Episke kærlighedshistorier

 

Jeg elsker en god kærlighedshistorie. Alle typer faktisk. Men selvom jeg holder meget af Simona Ahrnsted, Mhairi McFarlane, Jojo Moyes, Kinsella, Erin Watt, Lisa Kleypas, Julia Quinn og Kasie West. Så har ingen af dem opnået det jeg kalder 'episke kærlighedshistorier' - i hvert fald ikke hos mig. 

Jeg har gransket lidt i ordet episk - hvad er det lige der gør en kærlighedshistorie episk? Fx vil jeg uden at tøve karakterisere Stolthed og fordom, Jane Eyre, Borte med blæsten, Den store Gatsby og Stormfuldehøjder som episke - omend de tre sidste er bittersøde. 

De klassiske kærlighedshistorier har selvfølgelig også bestået tidens gang - men der er også mange nutidige bøger som rammer det episke. Såsom  'The Notebook' (eller det gør filmen i hvert fald ;0)), 'Outlander' og ej at forglemme 'Twilight'. 

Hvad gør så en kærlighedshistorie episk? 

Det er så spørgsmålet. Det virker som en ren balancegang som nogle formår at ramme rigtig og andre ikke gør. For de episke kærlighedshistorier giver den MAX gas og det kan enten føles 'over the top' eller 'episk'. Der er ikke nogen muligheder imellem. 

Et af kriterierne er at kærligheden overvinder alt, om det så er tiden der overvinds eller forhindringer som er udefrakommende eller indre karaktertræk i personerne selv. Fx bliver Elizabeth og Darcy begge bedre mennesker før de finder hinanden. I starten er det helt utænkeligt at Lizzy Bennet nogensinde skulle ende op med Darcy, men med tiden bliver hun klogere på ham men især også på hende selv. Der er også Rhett Butler som elsker Scarlett trods hendes mange, mange fejl - og de får også gjort hinanden til bedre mennesker (og værre), men timingen er fuldstændig off - men vi er efterladt med en følelse af at tiden måske kan overvinde det ...

I Twilight kan vi næsten også kun konkludere at Bella og Edwards kærlighed er stærkere end noget andet - fordi hun vælger ham og ikke den helt igennem fantastiske og perfekte Jacob. At de konstant kommer igennem masser af forhindringer gennem fire bøger gør da heller ikke deres kærlighedshistorie mindre episk. 

Alt det efterlader også en masse til læseren selv. For det er ikke alle der føler at Bella og Edwards kærlighedshistorie er smuk og episk og selvom flertallet gør, så er følelsen individuel og ikke noget der kan presses ned over hovedet på andre. 

Så hvis en læser er efterladt med en følelse af at kærligheden i en historie kan overvinde A L T. Er det så lig med at historien er episk - hmmm... måske?! 

Det kunne i hvert fald forklare, at jeg sjældent føler, at jeg finder episke kærlighedshistorier i YA romaner eller almindelige feel good romaner. Jeg er ikke altid 100% overbevist efter endt læsning at kærlighedshistorien er for evigt. Dér hvor jeg nogle gange føler det er faktisk i fantasy romaner, måske fordi deres præmis i sig selv er ud over det normale og derfor er jeg personligt nok også mere tilbøjelig til at tro at kærligheden i de historier vil varer evigt, fordi historien i sig selv er så unik. 

Disse er nogle af de bedste fantasy kærlighedshistorier, jeg har læst som kommer ret tæt på episk:

Blogstatus 2021

 

Sidste år besluttede jeg mig for at lave færre blogposts, helt præcis en hver fjerde dag. Det har desværre ikke helt hold stik. Jeg er ikke god til at gøre ting halvt. Eller rettere: føle at jeg gør ting halvt. 

Enten giver jeg den alt det jeg har eller også så går det desværre lidt i glemmebogen - eller også skal årsagen simpelthen findes i at det måske er på tide at forny den måde jeg blogger på. Nu har jeg stortest blogget på samme måde de sidste 9 år - dog med gradvise ændringer - det er måske på tide at jeg finder ud af hvad det er der gør mig begejstret for at komme ind på bloggen og skrive en helt masse som jeg gjorde førhen. 

Det hjalp heller ikke at jeg i 2020 fik en mindre læsestrejke. Det var ikke så godt. Heldigvis har jeg fundet mit læse-mojo igen og det - i sig selv - er fantastisk. 

Førhen var jeg begejstret for at dele alt hvad jeg læste med omverden. Få aktuelle bøger til anmeldelse, læse dem og skrive hvad jeg synes om dem. Og nøj, hvor havde jeg mange meninger. Det har jeg altid haft, det er nok årsagen til at jeg begyndte at anmelde, for ligesom at få luft for alle mine tanker og meninger. 

Siden er min tid blevet mindre og jeg har derfor ikke rigtig mulighed for at modtage anmeldereksemplarer længere, for det optager tid for det jeg virkelig brænder for at læse. Det har været lidt en process at komme til den konklusion, for jeg har også en ide om at jeg personligt (blogmæssigt) ER mere aktuel, når jeg læser og anmelder de aktuelle bøger og ikke bare kun dem jeg selv godt kunne tænke mig at læse. 

Jeg har altid i den tid jeg har blogget haft jer mine læser i tankerne som det første. Hvad kunne være interessant for jer at høre om. Hvilke bøger kunne i tænke jer at få en ide om ville kunne være noget for jer eller ej ... og jeg har ikke fået den ligning til at gå op endnu der hedder at jeg nu læser mere for min egen skyld en for jeres. 

Men jeg elsker blogmediet og er bestemt ikke færdig med det endnu. Så jeg vil prøve at blive bedre til at skrive mere om de steder hvor jeg rammer jer. 

Så jeg har tænkt mig at forsøge med at lave et indlæg hver fjerde dag og så blande det med nogle (forhåbentlig vlogs) - jeg filmede 3 stks før jul og har ikke haft tid til at redigere dem endnu - anmeldelser - tanker og læseoplevelser. Og masser af læsebegejstring. 

Kan en anmeldelse blive forældet?

Det spurgte jeg mig selv om i december, for jeg havde netop fået en kommentar på bloggen fra en som havde følt at den pågældende bog var racistisk og det var den faktisk! Jeg tjekkede og slettede med det samme anmeldelsen. Kommentaren fra personen der havde gjort mig opmærksom på det ligger ikke længere på bloggen fordi hele indlægget blev slettet så man kan ikke længere se det.
Så ja, desværre kan en anmeldelse blive forældet. I hvert fald for mig. Jeg er blevet klogere siden jeg startede bloggen i 2012.

Hvor bøger i princippet er beskytter af deres datering, så føler jeg ikke at mine anmeldelser er det på samme måde. For selvom de også ligger under en dato så er det klart at hvis man søger efter en anmeldelse af en specifik bog så tjekker man ikke lige datoen. Jeg lovede derfor mig selv at tjekke min blog igennem og slette de anmeldelser som jeg ikke 100% kunne sige jeg stod ved i dag. Jeg gik dog lidt i barselsmode men nu i tiden her med blacklivesmatter synes det nu mere nødvendig at få det gjort hurtigt end at blive ved med at udsætte. Jeg gennemgår derfor systematisk min blog de næste dage og kommer helt sikkert til at slette nogle gamle anmeldelser.

Det er super vemodigt at skulle slette løs, for den her blog har været som en slags læsedagbog og jeg har ikke villet slette noget og jeg har altid gerne ville anmelde alt hvad jeg læser, men det var lidt af et wake up call. For ville jeg virkelig være med til at fremme litteratur som jeg ikke længere kunne stå ved, uanset om det så var racisme eller undertrykkelse af minoritetsgrupper. Jeg ville i hvert fald gøre opmærksom på det i anmeldelserne, men så kom problemet jo med de anmeldelser som i forvejen ligger på min blog, for jeg kan jo ikke huske alt hvad jeg læste for 8 år siden ... Derfor har jeg taget beslutningen om at slette de indlæg hvor jeg ikke længere kan huske bogen og derfor ikke ved om jeg kan stå ved det der står. 

Hvis du har lagt mærke til det har jeg også af den årsag været nødt til at slette min fane der hed anmeldelser. For den vil ikke længere være opdateret og det vil være et kæmpe arbejde, at skulle sidde og opdatere. Så jeg tog konsekvensen og slettede den, allerede tilbage i december. Men hvis du står og leder efter en specifik anmeldelse, så brug søgeværktøjet over i højre side. Den kan man nemt finde opslagene med. 

-

Så kære danske forfattere hvis du vil gemme min anmeldelse af din bog, så er det nu. Selvom din bog er safe så kan jeg ikke garantere at den ikke ryger i svinget, men hvis jeg har anmeldt din bog indenfor de sidste tre år så vil den stadig ligge der.

Jeg må også hellere tilføje at det selvfølgelig ikke er alle bøger der indeholder racisme som ryger, det er måden den er repræsenteret på. F.eks. hvis det er bogen der er racistisk eller opfordre til racisme. Historiske bøger og fantasybøger kan f.eks. sagtens indeholde racisme og endda bruge det aktivt til at gøre os opmærksom på racismen som en negativ ting. 


Så alt andet lige vil det jo nok være et fåtal der ryger, men som sagt så er det ikke alle bøger jeg husker lige godt, så derfor denne advarsel. 

At skrive kontra at læse

Jeg har længe tænkt over, hvor meget tid jeg bruger på at læse kontra på at skrive. Jeg bliver væsentlig mere tid på at læse i tiden, eller i de sidste par år. Men ironisk nok, så holder jeg faktisk meget, meget mere af at skrive mine egne historier frem for at læse andres. Det er bare ikke nær så forpligtende eller tidskrævende lige at samle en bog og op læse. Og inspirationen skal også gerne ramme før man får den der fantastiske susende fornemmelse, som man ikke kan få bare ved at læse en bog.

At blive opslugt af en historie er nemmere når man læser. Det er på mange måder et quick fix. At blive opslugt af min egen historie kræver mere tid, men det er den største fornøjelse at fortælle sig selv den type historie som man bare elsker. Man har fuldstændig kontrol og man kan skabe lige præcis dén scene som man vil elske. For når man læser så er man nogle gange heldig at læse en scene hvor man bare elsker alt ved den, men chancen for at man bare elsker alt ved bogen er ikke særlig sandsynlig. Det er meget mere sandsynligt når man selv skriver.

Hvor vil jeg så hen med alle disse tanker. Jo, jeg skal nok bare blive bedre til at huske mig selv på, at den susende fornemmelse kommer på et tidspunkt. At quick fixes er gode, og også skal have plads. Men at det kunne være fantastisk rent faktisk at skrive sin egen historie, hvor man bare kan give den gas, og fortælle sig selv en historie man bare fuldstændig elsker.

Opfordring til mig selv og til jer er hermed givet videre.

Jamen, du læser da ikke krimi?

Det spørgsmål får jeg nogle gange, når jeg begynder at snakke med på samtaler om Stig Larsson. Det overrasker ofte andre at jeg har læst dem og ikke mindst også synes rigtig godt om dem. Det er mit indtryk at læsere ofte bliver opdelt i to kategorier - dem der læser thriller/krimi og dem der læser romance. Og dem der læse romance læser aldrig krimier og omvendt. Men kan det virkelig opgøres sådan?

Måske er der en sandhed i det. For jeg kan da i hvert fald godt se en enorm forskel i det antal romance jeg læser kontra thriller/krimi. Og selvom det ikke betyder at jeg ikke godt kan nyde sidstnævnte genre, så bryder jeg mig faktisk ikke om at læse frygtelige beskrevne dødsfald. Eller de bøger der forsøger at skræmme mig fra vid og sans. Mens andre finder stor glæde ved den slags bøger og samtidig helt sikkert synes at romance er noget af det kedeligste de ved.

Jeg synes bare ikke at verdenen er så sort og hvid, for de genre er meget mere end bare det. De bedste af slagsen kan især noget særligt. Selvom jeg er til kærlighedsromaner, så er jeg endnu mere til 'den gode historie' hvis man kan sige det. Det er jo ikke ligefrem en genre, men bøger er jo mere end bare genre.

Jeg falder dog selv i fælden, for hvor længe har jeg ikke undgået J.K. Rowlings 'The Cuckoos Calling', fordi jeg var bange for at ødelægge mit ret uspolerede billede af J.K. Rowling som en af mine absolutte yndlingsforfattere? Og læste jeg ikke kun Stig Larsson fordi bøgerne var så hypede at det ikke var til at undgå dem? Samtidig sagde jeg gang på gang til mig selv at jeg også snart må få læst Gone Girl og Girl on Train fordi de netop er hypede, men jeg kommer aldrig rigtig til det. Der er andre bøger der presser sig på. Men da jeg så Gone Girl filmen, så nød jeg den jo som jeg havde regnet med at jeg ville, og jeg sad selvfølgelig i mit stille sind og ønskede at jeg havde læst den på bog først, fordi den uden tvivl ville have været en bedre oplevelse.

Sandheden er jo, at jeg altid søger ud efter en kærlighedshistorie og/eller fantasy (gerne med kærlighed i) eller en historisk roman frem for en krimi eller thriller. Men det betyder ikke at jeg ikke læser en engang imellem når det kommer over mig og ofte finder jeg stor glæde i det. F.eks. synes jeg at  'The Cuckoos Calling' var helt igennem skøn og den bekræftede mig i at jeg faktisk ligefrem kan elske en type krimi. Jeg foretrækker bare de mere klassiske, dem med masser af spor, dem uden en masse blod, spat og spænding der føles så nervepirrende at den ikke er til at holde ud. The Cuckoos Calling forsøgte ikke at fucke med mit hoved, i stedet gav den mig en helt igennem fantastisk og spændende læseoplevelse.

Karin Slaughters 'De smukkeste', var også fantastisk (selvom den faktisk fuckede med mit hoved) og en af de bedste bøger jeg læste sidste år - på trods af at bogen gav mig dagmareridts og at jeg dybest set havde det dårligt under læsning. Måske er det fordi jeg føler for meget!? Ja, jeg ved faktisk ikke hvad der gør at de to grupper er forskellige, men jeg ved bare at jeg ikke finder kærlighedshistorier kedelige og jeg ofte finder krimier lidt for spændende til min smag.

Så jo, der er nok en sandhed i at jeg foretrækker at gå efter en bestemt genre, fordi den har jeg læsehistorisk set nydt mest. Men det betyder bare omvendt ikke, at jeg ligefrem hader alle krimier, eller at jeg kun kan nyde at læse i udnævnte genre. Ligesom at det heller ikke er alle kærlighedsromaner jeg synes lige godt om. Jeg kan sagtens se værdien i de krimier jeg har læst og som sagt var Karin Slaughters bog SÅ fantastisk, på trods af at jeg dybest set havde det dårligt under læsningen. Men erfaring siger mig at jeg har mere held med en krimi/thriller hvis det er en forfatter der sælger mange bøger, for de er som regel meget mere end et genrefix, og derfor er deres bøger ofte værd at have det dårligt over at læse. De er en gennemgående god historie. Så kvalitet spiller helt sikkert også en stor rolle.

Så svaret til overskriften må være: Jo, når det er en god historie.

Er du også mere til den ene gruppe frem for den anden? Kan du bedre lide en thriller-brownie frem for en love-brownie? Eller omvendt? Eller kan du lide begge genre lige højt? Kan du nikke genkendende til den skarpe genreopdeling hos læseheste?

Jeg anmelder alt jeg læser fordi ...

undtagen selvfølgelig genlæsninger og bøger jeg har læst i forbindelse med research og vurderingssager. Jeg må også skynde mig at tilføje, at jeg er bagud med at anmelde alt jeg har læst,  men alle anmeldelser er skrevet og de bliver delt hist og pist i fremtiden mellem mere aktuel stof.

... det giver det helt rigtige billede af mig som læser og det er det jeg ønsker at formidle gennem min blog.

... jeg i mange år før jeg blev bogblogger ikke kunne lade være med at analysere alt hvad jeg læser. Det er helt sikkert en af skaderne ved at gå så meget op i hvordan bøger skal skrives, men i dag falder det mig helt naturligt. Og derfor ikke noget der genere mig.

... al litteratur fortjener omtale. Uanset om det er en Atwood roman eller Fifty Shades of Grey. Jeg kan lide begge dele af forskellige årsager.

... man som læser/blogger er med til at fortælle hvad der er godt og hvad der ikke er godt. Så derfor er det også vigtigt at anmelde de bøger vi ikke synes om. Bare vi husker at skrive hvorfor. Jo, mere vi er åbne omkring det, jo mere kan vi forhåbentlig præge markedet.

... jeg finder en ærlighed i det, som jeg ikke ville have været foruden. At I som læsere af denne blog altid ved præcis hvad jeg mener om en bog jeg har omtalt. At vise en bog på instagram uden at formidle hvad man mener, kan være fint for nogen, men for mig betyder det noget at vide hvad den pågældende mener om bogen.

Tanker om 'Pseudonym'

Pseudonym
opdigtet navn som nogen, især en forfatter, bruger for at skjule sin identitet


Et pseudonym er lidt en sjov størrelse, synes jeg.

Nogle forfattere bruger det hvis de skrifter genre og måske skriver i en anden stil. Andre skriver måske sammen og har fundet et fælles navn, som f.eks. Lars Kepler eller A.J. Kazinski. Det blev i sin tid også brugt meget da det ikke var så normalt eller ligefrem velanset at kvinder udgav bøger, derfor hed Brontë søstrene også Currer, Ellis, og Acton Bell i stedet for deres rigtige navne.

Jane Austen brugte også pseudonym, det var dog mindre kønsdiskriminerende, da det var "A Lady." Men dog anonym. Og George Eliot står stadig på bøgerne på trods af at bøgerne er skrevet af Mary Anne Evans, der udtalte at hun brugte pseudonym fordi: to ensure that her works would be taken seriously.

Det skræmmende er lidt at man i dag stadig lidt føler at kvinder ikke er så gode sælgende forfattere som mænd, siden at nogle vælger at bruge deres initialer for så at skjule deres køn. Sådan var det især indenfor fantasy en overgang og da også årsagen til at der står J.K Rowling på bøgerne og ikke Joanne "Jo" Rowling.

Nu vi er ved Rowling så har hun siden hun afsluttede Harry Potter-bøgerne leget med tanken om at skrive under et pseudonym. Hvilket hun også endte med at gøre - det blev bare ret hurtigt afsløret hvem det i virkeligheden var. Hun skriver sin krimi-serie under navnet Robert Galbraith.

Men er det ikke lidt sjovt, at det med et pseudonym, pludselig er i orden, at opdigte en hel person. En person med en fortid, for det skal jo selvfølgelig være troværdigt. F.eks. står der om Robert Galbraith:




ROBERT GALBRAITH spent several years with the Royal Military Police before being attached to the SIB (Special Investigative Branch), the plainclothes branch of the RMP. He left the military in 2003 and has been working since then in the civilian security industry. The idea for Cormoran Strike grew directly out of his own experiences and those of his military friends who returned to the civilian world. “Robert Galbraith” is a pseudonym.

Teksten sluttede dog med informationen om at det er et pseudonym, men hvad betyder det så? Betyder det så at hele beskrivelsen er falsk, eller betyder det bare at det er navnet der er falsk? I det her tilfælde var det jo selvfølgelig det første der var tilfældet.

Jeg ved ikke med jer, men jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om det der med at fiktionen trækkes ud over forfatteren også. Hvis det er en forfatter der ønsker at være anonym, synes jeg selvfølgelig det er noget andet. Og det kan der være mange gode grunde til. Men jeg synes det er direkte noget fis at skjule man er en kvindelig forfatter, fordi man som mandelig måske vil sælge mere. Er vi ikke snart ved at være ude over det? Det virker det ikke til, desværre. Kender I nogen mandelige forfattere der har brugt et kvindelig pseudonym? For jeg kan helt ærligt ikke komme i tanke om at have hørt om det. De findes da helt sikkert, men det er ikke lige noget man hører så meget om. Jo, Anna Ekberg er to mænd (og det gjorde de faktisk fordi de gik over og skrev bøger der handlede mere om forhold), men det synes jeg også lidt er noget pjat, at de ikke bare hedder A.J. Kazinski, lige som deres andre bøger, ja man kan argumenterer for at navnet er et brand på de bøger de laver, men altså J.K. Rowling er også et brand og hun kan godt skrive både fantasy børnelitteratur og voksen socialrealisme under det navn, hvorfor kan andre så ikke? (Ja, hun brugte Robert Galbraith, men det var fordi hun ønskede at prøve at udgive uden den hype der følger med hendes nu berømte navn)

Jeg forstår heller ikke helt hvorfor det skulle være nødvendigt at skrive under et nyt navn, bare fordi man skifter genre eller skrivestil. Eller hvorfor ægteparret Lars Kepler ikke sætter to navne på omslaget i stedet for ét. For mig som læser vil jeg påstå at det ikke gør nogen forskel. Jeg har dog hørt at det kan betyde noget for forfatterene. F.eks. fortæller A.J. Kazinski at de arbejder bedre sammen under det navn end de gjorde tidligere.

Eller er det i virkeligheden ved at blive et problem i dag, at skrive under sit eget navn, fordi man er så tilgængelig på sociale platforme? Er der i virkeligheden ikke et større behov for at have to identiteter fordi verden kun formår at få øje på den ene?

Ja, pseudonym er noget der efterlader mig forvirret -  jeg kan aldrig rigtig helt bliver klog på, hvad jeg synes om det. Har du en holdning til det? Har du selv overvejer at skrive under pseudonym?

Bøger og te - den perfekte kombination

Bøger og te hører unægtelig sammen, i hvert fald hvis man er mig. Og nogen vil nok finde den her blogpost lidt nørdet, fjollet eller måske ligefrem ligegyldigt, men jeg tager mig selv i ofte at vælge te ud fra hvilken bog jeg læser. Som om teen skal passe til bogen. Eller at det hele skal passe til det humør jeg nu er i på det pågældende tidspunkt. Så pludselig tog det her indlæg form i mit hoved, og det tiggede om at blive lavet, så nu laver jeg den altså, og så må i springe over den hvis det er.

Som sagt tager jeg mig selv i at vælge te-typer efter hvad jeg læser. Her vil jeg vise jer nogle eksempler på de ting jeg er blevet opmærksomme på at jeg går efter:

Jeg vælger te efter om bogen er tung eller let





Lette bøger - hvid te - gerne med frugt eller blomster stykker. Jeg er særligt vild med Hvid tempel te fra Perchs.





Fagbøger - tungerer teer fungerer faktisk rigtig godt her. Det er lidt sjovt for jeg troede at jeg havde brug for at gøre min hjernekapacitet ekstra let, men det forholder sig nærmere omvendt, at jeg nyder en tung te når jeg læser fagbøger. En tung te er for mig ofte en sort te. Jeg elsker sort te og er ligenu mest vil med La Glace teen fra Perchs.









Jeg vælger te efter lokation - ja altså i bøgerne





Jeg elsker at drikke Earl Grey når jeg læser bøger der handler om England. Det giver mig sådan en ekstra god England-vibe. Jeg får altid Earl Grey når jeg er i England. For mig gør det lidt ligesom parfumer gør, at når man dufter til en bestemt parfume man har brugt på et bestemt tidspunkt, så bliver man nærmest transformeret tilbage til det tidspunkt. Det er hvad Earl Grey te gør for mig.





Earl Grey passer også perfekt til klassikkere eller historiske romaner

Da jeg læste 'Borte med blæsten' og 'North and South' af John Jakes, drak jeg ofte sydstaternes klassiske te: Sweet tea. Jeg har fundet en udgave jeg godt kan lide, ellers så synes jeg generelt ikke man skal putte noget sukker i te. Det bliver alt for sødt.





Jeg vælger te efter årstid

Jeg har så mange forskellige typer te at jeg hiver det frem efter årstid når der er nogle der er særlig årstidsagtige. Nogle står selvfølgelig fremme året rundt. Min læsning tilpasser sig sjovt nok også efter årstiden. Og så passer det måske meget naturligt at teerne også gør. Årstid/tema, feks: julete til juletema bøger - offcause.






Nogle smage er bare mere julet end andre. Teer med kanel, nelliker og appelsin skriger jul og passer derfor perfekt til juletemalæsning. Juleteer er faktisk dem jeg har absolut flest af, jeg elsker juletéens smag og drikker den gerne fra november til februar. Så det er egentlig mere min vinterte end bare julete. Julete kan fås i alle variationer men jeg nyder mest de lidt tunge. Alle Harrods, Londons juleteer er fantastiske i øvrigt.





Om foråret finder jeg ofte de lette teer frem, som f.eks. hvid te og rooibus. Uh, ja prøv den cremede rooibus med vanilje fra Perchs. Ja, jeg er ret stor fan af Perchs. Sorry. Er bare rigtig glad for løse teer og der er Perchs helt klart the go to. Jeg køber stortset alt mit te derfra, med mindre jeg er i London, så smutter jeg forbi Harrods og Fortnum & Mason.






Sommerteerne indeholder ofte blomster eller bær, som jordbær te. Men jeg drikker også gerne iste om sommeren. Det gør jeg faktisk ikke så meget resten af året. Jeg drikker helst min te varmt, med mindre der er for varmt til det.






Om efteråret har jeg en særlig Efterårste fra Perch som jeg nyder som er chai agtig - generelt drikker jeg mere chai om efteråret end resten af året. Jeg laver gerne mine egne, fordi jeg har synes det er svært at finde nogen jeg sådan er rigtig vilde med. Jeg troede f.eks. jeg var vild med Starbucks' Oprah Chai, eller det var jeg da jeg gik rundt i New York, men nu synes jeg den smager for meget af risengrød.



Har du også lagt mærke til et mønster i din te-drikning? Eller drikker du noget helt andet, eller slet ikke mens du læser?

Når man læser for at flygte fra hverdagen

 

Mine flygtebogs-favoritter

Jeg elsker historier med lykkelige slutninger, eller dem der har et smukt og tankevækkende budskab, selvom de slutter ulykkeligt. Og årsagen til det er at jeg læser for at flygte. Oftest flygter jeg ind i en magisk verden hvor alt er muligt, hvor selv de sværeste udfordringer kan overkommes. Men jeg flygter også gerne ind i historier med kærlighed, eller de historiske bøger som ikke handler om nutidsproblemer, men som man alligevel kan drage paralleller ved og blive klogere af at læse.

Jeg flygter ikke ind i bøgerne, fordi jeg lige pt har et specielt hårdt liv, faktisk kunne jeg ikke være mere taknemmelige, og glad. Jeg er frisk og rask, har mennesker i mit liv jeg elsker og som elsker mig, og de er heldigvis alle ligenu også friske og raske. Men det er klart at behovet for at flygte ind i bøgerne er større når livet også er ekstra hårdt.

Jeg flygter heller ikke fordi jeg ikke vil se verdens tragedier i øjnene. Nej jeg flygter nok nærmere for at opveje det jeg ser. Jeg flygtede nærmere ind i bøgernes verden, fordi jeg har brug for håb. Fordi jeg er særligt sensitiv. Fordi ja, der findes en masse lort i verden, men den er stadig fyldt med smukke ting og smukke mennesker - og de ting har aldrig rigtig fokus i nyhederne. Min egen hverdag er der selvfølgelig en masse smukke hverdagsting, men jeg udgør jo ikke ligefrem hele verden vel!? Altså det jeg mener er, at jeg nok har behov for at høre om andres smukke historier og skæbner.

Andre læser nærmere for at arbejder med verdens mørke sider ved at face dem head on, ved f.eks. at læse hårde social realisme værker, horror, eller krimier måske. Jeg har i hvert fald nogle gange lidt svært ved at læse krimier, dem kan jeg nemlig ikke så nemt flygte ind i, men måske nogen kan.

Jeg har faktisk altid haft det sådan. Jeg havde svært ved at læse de tvungne ‘skolebøger’ fordi laaangt de fleste (hvis ikke alle) ikke tillod mig, at flygte ind i dem. Der var altid et eller andet frygteligt budskab der skulle skræmme os (Hold dig fra narko! Hold dig fra alkohol! Hold dig fra bestemte miljøer! Du må ikke blive anorektiker! Plastiskoperationer er farlige!) - hvilket selvfølgelig er logisk, for det er nemmere at diskutere den slags litteratur, end f.eks. Tolkien. Men et eller andet sted er det jo bare helt forkert, for Tolkien har jo også en masse smukke og vigtige budskaber, og egentlig tænker jeg at det må være noget mere interessant at analyserer den slags litteratur. I hvert fald for mig. 

Men vi er jo heldigvis alle forskellige og der skal være plads til os alle, og heldigvis findes der da også litteratur til os alle, og derfor synes jeg det er svært at sige om der er noget litteratur der egentlig er vigtigere end andet. Jeg tror der er behov for al slags. Ellers ville der vel ikke være det behov for at skrive det.

Men jeg kan selvfølgelig nemmest forklare hvordan jeg selv har det. Men jeg synes det er vanvittig spændende, at høre hvordan I andre har det? Læser I for at finde det smukke eller læser I for at møde det mørke head on? Flygter I også ind i en verden, hvor alt er muligt? Eller har I nemmere end mig, ved at se lyset i mørket?

Litterære kogebøger

 

 

 

Yes, det er faktisk en ting, og det er ovenikøbet en ting som jeg ikke ejer en økonomisk ryggrad overfor. Jeg elsker når man udvider litteraturen på alle mulige tænkelige måder, f.eks. med en filmatisering, men især også ting som man kan eje - ting som smykker eller andre genstande som bliver nævnt i bøger.

Derfor er jeg også ret vild med ideen om en opskriftsbog med opskrifter på mad der bliver nævnt i bøger. Jeg er ret fascineret af at der har siddet en og fundet ud af hvordan f.eks. en butterbeer fra Harry Potter skal smage. For mig er de litterære kogebøger lidt som at kombinere to af mine interesser - den boglige- og madlavningsinteressen.







Mange afde her bøger indeholder dog flere opskrifter end der er nævnt i de originale bøger, men opskrifterne falder meget godt i tråd med bøgernes stemning og det er jeg ret begejstret for. På min Kindle har jeg bl.a. 'The unofficial Harry Potter cookbook' og 'The official Narnia cookbook' (ikke at der findes nogle officielle). Men jeg har også et par bøger hvor der er samlet flere forskellige opskrifter ud fra diverse YA udgivelser udgivet af Christy Dorrity.






I fysisk udgave har jeg Dinner with Mr. Darcy og Desperate Housewives kogebogen (det er dog ikke ligefrem en bog sidstnævnte bygger på, men et manuscript er vel også en slags litteratur).

Jeg synes det er vildt underholdende at bladre igennem og kigge på, men ærligt så har jeg ikke prøvet nogen som helst af opskrifterne endnu. (Jo et par stykker i Dinner with Mr. Darcy) For jeg kunne godt forstille mig at jeg ville blive skuffet - da jeg f.eks. smagte en butterbeer for første gang var den ikke nær så god som jeg forestillede mig den under læsningen.








Alligevel ser ret mange af retterne utrolig lækre ud, så jeg vil rigtig gerne prøve dem på et tidspunkt.
Men det er lidt en sjov ting det der med at udvide det litterære og bringe det ud over fantasien, og hjem i sit køkken, eller i et smykke, som jeg bare er fascineret af. Da jeg lavede opskrifter fra Dinner with Mr. Darcy synes jeg da også det på en eller anden måde gav en ny ekstra oplevelse, på en eller andet underlig måde. Hvilket selvfølgelig overhovedet ikke kan stå mål med læsningen af bogen, men det er bare så super hyggeligt på en eller anden måde.


Har du nogle litterære kogebøger stående? Hvad synes du om ideén?

Fanfiction - et begreb med forskellig betydninger?

 

 

Der er rigtig mange betegnelser inden for den litteræregenre jeg ikke forstår - hvor chick-lit og femikrimi selvfølgelig er blandt dem. Men jeg har det sidste stykke tid gået og tygget på betegnelsen ‘Fanfiction’, der bliver brugt om bøger der er udgivet.

For mig er fanfiction lig med tekst man skriver for sjov, med karakterer der i forevejen fandtes. F.eks. skrev jeg også selv fanfiction engang om Harry Potter da jeg ellers spændt ventede på de nye fra J.K. Rowlings hånd. Og jeg læste også masser af andres, og et var super hyggeligt, og sjovt.

Men det er lidt som om ordet ‘fanfiction’ i dag bliver brugt til at beskrive f.eks. Fifty Shades of Grey og hvis jeg skal være helt ærlig så kan jeg ikke helt forene mig med det billede. Ja. E.L. James har helt sikkert skrevet med Twilight for øje, men hvis det er fanfiction. Burde man så ikke kalde alle de bøger der kom med bølgen efter twilight fanfiction? Jeg kan godt se hvor ‘Fifty Shades of Grey’ ligner Twilight, men for mig er Anastacia ikke Bella, og Edward er ikke Christian, og deri ligger den helt store forskel for mig.







Men så kommer vi pludselig ud i en gråzone, for hvad så med alle de bøger der er blevet udgivet med Jane Austen og Mr. Darcy? Om deres liv efter ‘Stolthed og Fordom’? For det handler jo netop om de samme personer - bare i nye omgivelser. For der er jo ikke nogen rettigheder som sådan på Mr. Darcy, så ham må man jo gerne bruge i en bog. Men så er det måske fanfiction?

Det er der sikkert delte meninger om, og jeg kan sagtens følge hvorfor man vil kalde det for fanfiction. Jeg har måske bare stået der midt i det i sin tid da det var helt nyt og ikke var et begreb man brugte om udgivet litteratur. For mig er fanfiction ikke noget der udgives, det er for amatører alene. Så derfor har jeg virkelig svært ved at forene det billede jeg selv kender, med det der bliver smidt efter bøger, lidt som en måske lidt nedlandende kommentar?





For hvis man siger det om Fifty Shades of Grey, bør man så sige det om Sarah J. Maas ‘Throne of glass serie?’ Sarah J. Maas har i sin tid skrevet Throne of Glass serien som en fanfiction, (eller ideen sprang ud af hendes fanfiction skriblerier) men det er ikke bare fanfiction historien der er udgivet, i sin rå form, nej hun har arbejdet med den, skrevet den om flere gange før den er blevet udgivet. Fanfiction historien ville aldrig have været god nok i sig selv. Så hun har siden skrevet den om til rigtig litteratur og udgivet det vi kender i dag. Men hun har fået ideen og startede med at skrive den som fanfiction nøjagtig ligesom Fifty Shades of Grey.

Men hvad så med de forfattere der får ideer fra film, og andre bøger, fra musik osv. Skal det så ikke også kaldes fanfiction? Ligger forskellen virkelig kun i at forfatteren måske selv har kaldt det fanfiction engang, og så bliver det begreb bare brugt fremadrettet på trods af flere omskrivninger, korrekturgange, hårde forlagsgennemgange og ikke mindst efter enormt salg til udland og indland?


Jeg synes det er svært at blive klog på, jeg synes det hele er lidt gråzonet. Hvad tænker i?

Bøger og politik

I dag er store valgdag, og selvom jeg havde planlagt at skrive om noget andet i dag, så har jeg svært ved at fokuserer på andet end det der foregår her og nu. 

Jeg sidder og følger med i valget på DR indimellem læsning. Jeg skifter mellem flere bøger, da det er svært at koncentrerer sig fordi det er sådan en valg'gyser'. Hvilket får mig til at tænke på hvor sjovt det egentlig er at man vælger at bruge genren gyser til at fortælle følelsen der er centeret omkring valget i øjeblikket. Følelser har virkelig alt med læsning at gøre. Vi læser for at føle, for at opleve, for at grine og græde. For at tænke og reflekterer. Så det er vel ikke så mærkeligt at vi bruger litteratur-udtryk til at fortælle om stærke følelser.

Ellers har valget vidst ikke meget med bøger at gøre. På trods af at den 'Hemmelige socialdemokrat' lovet flere saftigheder hvis socialdemokraten vinder valget. Og de obligatoriske politiker biografier selvfølgelig.

Interessen for politik i bøger og tv-serier (og måske generelt) bliver større og større. Game of Thrones som egentlig er en high fantasy fortælling, har utrolig mange politiske niveauer. Noget der ikke før har været særlig normalt i genren.

Personligt elsker jeg politisk-spil i fiktions bøger, for det er altid forfulgt af så mange forskellige niveauer af manipulationer, strategier, menneskesyn og tankevækkende handlinger. I tv-seriernes verden har 'Borgen' været meget populær herhjemme og i udlandet. Ja faktisk har det været med til at sætte Danmark på verdenskortet for mange lande. 'House of Cards' lever også hos seerne i bedste velgående.

Både 'Borgen' og 'House of Cards' findes i en bogudgave, sidstnævnte er en trilogi. Jeg har ikke læst 'Borgen', fordi jeg var rigtig glad for tv-serien, men nu er det jo ikke Adam Price der har skrevet bogen, og jeg ved ikke om det er en god eller dårlig ting, men jeg hælder måske mest til det er en dårlig ting? Men måske får jeg den læst engang. House of Cards var jeg faktisk ret vild med at læse, men af en eller anden mystisk grund har jeg ikke fået afsluttet serien endnu.

Af andre politiske bøger jeg har læst, er Hanne-Vibeke Holst serie 'Kronprinsessen'. (Her har jeg så til gengældt ikke set filmatiseringen).

Derudover har fiktionsbøger gennem tiden været med til at præge vores verden i stor stil. Med biblen i spidsen selvfølgelig. Men også 'Dræb ikke en sangfugl' - den store fælleslæsnings i øjeblikket - har haft stor indflydelse på verden, og ja.. det kunne blive en lang liste, og jeg kan se jeg allerede er ved at have overskredet min personlige max for blogindlægstekst.

Anyway ... det var lidt spredte tanker på sådan en valgaften, som nu her i slutningen af mit indlæg er ved at danne sig en retning, som nogen er rigtig glade for og som andre er ret trætte af. Men sådan er et valg jo, på samme måde som at nogen elsker og andre hader en bestemt bog.

Kan du lide politik i bøger?

Bog-settings

Kilde: Slugbooks.com

Bog-settings kan betyde meget for læseoplevelsen. (Så hvis du er skriveglad, så kan det godt betale sig at kigge på bog-settings.) Selvfølgelig betyder det ikke alt, men det er noget af det man som læser ligger mærke til når man kigger på en bog.

Personligt drages jeg af historier med kostskole miljøer - Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, jeg tror måske det er fordi man ved at der er samlet en masse hormonelle unge, og mange forskellige typer, og hvor der 'næsten' ingen adgang er for voksne. Eller måske handler det i virkeligheden mere om det lidt 'lukkede' samfund, ligesom med en secret society, som jo faktisk også kan være ret fedt at læse om. På samme måde kan jeg hurtigt drage paralleller til andre lukkede samfund - de rige, de privilegerede, de kongelige osv. Alt det er så super spændende. På den anden side så kan jeg også ret gode lidt almindelige skolesettings. Jeg læste engang at nogen mente at grunden til vi så godt kunne lide skolemiljøer i bøger var fordi vi alle kendte til det. Måske har vedkommende ret, det er i hvert fald ret nemt at forestille sig en masse intrigere som kan foregå i et skolemiljø. Men så igen, så er det da også lidt mystisk at vi 'søger' interesserede tilbage fordi det er noget vi kender. Vi læser vel i højere grad for at få udvidet horisonten en smule.

Jeg elsker også sæsonbetonede settings, feriesteder - strande, og jeg elsker at høre om jul. Øde øer virker også tillokkende, eller måske en lidt forladt hytte et sted ude i skoven. Roadtrips! Det er altid så hyggeligt at læse! Jeg har endnu ikke læst en bog med roadtrip som jeg ikke har kunnet lide. Men man skal aldrig sige aldrig.

London er virkelig et sted jeg elsker at historier foregår. Jeg elsker den der London-stemning - den er fantastisk, men også Paris og Italien står ret højt på min settingsliste. Jeg elsker også de historiske perioder, middelalderen, 1600 tallets Danmark, sene 1800 til tidlige 1900 tallets Amerika, 1920 Amerika osv.... og ja alle engelske historiske tidsaldre. Jeg har endnu ikke fundet en tidsalder jeg ikke har nydt.

De overnaturlige steder er også højt på min liste. Piratskibe, undervands-settings, igen fantasy middelalder-settings, nye skønne magiske verdener.

De aller, aller bedste bog-settings er dog dem der kommer til live helt af dem selv. Dem vi slet ikke kan forestille os på forhånd. Dem der gror sig fast i os, for aldrig at slippe helt igen: Longbourn, Middle earth, Hogwarts, Narnia, Wonderland, Neverland, The Emerald City, Camelot, Olympen, Valhalla, Camp Half-Blood osv. osv.

Har du nogle favoritter når det kommer til bog-settings? Er der nogen du føler dig mere sikre på end andre, når du vælger bøger?

Tykke bøger læses bedst som e-bog

 

 

 

Sådan har jeg det i hvert fald. Der er ingen tvivl om at jeg foretrækker at læse i fysiske bøger så det her er et særtilfælde. Et særtilfælde der stadig forvirre mig.

Jeg er blevet enormt overrasket over hvor meget bogens tykkelse påvirker min læsning. Det kan nogle gange føles lidt som at løbe en maraton, og i stedet for bare at nyde historien og lade sig rive med, er jeg konstant opmærksom på hvor lidt jeg nu har læst i forhold til hvornår bogen slutter. Det er da fjollet ikke? Jeg er ikke sikker på jeg altid har haft det sådan. Det tror jeg i hvert fald ikke. Måske er jeg bare kommet ind i en dårlig vane med at tjekke min progress hele tiden. Måske er det kommet af hele tiden at registrer sidetal på goodreads.

Jeg har i hvert fald fundet ud af at det går væsentlig bedre at læse de tykke bøger som e-bøger. Jeg registrere ikke på samme måde hvor langsomt det går. Jeg nyder ganske enkelt bare bogen, og spilder derfor ikke længere tiden med at tjekke efter når jeg har læst et kapitel eller bare en 10 sider. I øjeblikket læser jeg 'Den fredløse' og jeg har haft enormt svært ved at komme videre med den i sin fysiske form, men da jeg har mofibo og bogen også ligger derpå som ebog så læste jeg den på farten en dag, og det var vildt hvilken befrielse det var at læse den uden at tjekke hvor langt jeg var. Vigtigst af alt, jeg kunne mærke at det gjorde en forskel hvor meget og hvor lidt jeg blev grebet af historien. Det synes nemmere når jeg ikke hele tiden river mig selv væk fra siderne.

Det er bare mystifistisk hvordan bogens længe kan påvirke mig på den måde. Kan det ikke være ligegyldigt hvor langt og hvor hurtigt jeg læser en bog, når jeg bare nyder den?! Især når nu jeg ved at jeg læser den hurtigere ved ikke at tjekke hele tiden, og at jeg nok vil nyde den mere ved at lade være. Det undre mig, og egentlig har jeg ikke nogen som helst logisk forklaring. Det er nok virkeligheden bare så simpelt som en dårlig vane. Forhåbentligt kommer jeg den lidt til livs ved at fortsætte med at læse 'Den fredsløse' på ebog.

Har I oplevet noget af det samme? Påvirker bogens længe jer i nogen grad?

Stem på (din) litteratur

Ligenu kan du gå ind og stemme på både Orlaprisen men også på Politikens Litteraturpris.

Jeg har altid synes det var sådan lidt en mystisk ting at stemme på nogle bøger, som konkurrere med andre bøger man aldrig har læst. Jeg gør mig ikke desto mindre skyld i det selv hver gang, både på goodreads og på diverse andre steder. Jeg har en mistanke om at jeg ikke er den eneste. Eller hvad?

Måske kan man godt gøre det i virkeligheden, for de andre bøger må jo tilsyneladende ikke have fanget min interesse, og derfor har de i princippet fejlet mere end den jeg stemmer på. Men sådan kan man vel ikke helt gøre det op? For hvis nu jeg havde læst alle bøgerne, så kunne det godt være at jeg var blevet enormt positivt overrasket, og så valgt en anden bog. Bliver man så overrasket fordi ens forventninger var lave? I så tilfælde, så kan man vel heller ikke sige at det er en helt objektiv vurdering ...

I bund og grund handler det vel mere om at stemme på den litteratur som man har tabt sit hjerte til. Er det biografier der er ens store passion, eller er det noveller? Er det en bestemt genre, eller et bestemt interessant forfatternavn? Uanset hvad det er, så har vi alle en præference, som vi vel aldrig går helt galt i byen ved at stemme på?

Generelt er jeg fan af at det er læserne der stemmer, og altså dem der i bund og grund sætter sit aftryk. Det kan man selvfølelig sige at de gør i salgstal, men det er jo læserne som forfatterne skriver til (eller i hvert fald bør skrive til) og ikke til kritikkerne.

Ha... Jeg giver op. Jeg er ret sikker på jeg kunne blive ved med at gøre mig uforståeligt i lidt flere afsnit, men det må jeg hellere holde op med. Så her er i stedet et overblik over de nominerede og en opfordring til at gå ind og stemme på din type litteratur.


Du kan være med til at stemme her:

Orlaprisen

Politikens Litteraturpris



De 12 nominerede til Orlaprisen er:

’Daniel Agger’ af Asker Hedegaard Boye, Turbine.
’Doktor Z - Dommedagsmaskinen’, Kasper Hoff, Gyldendal.
’K for Klara - Alle for én’, af Line Kyed Knudsen, Carlsen.
’Zombiejæger - Friske lig’, af Nicole Boyle Rødtnes, Alvilda.
’Snitten og Kis’, af Hella Joof, Carlsen.
’Fletninger’, af Laura Kristine Arnesen & Marie Moesgaard Wivel, People’s Press.
’Mærkelige Mynthe,’ af Dorte Roholte, Carlsen.
’Pssst!’ Af Annette Herzog og Katrine Clante, Høst & Søn.
’Zombier kysser klamt’, af Morten Dürr, Alvilda.
’Alt godt fra havet’, af Henrik Einspor, Løse Ænder.
’Cirinos fortælling’, af Nick Clausen, Høst & Søn.
’Bloddiamant’, af Benni Bødker, Forlaget Corto.



De syv nominerede til Politikens Litteraturpris er:

Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen. Ild og blod og Til døden os skiller. Gyldendal.
Maja Lee Langvad: Hun er vred. – Et vidnesbyrd om transnational adoption. Gladiator.
Helle Helle: Hvis det er. Samleren.
Jens Andersen: Denne dag, et liv. Gyldendal.
Theis Ørntoft: Digte 2014. Gyldendal.
Niviaq Korneliussen: Homo sapienne. Milik Pubhlishing.
Harald Voetmann: Alt under månen. Gyldendal.

Dedikationer

 

 

 

 

Jeg elsker dem, jeg synes det er så hyggeligt at se en snert af forfatteren bag bogen. Jeg elsker at man som forfatter gør det der med at dedikere. Der er noget virkelig smukt ved det. Der findes rigtig mange former for dedikationer. Nogle er bare tak til … men ved andre er der gjort noget ud af det. Jeg husker tydligt J.K. Rowlings sidste bog hvor dem hun dedikerede til var skrevet ind i et form af en lyn. Når jeg, i en periode, fik en ny Julia Quinn bog så var det første jeg gjorde at slå op på dedikations-siden. For hun dedikere alle bøger til sin mand efterfulgt af en ny sjov kommentar om ham eller deres ægteskab. Og det elsker jeg virkelig. Jeg kan godt lide at vide at den historie jeg læser nu er fra et ægte menneske. Huha.. tanken om hvis man engang når så langt at man kan få computere til at skabe historier …. I USA følger man i forvejen rigtig mange steder en skabelon for hvornår man bør gøre hvad for at få det mest optimale resultat.... Nå det var lidt et sidespor og en foruroligende en af slagsen...

 

Det er ikke så typisk en dansk ting, hvilket jeg synes er lidt synd. Det er til gengæld en meget engelsk og amerikansk ting. Så i tilfældet med Harry Potter bøgerne var dedikationerne jo oversat. Jeg har faktisk til tider rynket lidt bryn når der ikke er nogen dedikation i bogen, og ubevidst tænkt, om forfatteren ikke har nogen at dedikere bogen til? Jeg vidste ikke helt om jeg skulle have ondt af personen (hvis nu de reelt ikke har nogen i deres liv at dedikere deres bøger til) eller om jeg skulle blive lidt tvær over at de bevidst vælger at lade være, fordi de måske finder det ligegyldigt. Hvilket jeg jo synes er noget pjat, det kan vel aldrig være ligegyldigt at gøre andre mennesker glade. Hvilket en dedikation jo i bund og grund må gøre. Men måske er det ligegyldigt, og det er det nok for nogen, og det er da helt ok, personligt synes jeg bare det er super hyggeligt. Men det var altså alt sammen tanker jeg havde lige indtil jeg fandt ud af at danske forlag ofte sletter dem i oversættelserne fordi de vurderer det ikke har en relevans for de danske læsere. Hvilket var list sjovt, for hvorfor har det egentlig relevans for mig? Jeg blev meget overrasket over at jeg rent faktisk havde en holdning til om en forfatter havde en dedikation eller ej. Hvilket var hele årsagen til at jeg fik alle disse tanker om et par sætninger som ellers er ret ligegyldig for historien.


Synes I også at dedikationer er lidt hyggelige, eller har i slet ikke skænket det en tanke?

Unge læser voksen litteratur!

Se den overskrift er der sjovt nok ikke noget man skriver om. Men hvorfor kan man som voksen ikke læse ungdomslitteratur hvis de unge kan læse voksenlitteratur?

Nu har debatten om at voksne køber ungdomsbøger igen fået liv efter danske medier har samlet den op. Og jeg stiller mig en smule udenforstående for hvorfor det er så vigtigt at putte folk i kasser. Hvorfor må voksne ikke læse ungdomsbøger?

H.C Andersens eventyr er skrevet til voksne men alligevel trykker vi små børneudgaver med farverige billeder. Hvorfor gør vi så det? Hvad er forskellen?

Her er f.eks. en samling af noget børnelitteratur jeg stadig ser frem til at læse eller at genlæse.

Da jeg var teenager læste jeg flere voksenbøger end jeg læste ungdomsbøger. Ja selv som barn læste jeg voksen bøger. Da jeg var 10 læste jeg Victoria Holt og Barbara Cartland i stor stil. I skolen læste vi Herman Bang og Gustav Hvid? (Og dødkedeligt var det)

Jeg tror det er meget normalt at læse i andres målgrupper. Og hvorfor ikke? Hvorfor skal målgrupper sættes efter alder? Jeg synes nærmere det i høj grad er genren der sætter målgruppen.

Og fordi der findes så lidt godt voksen fantasy og endnu mindre som er let og ikke i highfantasy genren så må den jo findes i ungdoms afdelingen.

Jeg synes ikke man skal stille spørgsmålet: hvorfor læser voksne ikke voksenlitteratur i stedet for børnelitteratur?

Det man burde spørge om var i stedet, hvad er der ved ungdomslittetaturen der tiltrækker de voksne? Mangler det i voksenlitteraturen?

Svaret må vel ubetinget være ja. Eller er jeg helt forkert på den?

Eventyr, #bogbloggertræf og morgengaver

 

Jeg er vokset op med eventyr i alle afskygninger, både den bløde udgave af Brødrende Grimms eventyr, og den knap så bløde udgave. Jeg har set Disneys udgaver af eventyrene og jeg har selvfølgelig også læst danske H.C. Andersens eventyr, og det var allerede før mine teenage år. Jeg kan huske jeg ikke brød mig så meget om hans "Den lille havfrue" - jeg kunne bedre lide Disneys udgave.

Jeg har altid haft en forkærlighed for smukke ting. Smukke historier, kærlighed og fantasy-elementer. For mig er eventyr alt det og meget mere. Eventyr kan også afspejle de skræmmende realiteter i menneskelige sind, om de så er vidst i form af dyreskikkelser det gør jo bare det hele lidt mere interessant.

Derfor er det nok også meget naturligt at jeg fik lyst til at læse en frygtelig masse eventyr nu hvor jeg beskæftiger mig med emnet til bogbloggertræffet. Jeg er b.la. gået amok i disse tegneserie-udgaver.

Hvilket faktisk har skubbet min Austen tema måned lidt hen i september i stedet. Hvilken luksus at have så mange fantastiske bøger at læse på en gang.. suk jeg bliver helt stresset.

Men jeg har også to andre årsager til jeg helt vildt gerne vil læse eventyr ligenu. Nemlig pga. to af mine morgengaver fra min mand.

Andrew Lang har samlet eventyr fra rundt omkring i verden og samlet disse i en farverig serie kaldet "Coloured Fairy Books". Sidste år købte jeg den blå udgave i Barnes and Nobles Leatherbound Classics, men det var også den eneste de på daværende, og nuværende, tidspunkt har udgivet. Og det er vidst umiddelbart også en redigeret udgave til børn.

Så da jeg så de flotte, flotte udgaver folio society havde udgivet, ja så var jeg jo fuldstændig solgt. Så dem ønskede jeg mig jo selvfølgelig i morgengave, og heldigvis lyttede min mand ikke til alle andre (der selvfølgelig sagde at jeg ikke skulle have bøger), fordi han har erfaret mere end nogen anden at bog-gaver gør mig absolut mest glad. Og som han selv så enkelt formulerede det: "Selvfølgelig skulle du da have bøger."

Da han så stod med bøgerne i hånden havde han lyst til at bestille flere, fordi de er så enormt flotte ud. (Gid han havde lyttet til ham selv der.. suk.) Og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Sådan havde jeg det også selv, for jeg havde godt set for lang tid siden at der var noget der hed Folio Society bøger, men de solgte mig ikke helt på hjemmesiden, så da Rikke fra paperback castles viste de bøger hun havde fået derfra, ja så var jeg solgt. Især fordi jeg der opdagede the coloured fairy books af Andrew Lang. Men jeg ville ikke selv bruge penge på at købe dem, jeg ville ønske mig dem i stedet. Da jeg så stod med mine to morgengaver i hånden, så var jeg parat til at gå ind og købe flere med det samme, men tøjlede mig selv og lovede højt og helligt mig selv at købe et par stykke når jeg skal til London igen.

Her er the beauties. Som jeg så frygtelig gerne vil læse. Lige nu!! Så det tror jeg faktisk jeg vil. Jeg har ikke haft tid til det efter brylluppet og så var der bryllupsrejsen. Og man udsætter ikke sine største bogskatte for rejser hvis man kan undgå det. Men hvor er det dog skønt at jeg nu kan slappe af i selskab med disse skønheder.

Hvilket eventyr er jeres favorit?

Hvad får mig til at vælge hvad jeg skal læse næst

Jeg har en frygtelig lang læseliste bare på Goodreads, og alle de 1000 bøger er nogle bøger jeg gerne vil læse. Så hvordan vælger jeg hvilken bog jeg skal læse?

Jeg prioritere selvfølgelig de bøger jeg får til anmeldelse, og ellers læser jeg gerne aktuelle bøger. Bøger som er oppe i tiden, hypede bøger eller bøger hvis filmatisering går i biografen. Og så læser jeg selvfølgelig lidt efter min udfordringsliste, som fungerer som en slags reminder for mig ”Du vil gerne læse mig, husk det.” Derudover vil jeg gerne sige at det er tilfældigt.

Det er det faktisk også, men jeg har bidt mærke i at jo mere jeg ser en pågældende bog jeg ønsker at læse på blogs, på nettet, eller i nyhederne, jo mere får jeg lyst til at læse den. Hvilket jo selvfølgelig er hele årsagen til hvorfor reklamer virker, men det er også noget af det der selvfølgelig gør at vi bogbloggerer ofte ender med at læse de samme bøger på samme tidspunkt.

Omvendt kan den også fjerne lysten. Man kan blive så overeksponeret overfor en bog, at man hel taber lysten til at læse den også selvom man måske har haft den på læselisten før den blev hypet. Nå jeg kan mærke det ske, plejer jeg at lade være med at læse mere om bogen, og mentalt lukke øjnene hver gang jeg støder på den, for hvis jeg gerne vil læse den så skal hypen ikke bestemme om jeg får det gjort eller ej. Så stædig er jeg nemlig. ;0)

Kan du genkende det med at du ender med at læse pga. omgivelserne?