udvikle sig igennem bogen, så ingen af dem skulle føles som bipersoner. Dog har hun ladet Kristine udvikle sig mere end de andre i denne bog og giver plads til at en anden pige kan udvikle sig mere i den næste bog.

Der blev spurgt ind til om Gry kunne fortælle lidt om de scener der blev slettet og ikke kom med i bogen, men indtil videre holder Gry kortene tæt ind til kroppen og fortæller, at nogle af tingene kommer med i de fremtidige bøger og andre ting har været skrevet for at hun selv kunne komme ind under huden på stedet og personerne.

Vi snakkede lidt om at bogen med sin kostskole og magilektioner lidt sendte glade tanker til Harry Potter - og der er endda en karakter som lidt ligner Snape - dog en lidt mere sexet Snape.

Forsiden blev også lige vente og vi snakkede lidt om vores tanker omkring hvordan bind 2 skulle se ud. Personligt glæder jeg mig allerede helt vildt til at komme i gang med den.

Omkring bind 2 fortalte Gry, at hun var i gang go selvom det ofte bliver kaldt den svære 2'er, så synes hun på mange måder, at det er nemmere at skrive 2'eren. Det sværeste er nærmere at få tiden til at skrive den.


Så blev der snakket om nogle ting som vil spoile alt alt for meget, så dem vil jeg undlade at skrive om her. Men efter den lækre brunch blev der som sagt snakket lidt om de to nye titler til efteråret - Tobias Stenbæk Bros 'Blodets sti' og Natahli og Bettina Lianes 'Kaldet fra Galathea' og så var der en lille rundvisning på forlaget, hvor Gry også fik lov til at signere bøgerne.

Min lørdag på bogforum del 3

Her er endelig det sidste indlæg omkring bogforum. Her fortæller jeg lidt om resten af lørdagen. Du kan læse om fredgen her og de to bogblogger events fra om lørdagen her og her

Nu har jeg skrevet så meget, så jeg vil lade billederne tale mest og bare holde det kort. Men hvis jeg skal sætte et par ord på selve bogforum, så udvider det sig hvert år areal mæssigt, men menneskemængden synes at blive større og større. I år var kun 3. største - målt i menneskemængde, men det kun betalende besøgende. Så jeg har en lumsk mistanke om at bogforum stadig bliver større år for år, og fordi den udvider sig på areal, udvider den selvfølgelig også de mennesker der er invitere gratis med. Jeg drømmer stadig om at bogforum en dag vil starte allerede torsdag.

Jeg drømmer også om at bogforum selv holder et event for bogbloggerne - i stil med det som de gør i de store bogmesser i Amerika. Eller det gør de sådan set også, men det ligger ikke i forbindelse med bogforum, og derfor er det stort set kun bogfolket fra Sjælland og måske Fyn der kommer med til det og det synes jeg er super ærgerligt. Det vil give rigtig meget mening, at samle os alle, for vi er der stort set alle sammen i løbet af bogforum.

De må også meget gerne gøre app'en brugbart til næste år.

Jeg elsker børne-bogforum og jeg elsker at YA har fået mere plads. Og ja, at de giver plads til alle de små stemmer også. Så stor ros skal de helt sikkert have for det. Og jeg glæder mig over at bogforum vender tilbage til den sædvanlige dato til næste år.

Men her lidt om resten af min lørdag: Efter de to bogbloggerevents var slut tog jeg ned og så Jasmin Søes interview omkring bogen jeg har designet: Ung kærlighed. Jeg fik også uddelt et par giveaway bøger til de heldige vindere af lynkonkurrencen.

Det meste af dagen gik som fredagen - at snakke med en masse skønne mennesker, men jeg fik et parsigneringer. Og jeg fangede også lige lidt af Sigmunds interview på Turbines scene.










Jeg var også så heldig lige at fange Leonora Christina - hver gang jeg har nærmet mig en af hendes signeringskøer har de været alt for lange. Men jeg var heldig. Hun skriver de bedste bøger og giver de fineste signaturer. Men hun er også virkelig enormt sød (bare se hvad hun har skrevet i min bog herunder) og næsten vildeste af alt, så kunne hun genkende mig, på trods af at hun har det der hedder ansigtsblindhed og derfor ikke kan huske ansigter særlig godt.

Sidst på dagen nåede jeg lige at få Michella Rasmussens bog (som anmeldereksemplar) og så fik jeg set samtalen mellem Heidi og Eline omkring Meyermetoden. Jeg har designet bogen for dem og de er super søde og metoden lyder virkelig spændende. Jeg ville helt sikkert have ønsket at jeg havde læst deres bog inden jeg fødte min søn. De har sådan en god tilgang til det. Min søn synes også at være utrolig interesseret. :0D

Lørdagen og bogforum sluttede for mit vedkommende med forlagsmiddag med Turbine forlaget og dets forfattere. Det var en utrolig hyggelig aften med de sødeste mennesker.

Min lørdag på bogforum del 2

Da det er et inviteret event jeg her taler om, så skal jeg markere indlægget som reklame.

Efter det første bogblogger arrangement om lørdagen - som jeg har skrevet om her - så afholdte Gyldendal et med deres tre internationale forfattere for den samme gruppe bogbloggere. Så vi blev siddende i lokalet og ind kom tre store internationale YA navne. De blev interviewet af Eva Lucia og her er min gennemgang af hvad der blev fortalt - så godt jeg nu har kunnet tyde mine notater: (der blev sagt virkelig mange gode ting i øvrigt - det er nogle vildt dygtige damer)


De starter ud en kort præsentation af alle tre forfattere, Teri Terry, Gayle Forman og Louise O'Neill samt et par sjove spørgsmål, som hvem de helst ville spise middag med af alle deres karaktere osv. Vi fandt også ud af at Teri Terry hedder det til efternavn fordi hun tog sin mands navn - hvilket hun ellers havde forsvoret at hun aldrig vil tage sin kommende mands navn, men det var et for godt forfatternavn til at sige nej til.



Hvornår startede i med at skrive?

Louise O'Neill: Begyndte først at skrive, da hun skrev Only ever yours. Hun var omkring 27 år.

Gayle Forman: Hun startede med at fortælle historier - før hun begyndte at skrive. Hun arbejdede i mange år som journalist før hun så fik sin datter (og så kunne kun ikke længe være rejsende journalist) og besluttede sig for at prøve at skrive en bog.

Teri Terry: Skrev som barn og fortsatte med at skrive selvom hun blev advokat. For 15 år besluttede hun sig for at nu skulle hendes drøm være seriøs og hun er ikke stoppet siden.




Hvad fik jer til at skrive for YA målgruppen?

Teri Terry: Startede med at skrive for voksne. Men fandt ud af at hun elskede at skrive for YA målgruppen, så det blev hun ved med.

Gayle Forman: Hun har arbejdet for Teen Magazine og nød den tone rigtig meget. Så det gad rigtig god mening for hende at hun skulle skrive til unge mennesker. Hun føler at den store forskel på at skrive til voksne og YA er, at I YA genren har personerne lov til at føle det de gør. Og lov til at føle meget. Hvor voksne er mere vandt til at gemme deres følelser. 

Louise O'Neill: Hun tænkte ikke så meget i målgruppe, da hun sendte bogen ind. Den kunne gå begge veje. Nogen mente hendes bog var for mørk til at være i YA genren, det synes Louise O'Neill dog ikke selv. 




Hvad er det YA genren kan eller gør for teenagere?

Louise O'Neill: Hun kan ikke forstå hvorfor YA og børnelitteratur er så undervurderet. Det er der læsningen starter. At læse YA gør at man som læser er mindre alene og måske ikke føler man skal skamme sig så meget - og at man bliver set. Hun er glad for nu, at der er så mange forskellige YA bøger, at unge i dag måske har væsentlig nemmere ved at finde sig selv i bøger end da hun selv var ung. 

Gayle Forman: Hun føler helt sikkert at YA ikke kun er spejle for at se sig selv, men vinduer til at se andre verdener. Se andre folks synspunkt og derved forstå verdenen bedre. Hun synes det er så fjollet at man altid er imod det unge kan lide - som f.eks. som det var med Beatles dengang de kom frem. Hun mener også at man aldrig nogensinde stopper med at vokse og det er derfor at voksne læser YA og stadig kan få masser ud af dem. 

Teri Terry: Føler de to andre egentlig har sagt det hele. Men tilføjer at mange af de temaer der er i historierne handler meget om hvad der sker i den virkelige verden. Så man som læser bedre kan se objektivt på ting eller via at sætte det i anden kontekst nemmere kan forholde sig til ting som virker svære at forstå i den virkelig verden. Og så er YA genren måske der hvor de unge støder på ting for første gang og derfor går de måske mere rent ind, hvorimod voksne er farvet gennem mange år. 




Hvordan ser du udviklingen indenfor YA?

Teri Terry: Mener helt sikkert at det er blevet svære i Amerika at blive udgivet som YA forfatter. Der er kommet meget ud de sidste mange år - markedet er ved at være mættet.

Gayle Forman: Man ser helt sikkert mere diversitet. Alle skal have en stemme gennem bøger og det sker nu. Hun er stolt af den udvikling. 

Louise O'Neill: Hun synes også det er vigtig at der også nu er mere diversitet mellem forfattere.




Skal man skåne teenagere for svære emner?

Gayle Forman: Hun mener at læsere selv laver en vurdering af hvilke bøger de ikke tror der er for dem. Men hun mener også at det er en misforståelse at tro at hvis unge ikke læser om farlige ting, jamen så sker det heller ikke for dem. De er bedre forberedt ved at have læst om det i et sikkert miljø. Eller hvis der sker noget forfærdelig for et ungt menneske, jamen så har de især brug for at finde sig selv i bøgerne. At finde ud af at de ikke er alene. 

Louise O'Neill: Hun læste selv mange voksen bøger som teenager. Hendes mor gik ikke rigtig op i hvad hun læste. Og hun mener at voksne gerne ignorere det for ikke at tage de svære emner med deres børn. Efter nogle af hendes foredrag hvor hun har snakket om voldtægt (med løftet øjenbryn fra de voksne der var tilstede) så er der altid nogen der er kommet op bagefter og sagt at det er sket for dem. Og så har hun kunnet hjælpe dem. Så hun mener at ved at forhindre unge i at læse svære emner, fratager dem muligheden for at navigere rundt i de svære ting selv. 

Teri Terry: Personligt mener hun ikke at der er noget man ikke kan skrive om. Men hun har helt personligt nogle ting hun vil have svært ved at skrive om selv og ting hun ikke ønsker at læse om. F.eks. har hun meget svært ved at læse om dyremishandling og om mennesker der er alt for hjælpeløse. 




Og herefter mistede jeg faktisk tråden i mine notater, for Louise O'Neill fortalte lige her efter hendes meget levende og rørende beskrevet historie om hendes egen anoraksi. Så jeg var så fanget i hendes personlige fortælling, at jeg ikke fik skrevet mere ned. Og jeg kan umuligt gengive historien her efterfølgende. Sorry. 

Gyldendal gav os en rigtig flot Goodiebag med Jenteloven og masser af lyserød merch. Og så fik vi selvfølgelig signeret bøger.

På søndag kommer jeg med det sidste bogforum indlæg (ja endelig!), og den handler om resten af min lørdag. Desværre havde jeg ikke mulighed for at være på bogforum om søndagen i år. 

Min lørdag på bogforum del 1

Obs: Indlægget var en invitation og skal derfor markeres som reklame

Så fik jeg endelig sat mig ned og kigget lidt på alle mine notater fra de to bogblogger-events jeg var med til om lørdagen. Det startede før bogforum åbnede i et lokale ovenover. I dag når jeg kun at fortælle om det ene arrangement, men mit indlæg om del 2, skal jeg nok snart se at få op også.



Rosinante & co, Lindhardt og Ringhof og Gyldendal inviterede til brunch med Malene Sølvsten, Lise Villadsen og Krisina Aamand. De blev interviewet af Kathrine (Bibliotekat).







Det første de tre danske forfattere blev spurgt om var hvilken person de gerne vil møde i virkeligheden:

Kristina: Fay Weldon, hun har en evne til at skifte mellem lys og mørke, i både sætninger og historie.
Malene og Lise: snakkede frem og tilbage om hvor fantastiske skrivebøger Elizabeth Gilbert og Stephen King har skrevet (jeg kunne ikke være mere enig)



Hvad er der ved YA som I godt kan lide?

Lise: At den rammer kernefølelsen af at være ung og på vej. Hun synes, at det er fedt at YA sektrummet er større end da hun var ung.

Malene: Tænker ikke så meget over det når hun skriver. Men hun synes det er fedt at YA genren er ved at blive anderkendt. Det er fedt at der bliver skrevet op til målgruppen, og at det er et vigtigt tidspunkt at slå klørene i folk.

Kristina: Voksende er kritiske og politiske. YA handler om følelser og det kan hun godt lide. Hun føler sig mere fri ved at skrive YA end andre genre.



Er der noget man ikke kan skrive om?

Lise: I princippet alt, men nogle emner er svære.

Malene: Mener godt at man kan skrive om de svære ting. Hun er selv glad for at skrive ting der går over grænsen. Alle emner kan behandles i YA men hun føler selv at sex er svært at skrive.

Kristina: Fordi hun skriver etnisk føler hun ofte at hun går lidt på en line. Hun ønsker ikke at folk skal føle sig udstillet i hendes bøger. Hun ønsker ikke at skabe had og modstand med hendes tekster. Tværtimod.



Kunne I finde på at skrive om andre etniciteter?

Malene: Hun har nogle med i sin bog, men hun har ikke valgt at tage dem med af politiske grunde, men fordi hun følte at det passede til historien.

Lise: Har det på samme måde.



Er det historien i finder først eller karakteren?

Malene: For mig er det historien.

Kristina: Forskelligt. Nogle gange har hun en karakter med en historie og andre gange er det historien der skaber karaktererne.

Lise: Skrive altid på personen først.

Malene: De følges som regel naturligt ad.

Kristina: Nævner at hun har en 16 siders regel. Hvis hun keder sig ved kapitel 13, så holder historien ikke. Hvis den er over 16, så overlever den.



Hvordan researcher man det rigtige sprog til YA?

Lise: Hun finder nerven og tonen i sine gamle tekster som hun skrev da hun var teenager. Hun skrev rigtig meget i den periode og har masser at tage af. Hun elskede Gyldendals grå serie og vil gerne selv ramme den nerve. Hun genkalder sig følelserne hun havde som læser.

Malene: Læser meget YA selv og læner sig op af den amerikanske tone. Hun skriver om det hun selv tænder på. Holder sig selv interesseret. Men det er ikke noget hun som sådan tænker over når hun skriver. Hun researcher til gengæld meget omkring religion og historie. Det giver hende ideer til at skrive.

Kristina: Hun siger det ligger lige for. Hun er stadig barnlig indeni. (Det kan jeg godt genkende ;0))



Hvordan var processen omkring at skrive jeres bøger?

Lise: Tigerhjerte er skrevet meget tidligt - allerede som 14 årig. Da hun blev ældre hev hun den frem igen og redigerede den. Sendte den ind. Blev afvist. Redigeret igen og igen. Hun fik at vide af et forlag at hun skulle prøve at finde historien i historien og det hjalp hende til endelig at komme ind til nerven af hendes bog. Hun skrev den om og sendte ind til Høst og søn som antog den og hjalp den igennem den sidste redigering.

Malene: Skrev den første bog i hendes serie i hemmelighed. Det var hendes hobby. Et hyggeprojekt. Fantasy var et helt naturligt valg. Hun sendte den ind og den blev antaget. Hun var tre år om at få udgivet den første.

Kristina: Hun både besvimede og kastede op af at skrive på romanen Mørkt rum. Det var en meget dramatisk process og meget udmattende at skrive den. Hun blev grebet af det der mørke rum. Og hun anbefaler at man helt sikkert skriver på noget andet ved siden af. Hun var to år om at skrive den.



Hvad skriver I på nu?

Kristina: Hun tager på Hald hovedgaard og skriver på en helt ny YA ide. Eller hun får nok en god ide på vej over i bilen.

Malene: Hun holder helt tæt. Hun skriver i smug lidt endnu og hun elsker det. Men hun skriver ligenu på hele tre projekter, så hun ved ikke lige hvilken der vinder endnu.

Lise: Hun læser ligenu korrektur på en zoom bog om hævnporno og så arbejder hun på sin anden YA roman.










Til arrangementet fik vi blandt andet alle udleveret Lise Villadsens Tigerhjerte fra Rosinante og co./ Høst og søn.

Af Lindhardt og Ringhof / Carlsen Puls fik vi denne kæmpe goodiebag med masser af All. The. Feels. merch og et par forhåndseksemplarer på deres fremtidige udgivelser.

Bloggerbrunch med Peter Mogensen og Turbine forlaget

I forbindelse med Peter Mogensens nye debut roman 'I bjørnens klør' udkom, var jeg sammen med en håndfuld bloggere inviteret til bloggerbrunch med Peter Mogensen nede på Turbine forlaget i Aarhus. Som jo normalt også er min arbejdsplads, men jeg var rigtig spændt på Peter Mogensens nye roman, for jeg kan normalt godt lide politiske spændingsromaner, og Peter Mogensen som jo har arbejdet i statsministeriet i en årrække, må have et rigtig godt indblik i den historie han vil fortælle. 

Han fortæller os også til brunchen, at det lige præcis er det, der gør at hans bog allerede havde solgt filmrettigheder til bogen inden den havde fundet forlag. Der er kun en lille håndfuld mennesker der ved hvordan det rent faktisk forgår i statsministeriet, og han fortæller også at det ikke er en hel almindelig arbejdsplads. Den viden han sidder med har derfor ramt en tør plet i dansk litteratur.

Peter Mogensen fortæller os, at personerne i historien er inspireret af nogen han har mødt i virkeligheden og måske også sig selv, men han har på ingen måde gået efter det. Måske lige med undtagelse af Putin. 

Historien blev til fordi han sad i Toscana og ikke havde nogle bøger han gad læse. Og pludselig sad han der og skrev og fortalte selv historier, som han synes var bedre end det han læste. Han fortæller dog at der er langt fra at sidde og hygge skrive og så tage det mere seriøst. Det var lidt af en mur han skulle igennem og han har fået hjælp af forskellige i hans omgangskreds der er vandt til at arbejde med litteratur. Så han mener han har været igennem mange af de klassiske begynderfejl, f.eks. startede han ud med 14 synsvinkler og endte så som nu på fire. Så det har været et større redigerings arbejde. 

Hans mål med bogen er egentlig bare at læserne bliver underholdt og at de finder den spændende, men underliggende i historien ligger også en bekymring om det Rusland vi står overfor i dag. 

Imens han fortæller om sit spændende arbejde med bogen spiser vi virkelig mange lækkerier som Turbine har disket op med. Der var virkelig meget lækkert mad. Og efter maden bliver der tid til lidt fotografering og et par signeringer. Samt Marie fra Turbine viser os forlaget. Og det var så her jeg skulle have tænkt på at have ryddet mere op på mit skrivebord. Oh well.. 

Peter Mogensen bliver som noget af det sidste spurgt om fremtiden for ham som forfatter, og han virker meget ydmyg i forhold til, at hvis folk vil læse hans bøger, jamen så kunne han da godt tænke sig at sidde og skrive videre nede i Toscana, og foreløbig tænker han i en fortsættelse til 'I bjørnens klør'

Tak til Turbine og Peter Mogensen fordi jeg måtte komme med. Det var super hyggeligt. 

De sidste to billeder er taget af søde Karina fra Crossing Journeys

Forfattersalon med Leonora Christina Skov og Politikens Forlag

I tirsdags var jeg til noget så fantastisk som et arrangement med en forfatter jeg beundrer og har gjort siden jeg så hende blive interviewet for første gang på bogforum med bogen Førsteelskeren. Jeg nåede aldrig at få bogen med hjem, hvilket ellers havde været min mission.

Det første vi møder er storsmilende Leonora, da vi kommer ind af døren. Hun siger straks hej, og følger det hurtigt op med: 'Det er Julie og Karin ikke'? For dem der har fuldt Leonora på instagram - i øvrigt, hvis du ikke gør, så kan jeg kraftigt anbefale det - ved at hun er ansigtsblind og derfor hvor stor en ting det er at hun kan genkende en - og så ovenikøbet fra internettet.

Vi fortsatte ind i den smukkeste stue der var pyntet op - med Leonoras ord: en mellemting mellem en 5-års børnefødselsdag og en nytårsaften. Personligt elskede jeg det - og jeg kunne konstaterer at på de 5 minutter det havde taget mig at komme fra gaden og ind i stuen, var jeg blevet ret så starstruck.

Jeg havde lyst til at spørge om alt lige fra hvad der skete med hendes kat? Hvilken hårfarve hun farver sit hår med. Til alle mulige og umulige spørgsmål omkring dét at skrive. Men min hjerne var mush.










Leonora imponerede videre med de i sig selv autentiske smørbagte horn fra bogen, som hun bagte for første gang. Bare for vores skyld. Lejligheden er lige så overdådig som man får indtrykket af fra instagram. Jeg var særligt lidt jaloux over deres karnap (som må være det hyggeligeste læsested) og ikke mindst hendes skrivebordsplads. Og okay, hendes make-up bord.

Men bedst af alt var selvfølgelig hendes villighed til at svare på alle vores spørgsmål. (Eller mangel på samme fra mig ahem...) Leonora fortalte hvordan hun ikke skrev på bogen på sit skriverefugium i Indien, og om hvordan hun stille og roligt kom i gang med blandt andet hjælp fra folk der gerne vil høre hendes historie. Det var især dem der havde givet hende mod til også at få skriveprocessen inddraget i historien. Foran Leonora ligger Chanel spejlet (der også er tilstede i bogen) og en rød læbestift fra Sephora.

Hun fortæller os, at selv om hun har valgt roman formen så er alt i den sandt. Men at det selvfølgelig er hendes side af historien. Der er to personer i bogen hun ikke snakker med længere og derfor er deres navne ikke de rigtige, Louise og Kiki hvis jeg ikke husker meget forkert. Et par dialoger er slået sammen, for ellers vil de have været for lange til bogen - og det er sådan set det. Resten er sandt og hun har, grundet at hun har skrevet siden hun var 7 år, kunnet gå hen og slå op og finde ud af præcis hvem der sagde hvad, hvornår og hvad hun havde følt i situationen. Det har været et kæmpe arbejde, at kigge alle de dagbøger igennem. Men for mig som læser må jeg sige, at det har været godt givet ud, for jeg har virkelig kunnet mærke opvæksten - fra den lille viljestærke og livsgalde pige, til den indeni trodsige teenage - til pigen der springer ud og mister alt - til den stærke kvinde vi ser i dag. 

Hun fortæller videre, at alle der har en større rolle i bogen har læst den før den udkom. Også hendes far, som var den sidste hun sendte til, da hun var sikker på alle kommaer stod korrekt. Der gik en måned før hun hørte noget, men så dukkede der pludselig en mail op. Hun turde ikke selv se det, så hendes Annette læste højt for hende. Det var heldigvis et positivt svar, at han elskede hende og var stolt af hende, og at han respekterede hendes version, selvom han ikke selv helt kunne se det på den måde. Leonora fortalte endtvidere, at hun var kommet i kontakt med Inga - sin mors bedste veninde, som hun havde håbet måske kunne bringe hende nogle svar, men faktisk havde de kun været venner i et halvt år. 

Vi snakkede rigtig meget om det der sker op til slutningen, så det vil jeg selvfølgelig ikke spoile noget om. Men jeg må sige, at jeg synes det er virkelig spændende at sidde og høre en forfatter snakke om slutningen på sin bog bagefter. Og selv om hun aldrig ville få muligheden for at få konfrontationen med sin mor, så havde hun i det mindste fået nogle flere svar her efterfølgende fra sin far, og det har været en lettelse for hende. Så det hun indtil videre har fået ud af bogen og reaktionen fra faren har indtil videre været det hele værd, fortæller hun. 

Annette fortæller i løbet af aftenen, hvordan det er at se en forfatter i arbejde. Hvor uglamourøs det i virkeligheden er. At sidde og skrive. Det fik mig til at smile, for det mindede mig om hvad min egen mand hele tiden siger. 'Jeg forstår ikke du gider.' Men det er tydeligt at den her historie har brændt efter at blive fortalt, og det er virkelig også en vigtig og modig historie. Og før jeg begynder at skrive en lang anmeldelse af den, må jeg hellere linke til den jeg allerede har skrevet i stedet: Den, der lever stille anmeldelse.

Leonora fortæller også i løbet af aftenen, hvor godt det er at kunne have en åben dialog omkring blandt andet døden. Hun havde manglet den snak med lægerne, for hun kunne ikke selv tage den med sin mor, da hun så kunne risikere igen at blive beskyldt for hendes snarlige død. Siden har hun haft snakken med flere læger og sygeplejesker om hvordan det også så ud fra deres side, at de måske mangler uddannelse eller viden om det er ok for de efterladte.  

Vi snakker om at hendes historie har mange vinkler. At det er nemt at finde sig selv i hendes historie. Det kan både være en opvæksthistorie, en homohistorie, en historie om at blive misforstået og ikke elsket. En historie om at finde sig selv, eller genskabe sig selv, finde healing. At leve videre efter ens verden er slået i stykker. At være tro mod sig selv og derved til slut ikke at miste sig selv, selvom omverdenen kræver det.

Åh, jamen jeg kunne blive ved, Leonora fortalte om så mange gode ting, og jeg synes virkelig man skulle gøre sig selv den tjeneste at tage ud og høre hende til en af de mange foredrage hun skal holde, for det giver virkelig bare bogen et ekstra lag. Eller som minimum hør det her podcast 

Bogforum 2017 - søndag

Så kom vi til det sidste indlæg om bogforum og det drejer sig om resten af søndagen. Jeg ved ikke helt hvor den dag blev af skal jeg ærligt indrømme. Den gik nok mest med de to events jeg var til, samt at pakke alt ned i bilen, fordi vi skulle finde Jylland igen. Så vi blev desværre også nødt til at tage afsted inden bogforum sluttede.

Jeg fik set lidt af Jeffrey Archer på hvid scene inden jeg skulle til blogger arrangement med ham. Min søn især synes virkelig godt om oplægget. Det var faktisk lidt sjovt, at se den kontrast - Jeffrey Archer på scenen og senere til blogger arrangementet, der var virkelig en mærkbar forskel. 

Ellers så så vi lidt hist og her, men jeg mentalt forberedte mig til at skulle sige farvel for denne gang til bogforum. 

Hvad ærgrede jeg mig over søndag? Ja, set i bagspejlet har jeg jo ærgret mig over noget hver dag. Men hvis det er noget, så er det selvfølgelig at bogforum sluttede alt for tidligt (igen i år) og så at jeg aldrig har fået de fine bogmærket fra Spektrum serien, ej heller fået sludret så meget med Nanna Foss. Det er altid så hyggeligt. Men der er jo blevet rift om hende. ;0)

Farvel bogforum. Jeg håber du seriøst overvejer mit forslag med at starte allerede torsdag, til næste år.