Julie M Day, som har skrevet trilogien 'Grænsen til Trafallas' er lige om lidt aktuel med 'Af blod og støv' som er bind 1 i en ny serie under navnet 'Sagakvartetten'.
Du kan følge hende her: på
Instagram,
facebook eller hendes hjemmeside
http://juliemday.dk/
Du har næsten lige færdiggjort din første trilogi 'Grænsen til Trafallas', hvordan var det at skrive og afslutte den?
Det var faktisk med ligedele vemod og lettelse, jeg afsluttede min første trilogi. Jeg har i mange år vidst, hvordan den skulle ende. Derfor var det også rart at få rundet hele fortællingen af. Rart at kunne sætte det sidste punktum og give karaktererne en værdig afslutning. Når man som forfatter hiver sine stakkels karakterer igennem ild og vand (og alt muligt andet), så er det enormt tilfredsstillende at følge fortællingen til dørs. Ellers tror jeg, at historien ville blive ved med at hjemsøge mig. Jeg havde også et væld af andre historier, der lå og ventede på tiden til at blive fortalt. Til gengæld er det også lidt underligt at vide, at jeg ikke længere skal skrive om de karakterer, jeg nu har brugt adskillige år på at lære at kende og komme ind under huden på. Måske især også for en fantasyforfatter, der har arbejdet for at opstille et fiktivt univers med forskellige love, madretter og plantearter. Jeg vil savne Trafallas. Ingen tvivl om det. Hvis mit afsavn bliver for meget, så kan man jo altid kaste sig over en spinoff.
Hvordan er din skriveproces?
Hånden på hjertet så kan min skriveproces til tider være ret rodet. Den er sådan lidt ’her-der-og-alle-vegne’. Min skriveproces er meget lystbetonet, hvilket til tider kan være vældig frustrerende, når man bare gerne vil ud med alle de historier, man går og gemmer på. Derudover blev jeg mor for anden gang for et lille års tid siden, og jeg er netop ved at finde tilbage til en fast skriverutine. Jeg prøver, så vidt muligt, at skrive om formiddagen. Der er mit flow bedst, og jeg føler mig mest inspireret. Desværre har jeg alt for let ved at ende ud i overspringshandlinger. Især er Sociale Medier en kæmpe tidsrøver for mit vedkommende. Hvis min telefon plinger og fortæller mig, at der er kommet en mail, noget fra Facebook eller Instagram, er jeg enormt dårlig til at ignorere det. Når jeg så endelig skriver, er det som oftest i kronologisk rækkefølge. Jeg beundrer dem, der kan hoppe rundt mellem scenerne og skrive lidt hist og pist. Det kan jeg ikke. Jeg bliver nødt til at tage tingene fra enden til anden. Oftest ved jeg, allerede før jeg begynder at skrive, hvor historien skal ende, men vejen dertil overrasker mig for det meste, og sådan kan jeg også bedst lide det. Karaktererne kan tage omveje, gøre uventede ting, og handlingen kan udfolde sig på en måde, man først ikke havde forudset. Jeg lader tit mine historier gå sine egne veje. Som udgangspunkt skriver jeg jo af lyst. Jeg skriver, fordi jeg har lyst til at fortælle en historie, og det er ikke nødvendigvis med en modtager for øje. Jeg skriver, fordi en bestemt karakter fascinerer mig. Fordi en handling er så nervepirrende, at den må og skal udforskes. Det er først langt senere, at jeg begynder at overveje, at der er nogen, der skal læse det.
Hvad holder du mest og mindst af i skriveprocessen?
Jeg holder altid vejret, inden jeg skal i gang med redigering. Det, synes jeg, trækker tænder ud. Det sjoveste er at give los og finde på. Det sjoveste er at skrive. Det mindre sjove er så den hårde del af arbejdet, nemlig redigeringen. Dér, hvor der har siddet en redaktør og streget under, streget over, kommenteret og bedt om ændringer. Når det så er sagt, er det jo også under redigeringen, at jeg vokser og forbedrer mig som forfatter. Måske er det også derfor, at det er knapt så sjovt? Fordi jeg virkelig skal arbejde med mig selv og de steder i teksten, hvor jeg inderst inde godt ved, at tingene halter. Det er irriterende, at redaktøren opdager mine svage sider og udpeger dem. Men hey, hellere hende end en læser, når bogen er trykt, og man ikke længere kan lave om i tingene. En god redaktør er én, der kan se, hvor teksten er svagest og har blåmærker, og så stikker vedkommende en finger i det blå mærke og drejer og drejer, indtil man som forfatter har lyst til at opgive og smide sit manus langt pokker i vold. Men det er dér, magien opstår. Det er dér, man forbedrer sig, og derfor er en dygtig redaktør uundværlig for slutproduktet.
Hvad har overrasket dig mest ved at skrive en trilogi?
At jeg kunne. At jeg gjorde det. Jeg skrev Grænsen til Trafallas del 1, og først omkring slutningen blev jeg klar over, at fortællingen havde meget mere at byde på. Jeg blev klar over, at det skulle blive en serie. Derefter begyndte jeg at plotte resten af historien og delte den op i to bøger mere, så det kunne blive en trilogi til sidst. At jeg så faktisk var i stand til at skrive tre sammenhængende bøger er stadig noget, jeg er utrolig stolt over. Da jeg begyndte at skrive tilbage i 2010, ville jeg aldrig have troet, at det var muligt for mig.
Er du god til at planlægge din skrivetid? Og har du gode råd til hvordan man kan blive mere produktiv?
Som nævnt tidligere har jeg tendens til at rode lidt rundt med min skrivetid. Især indenfor det sidste år, efter der nu er to småbørn i huset. Der er mange ting, der står og råber på en. Vasketøj, madpakker, have, hus, mand og børn. Det hele skal have opmærksomhed, omsorg og pleje. Men det skal min skrivetid også, og jeg værdsætter virkelig min tid på en helt anden måde, efter jeg er blevet mor til to. Pludselig er 24 timer i døgnet ikke ret meget. Og selvom der kommer et barn mere, får man ikke foræret flere timer på et døgn. Et råd, jeg prøver selv at følge er, at jeg skal skrive her dag. Det giver mig en følelse af tilfredshed. Hvis der er en dag, hvor jeg ikke har fået skrevet, eller hvor jeg ikke har fået skrevet ret meget, kan jeg nemt komme til at gå og ruge over det resten af dagen. Jeg prøver at sætte mig nogle daglige skrivemål, som skal opfyldes. Hvis jeg eksempelvis er i gang med at skrive en roman, vil jeg gerne tilføje minimum 3000 ord om dagen på det manus. Det er ikke altid, det sker. Men det er godt at sætte mål for sig selv. Man bliver så glad, når man opfylder dem. I sidste ende handler det heller ikke om kvaliteten i det, man i løbet af dagen har fået nedfældet. Man kan ikke redigere i ord, som ikke er blevet skrevet. Derfor er det bedre bare at give los og skrive end slet ikke at få skrevet noget. Mit bedste råd må derfor være, at man sætter sig selv nogle (overskuelige) mål.
Har det været anderledes at skrive på Grænsen til Trafallas serien i forhold til den nye serie Sagakvartetten?
Der har været en verden til forskel (helt bogstaveligt talt 😉) Udover at jeg nu befinder mig i et helt nyt univers, følger man i Trafallas én hovedperson, nemlig Grace, og hun får lov til at fortælle historien som jeg-fortæller. I Sagakvartetten er der tale om et multistrenget plot, hvilket vil sige, at man følger mange karakterer, der hver især bliver udsat for lidt af hver. Personenerne bliver fortalt som tredje-person, og man skifter synsvinkel i hvert kapitel. Med jævne mellemrum vender man så tilbage til de personer, man tidligere har lært at kende. Det var en mere kompleks måde at skrive på. Sådan helt lavpraktisk var der meget mere at holde styr på for forfatteren. Det var og er en virkelig fed udfordring, og jeg skal have tungen lige i munden for selv at kunne følge med. Jeg elsker at skrive på den her serie.
Får du skriveblokeringer? Og i så fald, hvad gør du for at komme over dem?
Dét får jeg. Ofte endda. Det sker især, når jeg får præstationsangst. Når jeg går og venter på anmeldelser, venter på tilbagemelding fra redaktører eller læsere. Det gør mig helt rundt på gulvet. Jeg er stadig i en læringsproces, hvor jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg bedst muligt skubber usikkerheden væk. Skriveblokering rammer mig tit, hvis jeg tænker for meget over, hvad andre vil tænke om det, jeg arbejder på. Så dét skal jeg lade være med. Skriveblokering kan også dukke op, hvis jeg ikke ved, hvad jeg vil med min historie. Det er ikke altid, at man lige kender vejen hen til ’og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Og det er også okay. Når det så er sagt, har jeg erfaret, at dette netop kan være grunden til, at blokeringen dukker op. Derfor er mit bedste råd til andre og til mig selv: Find ud af, hvad du vil med din historie. Hvordan gør man så det? Jo, man skriver. Skriver på livet løs. Nogen gange bliver man derfor nødt til at tvinge sig selv til at skrive. Det er bedre at skrive en masse vrøvl, som kan dissekeres, redigeres og slettes igen. Det er farligt at gå helt i stå. Derfor kan det også være, at man ganske enkelt skal lade et projekt ligge lidt og tage hul på noget andet. Uanset hvad er det en god øvelse at sørge for at holde sig i gang. Hvis man har en fortrolig sparringspartner eller en god skrivegruppe, kunne man jo tage en snak med vedkommende. Måske har de et godt råd til ens videre skriveproces/historie etc. Det er guld værd med sparringspartnere.
Kan du beskrive din nye serie med tre ord?
Intens. Magisk. Farlig.
Kan du ellers give nogle hints til hvad vi har i vente?
Der er noget på spil. For alle karaktererne, man bliver introduceret for. Derfor bliver man også nødt til at læse videre for at finde ud af, hvordan det dog skal ende. Der er både uhygge, magiske besværgelser, flyvning på koste, enevældige konger, ulykkelige skæbner og intense kærlighedshistorier.
5 hurtige: Favorit...
Sted at læse?
… på ferier.
Sted at skrive?
… ved mit spisebord.
Bog?
… har aaaalt for mange. Den bog, der sidst gjorde virkelig stort indtryk på mig, var romanen S af Simone Mørch Stjer eller serien De tre tyste af Synne Kristine Eriksen.
Forfatter?
… kan umuligt vælge én, men indenfor fantasy er jeg vild med J. K. Rowling, Synne Kristine Eriksen, Signe Fahl og Sarah J. Maas
Genre?
… YA og fantasy
