Lars Daneskov, der har mere end 30 års forfatterskab bag sig, er aktuel med en ny børneserie om Lulu, hendes ven Otto og ønskestenen Stenfjæs.
Min anmeldelse af de to første bøger, kan læses her
Hvordan fik du ideen til at skrive Stenfjæs?
Faktisk er det en idé, jeg har tumlet med i mere end 25 år. Oprindeligt handlede historien om en dreng ved navn Knud, som fandt en ønskesten og ved en fejl kom til at ønske, at det skulle blive ved med at være søndag. Jeg nåede tre kapitler ind i historien, og pludselig kom der en film med Bill Murray, der hed ”Groundhog Day” med præcis samme grundriff om en dag, der gentager sig i det uendelige. Dermed døde min historie i første omgang, men ideen om at komme til at ønske noget ved en fejl blev alligevel ved med at leve og fandt så endelig sin form med Stenfjæs efter en sommer, hvor især min kæreste blev ved at finde sten på stranden, der lignede ansigter. Pludselig vendte den gamle idé tilbage, og jeg fandt ud af, at nøglen for mig var, at ønskestenen ikke bare skulle være en rekvisit, men en karakter med egen personlighed og vilje. Nu hedder Knud så ikke længere Knud, men Lulu, og stenen Gnubbe er blevet til Stenfjæs. I det hele taget er historien fuldstændig anderledes, men kimen blev lagt dengang.
Hvor lang tid tager det dig at skrive en bog om Stenfjæs?
Jeg bruger enormt meget tid på ikke at skrive, når jeg skriver, forstået på den måde, at jeg altid forsøger at få hele handlingen og alle mine karakterer på plads, inden jeg overhovedet skriver en linje. Jeg har brug for at se historien for mig og vide, hvor jeg skal hen. Dermed starter de fleste af mine bøger som sådan en slags plot-sudoku, hvor alle løse ender og handlingstråde kommer på plads. Først når de er det, kan jeg gå rigtigt i gang. Det betyder, at det, der i virkeligheden tager mindst tid, når jeg skriver, er selve skriveprocessen. Den kan nogle gange være hurtig, men kun fordi at forarbejdet har været langsomt.
Jeg synes egentlig Stenfjæs bogen er lige så relevant læsning for voksne som for børn. Da den især giver voksne mulighed for refleksioner i forhold til deres egen hverdag. Er det bevidst du har skrevet bogen sådan?
Det, vil jeg labbe i mig som den største ros overhovedet. Det er præcis det, der er tanken, når jeg skriver. Jeg plejer at kalde mine bøger ikke for børnebøger, men for familiebøger, for det er det, de gerne må være. Jeg vil gerne lave historier, som børn synes er spændende eller kan grine af, men som samtidig efterlader eftertænksomhed hos de voksne og giver noget at tale om. Og hvis voksne læsere kan genkende sig selv for eksempel i Lulus far, der henslæber sit liv med kedelige møder på kommunen og ser frem til weekenderne med sin gamle Schweinsteiger 500-motorcykel eller i Baron von Schmuksak, der glemte kærligheden, fordi han var alt for optaget af sin titel og sine penge, så er det kun dejligt.
Der er mange paralleller i Stenfjæs, til vores egen moderne hverdag, med balance mellem børn og arbejdsliv. Og måske glemmer vi os selv og især vores børn i et forsøg på at gøre det hele så godt som muligt. Har vi, efter din mening, i dagens Danmark for travlt til vores børn?
Jeg tror, at mange voksne har så travlt med at være voksne og effektive, at det, der bliver klemt først, er det legende og nære. Det går ofte ud over børnene, og jeg kan mærke, at det er en grundstemning, som meget nemt flyder ud i næsten alle mine historier. Børn, som undrende må se til, når deres voksne fumler rundt med deres vigtige liv og samtidig har svært ved at skjule deres skuffelse over alle de drømme, de engang havde, som aldrig blev til noget. Jeg elsker, når Lulu for eksempel spørger sin far, om dét, han drømte om, dengang han var lille, virkelig var at blive sådan én, der gik til møde med kommunen. Det er barnets renhed og uskyld mod alle os størknede voksne.
Jeg elsker at Stenfjæs især også fokuserer på, at alle de ønsker vi går og har, måske ikke bør gå i opfyldelse. At vi alle har brug for at kede os og have stabilitet. Ja, kedsomhed er vel også med til at udvikle en god fantasi. Men så igen så skal fantasien også gerne fodres med opmærksomhed. Tror du at vi i virkeligheden slet ikke kan opnå balance?
Det, jeg godt kan lide ved figuren Stenfjæs, er først og fremmest, at han er en ønskesten, der ikke gider så meget pis. Han gider ikke, hvis nogen bare ønsker penge eller i det hele taget er grådige. Derimod vil han gerne træde til, når Lulu vil hjælpe sin lidt forsagte ven, Otto, eller bare lige vil peppe det kedelige i det daglige lidt op. Dermed appelerer han til Lulus fantasi og trang til at være ordentlig og truer samtidig med simpelthen at gå i stykker, hvis Lulu bare bruger ham til at rage til sig som en anden nyslået lottomillionær. Men selvfølgelig kan selv Lulus helt velmente og fantasielskende ønsker gå skævt. Det er det, der er bunden i bøgernes humor, og det, der for eksempel udløser deres larger-than-life-lag med spillekortet Zolon, der pludselig bliver levende eller spøgelserne på Hasselback Slot, der bliver vækket, mens Lulu er på lejrskole med klassen.
Bogen har som jeg lidt har være inde på, rigtig mange budskaber. Hvilken var den vigtigste for dig at formidle?
At fantasi og legesyge måske er det vigtigste overhovedet i livet. Den dag, man glemmer at lege, dør man sgu en lille smule i hovedet. Lulu har for eksempel en lille hestehale oven på hovedet, som, hun begejstret synes, ligner et springvand, mens hendes damefrisør-mor bare voksensukker: ”Jeg ved ikke, hvad du ligner.” Præcis dét møde mellem barnets umiddelbarhed og lyst til at tro det bedste om verden og den voksnes resignation og manglende evne til at lege med, er noget af det bærende i alle tre bøger i serien. Tro på det største og leg med. Som sidste sætning lyder i den første bog i serien: ”Man ved aldrig, hvad der kan ske.”
Hvad ønsker du at læserne tager med sig fra dine bøge om Stenfjæs - voksne som børn?
Nogle gode grin og lyst til at snakke videre med hinanden. Hvad ville man egentlig selv ønske, hvis man kunne ønske alt? En lyst til at rykke sammen om en sjov historie.
Ud af dit lange forfatterskab (over 30 år) hvilke af dine bøger har været sjovest for dig selv at skrive?
Jeg bliver nødt til at give det kedeligste svar i verden: Jeg synes, det er lige sjovt hver gang. Fra den første spæde note, der lander i telefonen over de overtegnede kladdehæfter, og så pludselig en handling og nogle personer, der får krop og endelig til sidst hele legen ved computeren. En del af processen er den samme hver gang, og alligevel er arbejdet og oplevelsen hver gang fuldstændig ny. Og heldigvis er det meget ofte decideret sjovt. Jeg kan nogle gange – og nu lyder jeg virkelig som en selvfed tosse – komme til at grine højt af noget, jeg selv har skrevet, når jeg genlæser og måske har været væk fra teksten et stykke tid. Som om det er noget, en anden har fundet på. Det er en syret oplevelse.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg er i gang med flere ting. I første omgang en række korte og afsluttede fortællinger for mindre børn, men også en ny godnathistorie til en antologi og så noget, jeg faktisk ikke helt ved, hvad bliver endnu. Lidt mere alvor uden dog at give køb på humoren og det melankolske. Jeg har gået lidt rundt om computeren et stykke tid og kan mærke, at puslespillet begynder at lægge sig.
5 hurtige favoritter...
Favorit sted at læse?
Stranden.
Favorit sted at skrive?
Vores sommerhus.
Favorit bog?
Dan Turèlls ”Alhambra Blues”. I hvert fald er det den, jeg oftest vender tilbage til …
Favorit forfatter?
Nick Hornby, Dan Turèll, Ole Lund Kirkegaard, Erlend Loe, Helle Helle …
Favorit genre?
Børnebøger, skønlitteratur, biografier, lejlighedsvis krimi.
Ingen kommentarer
Send en kommentar